De skal leve af deres hjerner – men glemmer hjelmen på cyklen
16.9.2025 06:05:00 CEST | Rådet for Sikker Trafik | Pressemeddelelse
Alt for mange studerende på de videregående uddannelser cykler uden hjelm. Nu vil Rådet for Sikker Trafik, ABUS og Fri BikeShop opsøge de studerende på deres uddannelser med et godt tilbud, der skal få dem til at spænde hjelmen, når de skal ud at cykle. Samtidig kan de få efterset cyklen helt gratis.

Titusinder af unge er i de her uger begyndt på deres videregående uddannelse, og for mange af dem er cyklen det foretrukne transportmiddel. Desværre bruger alt for få cykelhjelm, og det er et problem for unge, som har en høj risiko i trafikken, og som skal leve af deres kloge hoveder resten af livet.
For mens 51 % af alle cyklister bruger cykelhjelm, så er det kun 32 % af de unge mellem 16-25 år, der cykler med hjelmen spændt. Det viser tal fra Rådet for Sikker Trafiks årlige cykelhjelmstælling.
Kampagnen ”Hjelm to go” skal nu få flere unge på universiteterne til at tage cykelhjelmen på.
-Mange cykelulykker med alvorlige hovedskader sker i byerne og blandt unge. Det skal vi have lavet om på. For nyligt viste en ny, stor undersøgelse, at hjelmen gør en kæmpe forskel, hvis uheldet er ude. Derfor er det vigtigt, at vi får flere unge til at bruge hjelmen, så de passer på deres kloge hjerner – den skal jo holde hele livet, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Hvis du gør, så gør jeg også
Med kampagnen vil de studerende rent fysisk møde ”Hjelm to go” på deres studie, hvor de kan købe en cykelhjelm til en attraktiv pris på 200 kroner. Formålet med kampagnen er at fjerne nogle af de barrierer, der normalt afholder unge fra at købe en hjelm.
Undersøgelser viser nemlig, at mange unge gerne vil bruge cykelhjelm, men ofte ikke har fået købt en, da de i et SU-budget oplever det som dyrt, besværligt og tidskrævende at finde en hjelm, få prøvet den og købt den, eller fordi de prioriterer deres penge anderledes.
De barrierer fjerner Rådet for Sikker Trafik, ABUS og Fri BikeShop ved at møde op der, hvor de unge er: nemlig på deres uddannelse, hvor de så samtidig kan købe en hjelm i selskab med deres medstuderende til en attraktiv pris. Konceptet og pop-op-butikken er skabt ud fra devisen: Hvis du gør det, så gør jeg også.
-Hos ABUS vil vi gerne vise de unge, at de ikke behøver at gå på kompromis – en cykelhjelm kan sagtens kombinere både stil, god pris og høj sikkerhed. Derfor var det også helt naturligt for os at støtte op om Hjelm to go, så flere unge vælger hjelmen og sikkerheden til, når de hopper på cyklen til og fra uddannelse og i hverdagen, siger Fadia Al Mokdad, Marketingansvarlig hos ABUS Nordic.
Samtidig bliver de studerende også tilbudt, at hvis de medbringer deres cykel, så kan de få lavet et gratis sikkerhedstjek af en cykelmekaniker.
-I Fri BikeShop vil vi gerne støtte op om, at flere unge bruger cykelhjelm – sikkerhed på cyklen kan aldrig fremhæves nok. For at gøre hverdagen på cykel endnu mere tryg og problemfri, tilbyder vi også studerende et gratis sikkerhedstjek af deres cykel. På den måde håber vi, at cykelturen til studiet bliver både lettere og mere sikker, fortæller Mathias Duelund, E-Commerce-, IT- og Marketingchef i Fri BikeShop.
Kampagnen er en flerårig indsats, og i år kommer den til Københavns Universitet Panum den 16.-18. september, Studenterhus Aarhus den 16. september og Syddansk Universitet Odense den 17. september.
Se oversigt over, hvilke uddannelsesinstitutioner kampagnen besøger: https://sikkertrafik.dk/om-radet-for-sikker-trafik/kampagner/hjelm-to-go/
Fakta: Så mange bruger cykelhjelm (kilde: Rådet for Sikker Trafik):
Brugen af cykelhjelm er højest blandt de yngste cyklister og lavest blandt unge mellem 16 og 25 år. I 2024 var brugen af cykelhjelm som følger for de forskellige aldersgrupper:
- 94 % blandt børn under 11 år
- 58 % blandt 11-15-årige
- 32 % blandt 16-25-årige.
- 53 % blandt 26-60-årige.
- 59 % blandt +60-årige.
- Alle i bytrafik: 51 %.
Praktisk info – adresserne på kampagnen på de tre uddannelsesinstitutioner:
- Københavns Universitet Panum ved Mærsk-tårnet: Blegdamsvej 3B, 2200 København N. 16-18. september fra klokken 11 til 16.
- Studenterhus Aarhus, Aarhus Universitet: Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus. 16. september fra klokken 11 til 16.
- Syddansk Universitet Odense: Campusvej 55, 5230 Odense M. 17. september fra klokken 11 til 16.
Kontakter
Rådet for Sikker Trafiks pressekontakt
Tlf:39163969presse@sikkertrafik.dkRådet for Sikker Trafik er en privat sammenslutning af offentlige myndigheder og private organisationer, der arbejder for at øge trafiksikkerheden. Medlemmerne af Rådet er dels offentlige myndigheder og dels private organisationer.
Rådet for Sikker Trafiks arbejde omfatter bl.a. kampagner, undervisningsmaterialer og rådgivning. Administrerende direktør for Rådet for Sikker Trafik er Jakob Bøving Arendt.
Se mere på www.sikkertrafik.dk
Følg pressemeddelelser fra Rådet for Sikker Trafik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rådet for Sikker Trafik
Kørsel med trailer: Styr på reglerne? Ellers kan det blive dyrt31.3.2026 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse
I foråret stiger aktiviteterne i haver og sommerhuse, og mange kører med trailer fx til og fra genbrugspladserne. Husk at tjekke trailerreglerne, før du kører, for ellers kan det blive dyrt, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.
Unge er stadig overrepræsenteret i trafikulykker – det skal en stor trafikdag være med til at ændre30.3.2026 06:55:00 CEST | Pressemeddelelse
Alle skoleelever i Frederikssund Kommune kan efter påske se frem til en meget anderledes skoledag, når kommunen sætter trafiksikkerhed på skoleskemaet for en dag. Blandt andet skal 8. klasserne møde personer fra virkelige trafikulykker.
Hver tredje motorcyklist glemmer livsvigtigt sikkerhedsudstyr26.3.2026 05:58:00 CET | Pressemeddelelse
For mange motorcyklister lader jævnligt livsvigtigt sikkerhedsudstyr blive hjemme, viser ny undersøgelse. Nyt sikkerhedsudstyr til motorcyklister kan reducere ulykker.
6 gode råd: Sådan kører du sikkert i tåge10.3.2026 10:31:45 CET | Pressemeddelelse
De sidste dage har blandt andre politiet advaret om tæt tåge og risiko for ulykker. Det får nu Rådet for Sikker Trafik til at opfordre bilisterne til at sænke farten, når det er tåget. Det er også en god ide at få styr på tågelygterne, før man kører.
Denne ene ting har reddet tusindvis af liv på de danske veje1.2.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
I januar er det 50 år siden, at det blev lovpligtigt at bruge sikkerhedssele på forsæderne i bilerne. Beslutningen blev i sin tid mødt af heftig modstand, men har over årene reddet tusindvis af liv.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum