Sindberg Kommunikation ApS

KURT RAVN OG MARIE KNUDSEN FOGH MODTAGER LAURITZEN-PRISEN 2025

Del

Danmarks ældste og største skuespilpris er netop uddelt i Skuespilhuset i København. Lauritzen-prisen gik i år til Kurt Ravn og Marie Knudsen Fogh. Udover de to Lauritzen-priser uddelte Lauritzen Fonden også Backstage-prisen, Børne og Unge-prisen og fire Believe in You-priser.

Officielle pressefotos af prismodtagerne og stemningsbilleder fra prisuddelingen kan downloades fra kl. 22.00 her

Kurt Ravn til Lauritzen - prisen 2025
Kurt Ravn til Lauritzen - prisen 2025 Foto: Carsten Lundager / Lauritzen Fonden

Danmarks største og dygtigste aktører inden for film, tv-dramatik og scenekunst blev i dag hyldet af Lauritzen Fonden ved Lauritzen-prisen 2025. Johanne Louise Schmidt stod i spidsen for uddelingen, og der var tale om intet mindre end en dobbelt-debut for den ellers så erfarne skuespiller; det var første gang hun var vært for et prisarrangement, og publikum kunne også opleve hendes debut som sangerinde, da hun fremførte sin helt nyt single ”Voksne”. Prisarrangementet bød også på indslag fra blandt andre DR Juniorkoret og Medina. 

Ved prisuddelingen blev der uddelt i alt otte priser til en samlet værdi af 900.000 kr. Udover hæderen og 250.000 kr. modtog de to Lauritzen-prismodtagere Kurt Ravn og Marie Knudsen Fogh også 50.000 kroner hver til støtte til en selvvalgt mærkesag. Donationerne gik til henholdsvis Julemærkefonden og TUBA Danmark.  

Kunstner, kollega og kammerat
Kurt Ravn blev hyldet på Store Scene i Skuespilhuset som modtager af Lauritzen-prisen 2025. På vegne af priskomitéen kunne hans Matador-hustru Kirsten Olesen fortælle følgende om valget:  
“Kurt Ravn er både kunstner, kollega og kammerat. Et menneske, der gennem årtier har sat aftryk på dansk kultur – ikke kun gennem sine roller, men gennem sin måde at være både den gode, den onde og den VIKR’LI sjove i verden.”  

Aalborgs dårligst bevarede hemmelighed
Den anden modtager af Lauritzen-prisen 2025, Marie Knudsen Fogh, blev ligeledes fejret af den fyldte sal. Sidste års Believe in You-prismodtager og kollega fra blandt andet Aalborg Teaters opsætning af Meter i Sekundet Sara Fanta Traore, begrundede priskomitéens valg med disse ord: 
“Man kunne kalde det en hemmelighed, men de er sgu ikke ret gode til at holde på den deroppe i smukke Aalborg. For på Ålborg Teater har hun været en uomgængelig del af ensemblet de sidste ti år. I samme periode har hun desuden medvirket i flere tv-serier og film, modtaget en Reumert for sine optrædener på Aalborg Teater og er kåret som Årets skuespiller i Nordjylland.”  

Når alt pludselig er muligt
Lauritzen Fondens Børne- og Ungepris, der gives til en enkeltperson eller en organisation, der har børne- og unge målgruppen i fokus og har taget hånd om et relevant emne i øjenhøjde med sit publikum, gik i år til TeaterBLIK ved Gertrud Exner, som siden 2007 har skabt stor teaterkunst til de allermindste. Basen er Fanø, men TeaterBLIK spiller forestillinger i hele verden. Med prisen følger 100.000 kr, og i deres motivation fremhævede priskomitéen blandt andet:  
”Publikum mødes i øjenhøjde – når der kravles, foldes, tegnes og formes. Når scenen vender på hovedet. Når alt pludselig er muligt. Her er både plads til ro og til overraskelse, til latter og til eftertænksomhed.”  

Får andre til at blomstre
Lauritzen Fondens Backstage-pris gik i år til til filmklipper Janus Billeskov Jansen. Prisen gives til en person inden for enten film, tv eller teater, som har bidraget ekstraordinært flot gennem en hel karriere eller på en enkelt produktion, og som qua sit arbejde får skuespillerne til at fremstå endnu bedre i deres præstationer. Udover at være klipper på nogle af dansk films allerstørste succeser, har Janus Billeskov Jansen også været rollemodel, inspirator og hjælpsom mentor for generationer af dygtige filmklippere. Der følger 100.000 kr. med prisen, og priskomiteen sagde blandt andet:
“Han er en klipper, instruktører vender sig mod, når historien er gået i stå, og knuden skal løsnes. Han får andre til at blomstre. Ikke med store armbevægelser, men med ro, præcision og en urokkelig tro på, at historien altid er vigtigere end egoet”  

Lysende talenter
Believe in You-prisen tildeles unge talenter indenfor teater, film og tv, der er med til at tegne fremtiden med deres kunst. Med prisen følger 50.000 kr. og prismodtagerne i 2025 er: 

  • Zinnini Elkington, filminstruktør. “Der findes debuter, hvor man bemærker håndværket fra første øjeblik. Det andet offer er sådan en film.” 

  • Fanny Leander Bornedal, skuespiller. ”Hun arbejder med en naturlighed, der ikke kan fabrikeres og en tilstedeværelse, som kameraet søger.” 

  • Besir Zeciri, skuespiller. “Som teenager fandt Besir Zeciri sin vej ind på scenen gennem teaterinitiativet C:NTACT Taskforce. Her udviklede han sit store talent til at spille gennem masken. Bruge hele sit følsomme korpus til at give vidt forskellige roller krop, sjæl og sprog.” 

  • Andrea Øst Birkkjær, skuespiller. ”Når Andrea er en frivol Barrison-søster, der tænder op under borgerskabets bortgemte fantasier i Feberen, er vi helt nede på tærsklen til det tyvende århundredes sitrende underliv.” 

Se alle motiveringstaler til sidst i dokumentet 

Støtte til sociale initiativer for børn og unge 
Udover at støtte kulturen og skuespilkunsten arbejder Lauritzen Fonden også for at understøtte børn og unges trivsel. Dette gøres gennem samarbejde, partnerskaber og støtte til sociale og almennyttige indsatser og projekter, der kan gøre en forskel i børn og unges liv og øge den sociale mobilitet. 

I år blev der til prisuddelingen sat fokus på følgende tre indsatser: 

LIFT, som Mary Fonden står bag, er et initiativ, der skal afhjælpe svær ensomhed blandt unge. LIFT er en helhedsorienteret indsats, der skal sikre, at de unge, der føler sig svært ensomme, bliver opsporet, får hjælp til at bryde med ensomheden og ikke mindst får støtte til at indgå i nye, meningsfulde relationer i varige fællesskaber. 

Skyggebørn er en landsdækkende organisation, som hjælper børn og unge med at bearbejde sorg. Organisationen tilbyder gratis, ubegrænset støtte til sorgramte børn og unge uden krav om henvisning fra læge eller psykolog.  I Skyggebørn møder børn og unge voksne, der kan rumme deres sorg og hjælpe med at lette de tunge tanker. 

GirlTalk er en non-profit organisation, som hjælper, rådgiver og støtter piger og unge kvinder i form af en anonym chat- og sms-rådgivning. Derudover tilbyder organisationen også forskellige muligheder for fællesskaber, hvor piger mødes og deler tanker, tvivl og usikkerheder – og sammen finder de modet til at åbne op. 

Motiveringstaler 

KURT RAVN, MODTAGER AF LAURITZEN-PRISEN 2025 

Kurt Ravn er en af de sjældne, der kan det hele – og som stadig gør det. Han kan både være den gode, den onde – og den VIRK’LI sjove.  
Fra han blev uddannet på Statens Teaterskole i 1973, har han været en fast del af dansk film, scenekunst og tv.  
Han spiller satire, drama og alt derimellem. Musikalske hovedroller i Les Misérables. Og kirkekoncerter i hele landet. Det er faktisk ret imponerende, hvad du kan nå, Kurt.   
Men det er ikke kun alsidigheden, vi fejrer. Det er generøsiteten.  

Kurt er den kollega, der lytter, hjælper, deler. Han møder sine medspillere med åbenhed og nysgerrighed – og skaber et rum, hvor andre tør tage chancer.  

Han er en kollega, der får andre til at skinne. En, man kan vende sig mod i svære scener eller lange prøvedage og blive mødt med kærlig opbakning - og knastør humor.   

Som da et satireprogram på landsdækkende TV stoppede efter tre år, og Kurt tørt konstaterede:  
“Det er jeg faktisk glad for – for jeg kan ikke flere grimasser.”  

Kurt vælger roller med hjertet, kaster sig frygtløst ud i nye projekter og har aldrig valgt safety first.  

Modet til at overraske har gjort ham til en kunstner, man altid er nysgerrig på.  
Man ved aldrig, hvor han dukker op – men det er altid en fornøjelse, når han gør det.  
Hans stemme bærer både den store patos og den lille, intime tone.  
Han kan stå midt i et stadion eller i et lille teater – og stadig skabe følelsen af, at han taler direkte til hver enkelt på stolerækkerne.  
Han har givet stemme til både det stille og det stormfulde.  
Han har vist, at erfaring ikke tynger – den giver tyngde.   

Privat er han en habil tennisspiller. Rejseglad. Godt selskab og en trofast ven.  

Hans humor er tør og skæv. Hans blik er åbent og nysgerrigt.  
Kurt Ravn er både kunstner, kollega og kammerat.  
Et menneske, der gennem årtier har sat aftryk på dansk kultur – ikke kun gennem sine roller, men gennem sin måde at være både den gode, den onde og den VIKR’LI sjove i verden.   
Og det er ikke fordi, vi ikke vil nævne Lauritz ’Røde’ Jensen, vi går bare stadig og tænker på et sjovt ordspil på Lauritz Jensen og Lauritzen-prisen … 

Kurt Ravn – kæmpe stort tillykke med Lauritzen-prisen 2025!  
  

MARIE KNUDSEN FOGH, MODTAGER AF LAURITZEN-PRISEN 2025  

Marie Knudsen Fogh er ikke som nogen andre.  

Det er ikke bare noget, vi i priskomiteen konstaterer.  

Det var nemlig med DEN bevidsthed, hun søgte ind på skuespillerskolen.  

Hun har selv kaldt det en gave, der giver frihed til at spille alle de sjove, skæve, interessante figurer teaterlitteraturen byder på.  

Det gør hende både genkendelig og uforudsigelig på scenen.  

Uforfærdet og uforgængeligt stiller hun sin krop og sin begavelse til rådighed for de roller, hun bliver sat til at spille – nærmest gennemsigtigt ærligt.  
Man kunne kalde det en hemmelighed.  

Men de er sgu ikke ret gode til at holde på den deroppe på smukke Aalborg Teater.   
Vi HAR i hvert fald opdaget den. For længst.  
For i Ålborg har hun været en uomgængelig del af ensemblet de sidste ti år. I samme periode har hun desuden medvirket i flere tv-serier og film, modtaget en Reumert for sine optrædener på Aalborg Teater og er kåret som Årets skuespiller i Nordjylland. For ikke at nævne den uforglemmelige Helle Langkrammer i pinlighedsfontænen Klovn.   
I behagelig afstand til den store københavnske scenehunger står Marie Knudsen Fogh – og bærer sine roller som andre bærer arvestykker.  
Med respekt og med vilje til at forme dem om, så de passer lige præcis til hende.  

Hun trådte ud fra Skuespillerskolen ved Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2013 – og hun trådte ikke stille ud. Allerede som nyuddannet stod hun overfor Jens Albinus i Richard den 3. – og gav ham modstand.  

Ikke bare modspil. Modstand. Og det kræver både sprogøre og scenemod.  
Siden har hun spillet sig igennem et svimlende aldersspænd af hovedroller – fra Virginia Woolf til rå nutidige karakterer.  
Altid med den særlige evne til at downloade dramatiske sjæle og lade dem bo i sig for en stund. Ikke method-agtigt, men med en misundelsesværdig arbejdsiver.  
Og hvis der skulle være et par stykker her i salen, der ikke har mødt hendes Anita …  
Så lad os sige det her: Anita-trilogien er et hovedværk med et kraftværk i hovedrollen.  
Sørg for at få set den, hvis det bliver muligt igen.  

Det er en ordre.  

Hun er en fast del af Aalborg Teaters ensemble – og de slipper hende ikke frivilligt.  
Og hvorfor skulle de?  
Hun er ikke bare en stjerne på scenen. Hun er også vellidt, social – og den slags kollega, der også interesserer sig for, hvor øllene skal drikkes bagefter.  
Marie – du ligner ikke alle andre. Du er ikke som alle andre.   

Og i en tid, hvor alle bliver poleret i de samme filtre og vinkler, er det en gave at ligne sig selv.  

At stå ved sin egen farve og ikke lade sig slibe ned til en standard.  
Du får alle de skæve figurer til at stå snorlige.  

Tak …  
Og sig lige til, hvis du kan skaffe en billet til Anita … vi kan lige mødes herude bagved bagefter … det var også noget med den der øl!  

Tillykke med prisen!  

TeaterBLIK, MODTAGER AF BØRNE- OG UNGE-PRISEN 2025 

“Danmark skal være verdens bedste sted at være barn.”  
“Det er derfor, at jeg i dag siger til alle børn i Danmark: Jeg vil være børnenes statsminister.”  
Sådan sagde Mette Frederiksen i efteråret 2018.  
Og vi i priskomiteen har ingen holdning til, om hun blev det.  

Men vi har en holdning til Gertrud Exner.  

For på Fanø findes der faktisk allerede en børnenes minister.  
Ikke valgt, men udnævnt af publikum selv. Her bliver titlen ikke brugt i taler, men båret i praksis, når de mindste samles om et stykke papir, en tone eller en klump ler.  

Med TeaterBLIK har Gertrud Exner siden 2007 givet de mindste børn kunst, der tager deres blik alvorligt. Forestillingerne er ofte skabt til de 0-4-årige. Her er opmærksomheden flygtig.  
Nysgerrigheden grænseløs.  
TeaterBLIK er lille. Kunsten er stor. At skabe teater til børn er ikke småt.  
Det er stort.  

For hvem er vigtigere at nå end dem, der lige har åbnet øjnene for verden?  

Publikum mødes i øjenhøjde – når der kravles, foldes, tegnes og formes. Når scenen vender på hovedet. Når alt pludselig er muligt. Her er både plads til ro og til overraskelse, til latter og til eftertænksomhed.  

Fra Fanø til Japan. Fra Paris til Nordby. Afstanden mellem et dagplejebarn på Odden og et publikum i Tokyo bliver kortere, når billedkunst, musik og en våd klump ler får lov at tale samme sprog.  

I Aftryk var det netop leret, der bar fortællingen.  
To performere skabte og genskabte figurer i et spil af kaos og orden, hvor barnets nysgerrighed og kunstnerens æstetik hele tiden mødtes.  
Publikum – de helt små – jublede, pegede, forundredes.  
Ingen morale. Ingen facitliste.  
Kun en verden, der foldede sig ud i hænderne på både børn og voksne.  

Med Stedsans fra 2025 vendes blikket mod de lidt større børn.  
Historien om fascismens indtog fortælles gennem barnets øjne. Ikke kun en fortælling fra i går – men en gysende aktuel forestilling, der samtidig bærer håb og lys.  

Det er netop dette, TeaterBLIK kan: forene æstetik og leg, give plads til sanserne og samtidig fortælle historier om historien.  
Børnene får et rum, hvor kunst ikke er pynt, men selve materialet verden er skabt af.  

Her er et teater lokalt forankret og globalt elsket. Og hvis Danmark virkelig havde en børnenes statsminister – så fandtes hun allerede her. I et teater, der lærer os at se verden på ny.  
Får børn til at drømme – og voksne til at drømme om at være børn.  

Så ja. TeaterBLIK er lille. Men kunsten er stor. Stort tillykke med Lauritzen Fondens Børne-og Ungepris 2025  
  

JANUS BILLESKOV JANSEN, MODTAGER AF BACKSTAGE-PRISEN 2025  

Klipperen Christian Hartkopp tog den unge studerende Janus Billeskov Jansen under sine vinger i 1970. Han hjalp ham på vej.   

Klipperen er filmens bedste ven. Det er ikke bare noget, man siger. Det er noget Janus Billeskov Jansen siger.   

Vi siger, at Janus Billeskov er dansk films bedste ven.    

Lige præcis i Janus Billeskov Jansens tilfælde er det vigtigt at huske det med at hjælpe de nye - og de erfarne - talenter på vej. For det har han siden praktiseret gennem alle sine år. Der er ikke ret mange danske filmklippere, der ikke har søgt ind under Janus Billeskovs vinger gennem årene, når tvivl og spørgsmål opstod, og han kunne give et nyt og frisk kunstnerisk blik.  

Derfor hylder vi ham nu. Som en anerkendelse af en mand, der stadig står midt i feltet og viser vejen. Et menneske, der har haft betydning for dansk film, der rækker langt ud over hans eget klipperum. Som mentor, inspirator, sparringpartner og god ven for en lang række nyuddannede og studerende og erfarne filmfolk. Som en dygtig håndværker, der allerede tidligt bevægede sig på tværs af genrerne og arbejdede både med spillefilm, dokumentar, serier og film. Og selvom det er ret normalt i dag, var det nyt og stærkt, da Janus Billeskov gjorde det.   

Man kan godt blive rundtosset ved tanken om, hvad der var sket med dansk film, hvis ikke Janus Billeskov Jansen havde kastet sig over klippefaget for mere end 50 år siden.   

Han har været med til at skabe rytmen og hjerteslaget i dansk film. Og han er den en hel filmbranche gennem mange år har fundet støtte og inspiration i.     

Han er en klipper, instruktører vender sig mod, når historien er gået i stå, og knuden skal løsnes. Han får andre til at blomstre. Ikke med store armbevægelser, men med ro, præcision og en urokkelig tro på, at historien altid er vigtigere end egoet.  

En klippe, der klipper.  

Fra debutfilmen Ang. Lone til Pelle Erobreren, Kundskabens træ, Den gode vilje, Jagten, Druk og Flugt har han stået bag nogle af dansk films største øjeblikke. Uden selv at stille sig i centrum.   

Han har været den stille kraft bag Bille Augusts klassikere, Nils Malmros’ dannelsesfortællinger og Thomas Vinterbergs internationale gennembrud.  
Han har klippet dokumentarer som Burma VJ, Family og Flugt, og indgået i holdet bag The Act of Killing – og vist, at hans blik finder pulsen i både fiktion og virkelighed.  

Janus Billeskov Jansen klipper ikke alene. Han er bevidst om, at samarbejde er nøglen til dansk films succes. At sammen kan vi løfte hinanden altid til gavn for filmen.   

I de senere år har han ofte klippet side om side med Anne Østerud – et makkerskab, der præger nyere danske film. Samtidig har han i årtier undervist og vejledt på Den Danske Filmskole, hvor mange af nutidens klippere skylder ham meget.  

Han er en faglig stemme, der rækker langt og et fyrtårn, fordi han forener håndværket med kunstnerisk generøsitet. Han har altid øjnene på bolden. Aldrig på sig selv.  

Janus er den, man ringer til, når tvivlen rammer, og materialet virker uoverkommeligt. 

En klippe, der klipper – tydeligt, konsekvent og altid med blikket på filmen.   

Kære Janus – tak fra os alle til den bedste ven, man kan have i dansk film. Og tillykke med Lauritzen Fondens backstage-pris 2025!   

ZINNINI ELKINGTON, MODTAGER AF BELIEVE-IN-YOU-PRISEN 2025  

Zinnini Elkington arbejder præcist.  

Hver detalje er gennemtænkt – og alligevel bevarer hun en umiddelbarhed, der trækker os ind i hendes univers.  

Der findes debuter, hvor man bemærker håndværket fra første øjeblik.  

I spillefilmsdebuten Det andet offer sætter hun tonen allerede i åbningsscenen, hvor hun kaster publikum direkte ind i et hospital-livs hektiske rytme.   

En smuk film, skabt med få midler, men med stort overskud.   

Stram, præcis og uden overflødige greb.  

Vi er med på vagt, hvor beslutninger falder hurtigt, konsekvenser er mærkbare, og alt sker hurtigt i et presset system.  
Kameraføringen er insisterende. Tæt på. Netop derfor stærk.  
Visualiteten er ikke pynt. Den er indholdets spejl. Hun arbejder med ro og rytme, med blik for både struktur og detalje. Hun får os til at mærke, at præcision ikke er afstand, men nærvær.  
Zinnini har både stået foran kameraet som Kirsten Siggaard i Under stjernerne på himlen – og bag kameraet, hvor hun sætter sit markante aftryk som instruktør.  
Hun debuterede som instruktør med kortfilmen Regnbuepiger, fulgt af Gaia og Skifting.  

Kortfilmen En flirt fra 2021 gav hende Shortlist-prisen, Bedste manuskript og en Robert – et tidligt tegn på hendes evne til at fortælle skarpt og konsekvent.  

Med Det andet offer træder hun ind i spillefilmformatet. Inspireret af sin opvækst i en lægefamilie skildrer hun et system under pres – og de mennesker, der skal træffe beslutninger i det.  

Zinnini Elkington arbejder præcist. Og præcis derfor, skal hun have prisen.   

Zinnini – tillykke med Lauritzen Fondens Believe in You-pris 2025!  
  

FANNY LEANDER BORNEDAL, MODTAGER AF BELIEVE-IN-YOU-PRISEN 2025 

En ting er at være født med et talent. Noget helt andet er at have styrke og mod til at dyrke det.   

Der er nogen, der er født til at være skuespillere. Opvokset med en naturlig bevidsthed om ordene og pauserne mellem dem. Om det indtryk, det rigtige udtryk kan give.    

Sådan er Fanny Leander Bornedal. Samtidig er hun udstyret med en arbejdsmoral, der gør, at talentet er omsat til realitet.   

Allerede som 12-årig var hun sikker på, at hun ville være skuespiller. På tv blev hun senere Anna i DR’s julekalender Den anden verden – der var 85 optagedage på et år, og hun fik sin 9.-klasseseksamen på et hængende hår.   

Som 16-årig droppede hun gymnasiet for at gå efter drømmen. Siden har hårdt slid og høj arbejdsmoral vist at valget var rigtigt.   

Hun er Clara, Viola, Inge og Nete i værker som Kærlighed på film, Fri os fra det onde, og både 18- OG Journal 64 – sidstnævnte gav hende Robert for Årets kvindelige birolle.   

Selv i mindre roller – for eksempel som Kathrine i Carmen Curlers – efterlader hun et tydeligt minde med tungt pandehår og flotte trompetbukser.  

Hun arbejder med en naturlighed, der ikke kan fabrikeres – en tilstedeværelse, som kameraet søger, og som publikum husker. Hun giver sine roller en troværdighed, der bliver siddende.  

Tak for det hårde arbejde, Fanny – tillykke med Lauritzen Fondens Believe-in-you-pris!  
  

BESIR ZECIRI, MODTAGER AF BELIEVE-IN-YOU-PRISEN 2025 

For et par år siden kom der et uventet telefonopkald fra Polen til en dansk skuespiller. Det resulterede i at vi fik set - og han selv indså - nye sider af et ualmindeligt stort talent.   

Besir Zeciri voksede op på den københavnske vestegn. Som teenager fandt han sin vej ind på scenen gennem teaterinitiativet C:NTACT Taskforce. Her udviklede han sit store talent til at spille gennem masken. Bruge hele sit følsomme korpus til at give vidt forskellige roller krop, sjæl og sprog. 

I 2012 var han Hassan i Ondt Blod på Betty Nansen Teatret og fik kort efter år sin tv-debut for et bredt publikum som Zlatko i “1864”. Og siden en lang, vild og vildt forskelligartet række af roller: Blandt meget andet Mads i Kød og Blod, Kim Jensen i Den som Dræber, Abu Amin i Vejen hjem og snart i dokumentarist og forfatter Nagieb Khajas debut Løvehjerte, hvor vi kommer til at se Besir som Luan, der forsøger at gøre sig fri af bandemiljøets mørke.  

Det polske telefonopkald var fra filminstruktør Magnus Von Horn. Han tilbød Besir rollen som Peter i periodedramaet “Pigen med nålen”. Besir havde for længst afskrevet drømmen om rollen. Han havde svært ved at se sig selv i en periodefilm.  

Det havde Magnus Von Horn heldigvis ikke. Og foruden filmens store succes blev Besir Zeciri udvalgt som en af ti europæiske skuespillere til talentprogrammet ’Shooting Stars’ på Berlin Film festivalen i februar.  

Besir, du kan det hele. Bliv ved med at tage telefonen, når de ringer fra Polen, fra Hollywood og fra hele verden. Dit talent er uendeligt  

Tillykke med We believe in you-prisen 2025!  

ANDREA ØST BIRKKJÆR, MODTAGER AF BELIEVE-IN-YOU-PRISEN 2025 

Andrea Øst Birkkjær får os til at glemme.   

Og det er en af de største og vigtigste evner, en skuespiller skal have, lære og kunne.  

Når Andrea er en frivol Barrison-søster, der tænder op under borgerskabets bortgemte fantasier i Feberen, er vi helt nede på tærsklen til det tyvende århundredes sitrende underliv. Vi glemmer, at vi desværre er – lige her – i et arkitekttegnet Skuespilhus fra 2008 på kanten af Københavns Havn omgivet af alle de andre, der også har glemt det.   

Når hun er den vordende skuespiller Kitty, glemmer vi, at Badehotellet er en spånpladekulisse i Albertslund. Og når hun er hypokonderen Monsieur Argans datter Angelique på Grønnegårdsteateret glemmer vi, at det ikke er vores egen indbildt syge far, der vil gifte os væk til en læge.   

Hun har scenisk autoritet så det basker og får alle i publikum med på legen.    

Hun får os til at glemme tid, sted og os selv – og det er hele pointen med kunst, når det er allerbedst.      

Hun bærer sine roller med en præcision, der får det svære til at se let ud. Og en evne til at møde publikum, så vi føler os inviteret ind i fortællingen og med på scenen.  

Andrea Øst Birkkjær får os til at huske. Huske alle de uforglemmelige oplevelser skuespilkunsten kan give.    

Andrea du er uforglemmelig - tillykke med prisen!  

Om Lauritzen-prisen 

Lauritzen-prisen er en pris, der går på tværs af scenekunsten, film og TV. Den tildeles hvert år en mandlig og en kvindelig skuespiller, der har markeret sig med unikke skuespillerpræstationer på en dansk scene, på tv eller i film. Prisen har markeret sig som én af de absolut største skuespilpriser i Danmark og de to modtagere tildeles hver 250.000 skattefri kroner.  

Prismodtagerne udvælges af en priskomité, og priserne kan derfor ikke søges. 

Lauritzen-prisen er skænket af Lauritzen Fonden – en erhvervsdrivende fond, der ud over at være moderselskab til J. Lauritzen A/S og DFDS A/S hvert år uddeler omkring 50 millioner kr. rettet mod sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og maritime indsatser. Fonden har rødder i det maritime, men det sociale og humanitære ansvar har altid været i fokus ved siden af forretningen. I dag arbejder Fonden for at flere børn og unge bliver en del af positive fællesskaber og finder deres vej ind i uddannelse og job. 

Lauritzen-prisen er blevet uddelt hvert år siden 1993 – og før det som Henkel-prisen til kvindelige skuespillere siden 1965.  Tidligere modtagere af Henkel-prisen og Lauritzen-prisen tæller blandt andre prominente navne som Mads Mikkelsen, Thure Lindhardt, Søren Malling, Sidse Babett Knudsen, Ole Thestrup, Ulf Pilgaard, Nikolaj Lie Kaas, Danica Curcic, Jesper Langberg, Paprika Steen, Nicolas Bro, Trine Dyrholm, Søren Sætter-Lassen, Sofie Gråbøl, Malene Schwartz, Lisbeth Dahl, Lene Maria Christensen, Susse Wold, Ulla Henningsen, Kirsten Lehfeldt, Bodil Udsen, Ghita Nørby og ikke mindst Bodil Kjer, som var den allerførste modtager af Henkel-prisen i 1965.  

Priskomitéen 

  • Jens Ditlev Lauritzen, formand for priskomitéen 

  • Piv Bernth, CEO, executive producer, Apple Tree Productions 

  • May el-Toukhy, instruktør 

  • Jakob Engmann, teaterdirektør, BaggårdTeatret i Svendborg 

  • Morten Kirkskov, skuespilchef, Det Kongelige Teater 

  • Marianne Moritzen, forhenværende afdelingschef fiktion, Det Danske Filminstitut 

  • Kim Skotte, filmanmelder, Politiken 

  • Trine Wisbech, dramaturg, manuskriptkonsulent og konceptudvikler 

Følg pressemeddelelser fra Sindberg Kommunikation ApS

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sindberg Kommunikation ApS

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye