Hvor ofte er normeringen på dit barns stue god nok? Det afhænger i høj grad af, hvilken kommune du bor i

61 procent af pædagoger har sjældent eller aldrig en normering på sin stue svarende til minimumsnormeringerne. 

Der er dog store kommunale forskelle på, hvor ofte normeringen er god nok ude på stuerne. I blandt andet Faxe, Holstebro og Egedal kommune er det mere end 75 procent af pædagogerne, der sjældent eller aldrig har en normering på 1 medarbejder til 3 vuggestuebørn eller 1 medarbejder til 6 børnehavebørn. 

I Lemvig, Morsø og Odsherred tegner der sig omvendt et noget andet billede. Her er det under en tredjedel af pædagogerne, der har samme oplevelse. 

”Alle kommuner skal være i mål med at leve op til minimumsnormeringerne nu", siger BUPL-formand Elisa Rimpler med henvisning til, at loven om minimumsnormeringer fra sidste år forpligtede kommunerne til at have en gennemsnitlig normering i hele kommunen på 1 medarbejder til 3 vuggestuebørn og 1 medarbejder til 6 børnehavebørn. 

"At det slår så forskelligt igennem rundt om i landet, er bekymrende, for det skal ikke være dit postnummer, der afgør, hvordan minimumsnormeringerne mærkes i virkeligheden”, fortsætter hun. 

BUPL’s vilkårsundersøgelse er besvaret af mere end 13.000 pædagoger ansat i kommunale og selvejende daginstitutioner landet over. Og det er disse resultater, der nu tegner et billede af store kommunale forskelle på normeringerne ude på stuerne. 

Alene med store børnegrupper

Undersøgelsen viser også, at to ud af tre pædagoger stod alene med den samlede børnegruppe, sidst de var på arbejde. I gennemsnit stod de alene med 16 børnehavebørn eller 9 vuggestuebørn. 

”Når man som pædagog står alene med 16 børnehavebørn eller 9 vuggestuebørn, er der ikke tid til meget andet end at opfylde børnenes helt grundlæggende behov. Ofte lidt på samlebånd. Man afvikler måltider, hjælper med toiletbesøg, hjælper i overtøjet, sætter plaster på og løser konflikter. Men det gode pædagogiske arbejde, hvor man i mindre grupper kan understøtte børns trivsel og udvikling, forsvinder helt ud af ligningen”, siger Elisa Rimpler om de store børnegrupper, som pædagogerne oplever at stå alene med. 

Også her er der store kommunale forskelle på, hvor mange pædagoger der står alene med den samlede børnegruppe, og på hvor mange børn, de står alene med. 

”Det er utilfredsstillende som pædagog at føle, at man ikke slår til. Det kan resultere i moralsk stress eller udbrændthed, når man over længere tid ikke kan sikre børnene den kvalitet, som man ved, de har brug for. Min opfordring til kommunerne er klar: Giv pædagogerne langt bedre betingelser for at lave god pædagogik, end de har i dag”, siger Elisa Rimpler. 

Hun peger på flere steder, hvor kommunerne bør sætte ind: 

”Før og fremmest skal kommunerne investere i børneområdet. Sidste års regnskaber viser, at de har brugt færre penge på at løfte børneområdet, end Christiansborg har givet dem til blandt andet minimumsnormeringerne. Det er virkelig svært at forsvare, når normeringerne mange steder ikke er gode nok”, siger hun og fortsætter: 

”Mange pædagoger er samtidig den eneste faste pædagog på sin stue, og i hver tiende institution er der en eller flere stuer helt uden en fast pædagog tilknyttet. Kvaliteten lider i den grad under det massive underskud af faglighed i vores daginstitutioner, og derfor er der også brug for, at kommunerne gør langt mere for at tiltrække og fastholde de uddannede pædagoger og samtidig give erfarne medhjælpere muligheden for at tage en pædagoguddannelse via merit”.