Regeringen vil sikre klarhed for virksomhederne og ro om emballagepriserne
Regeringen er klar med en pakke med tiltag, som skal reducere virksomhedernes omkostninger ved implementering af EU-regler om udvidet producentansvar. Pakken sænker prisen på de gebyrer, virksomhederne skal betale for håndtering af emballageaffald.
Det udvidede producentansvar flytter regningen for emballageaffald fra kommunerne – og dermed fra borgernes affaldsgebyr – til virksomhederne. Det skal sikre, at virksomhederne tager større ansvar for at producere mindre emballage, som samtidig er mere genanvendelig. Den politiske aftale om implementering af EU’s emballagedirektiv om indførslen af det udvidede producentansvar blev indgået i august 2022 af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, De Konservative, Dansk Folkeparti og Alternativet.
Siden den politiske aftale blev indgået i 2022, har de faktiske forhold vist sig anderledes og gebyrerne højere end ventet. Højere gebyrer øger risikoen for prisstigninger på fødevarer for danskerne.
Regeringen vil reducere virksomhedernes gebyr, fjerne den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027 og reducere virksomhedernes omkostninger til administration.
Det udvidede producentansvar er fortsat en vigtig del af regeringens grønne politik, men det det udvidede producentansvar skal indrettes på en fornuftig måde. Pakken af tiltag skal bidrage til at holde virksomhedernes omkostninger ved gebyrerne nede, samtidig med at Danmark fortsætter den grønne omstilling og lever op til de fastsatte EU-mål.
Regeringen vil inddrage relevante aktører i arbejdet. Den endelige løsningsmodel skal tage højde for direktivforpligtelser og statsstøtteregler, som naturligvis skal overholdes.
Pakken af tiltag skal:
- Mindske virksomhedernes gebyr. Målet er, at producentgebyret bliver billigere og ikke kommer til at ligge over det niveau, som var forventet, da vi indgik den politiske aftale om implementering af EU’s emballagedirektiv om udvidet producentansvar i 2022. Så vi sikrer, at prisen kommer ned til maksimalt 1,2 mia. kr. for producenterne.
-
Opdele producentgebyrer i rater og reducere gebyrerne på kort sigt, så det opkræves ved fire ratebetalinger på 250 mio. kr. hver frem mod den 1. oktober 2026, samt en ekstra opkrævning på maksimalt 200 mio. kr. over en fireårig periode. Tilrettelæggelsen skal tage højde for direktivforpligtelser og statsstøtteregler. Det er regeringens intention, at kommunernes likviditet ikke skal blive påvirket negativt af de foreslåede ændringer. Eventuelle likviditetsmæssige konsekvenser i kommunerne som følger af udskydelse af opkrævningen af producentgebyret, vil derfor blive håndteret ved en lånepulje.
-
Afskaffe den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027 svarende til en lettelse for virksomhederne på samlet op mod 250 mio. kr. over to år.
Iværksætte en undersøgelse af, hvordan nabolande har indrettet deres ordninger med udvidede producentansvar, og hvad vi kan lære af de nabolande, der kan gøre det billigere end i Danmark.
- Ændre reglerne, så alle kommunerne bruger den samme beregningsmetode, så der opnås transparens for virksomhederne, og så priserne for fx glas ikke bliver urimeligt høje.
- Se på administrationsudgifterne i Miljøstyrelsen og hos Dansk Producentansvar. Tilrettelæggelsen skal tage højde for direktivforpligtelser og statsstøtteregler.
- Indsats over for free-riders, dvs. virksomheder, der ikke har registreret sig til at betale for deres håndteringen af deres eget emballageaffald og dermed driver regningen op for dem, der har registreret sig. Det skal sikre, at virksomheder, der har tilmeldt sig producentansvaret, ikke ender med regningen.
Miljøminister Magnus Heunicke siger:
"Det er et klart mål i den grønne omstilling, at virksomhederne skal producere mindre og mere bæredygtigt emballage, men forudsætningerne har ændret sig, og gebyrerne har vist sig meget højere end forventet.. Vi reducerer derfor virksomhedernes omkostninger, laver en lempelse af emballageafgiften i to år og forpligter os til at få nedsat gebyrerne til det niveau, der var forventet ved indgåelse af den politiske aftale i 2022. Og så vil vi nedbringe udgifterne til administration og sætte hårdere ind overfor freerider-virksomheder, der lige nu ikke tager ansvar for den emballage, de producerer eller anvender."
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
"Implementeringen af det EU-direktiv, der indfører producentansvaret i Danmark, har desværre betydet, at der var en langt større regning på vej til virksomhederne, end det var forudsat. Derfor er det også helt nødvendigt, at vi nu griber ind. Vi bringer nu virksomhedernes betaling ned og fjerner også emballageafgiften i de kommende to år for yderligere at understøtte virksomhederne. Det er dog kun første skridt og den kortsigtede løsning. Nu venter et stort arbejde med at sikre en mere holdbar og fornuftig implementering også på mellemlang og længere sigte, og det er en bunden opgave at levere på det - med blik for både omkostninger og byrder for virksomhederne."
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
"Det har været vigtigt for Moderaterne at sørge for, at erhvervslivet og forbrugerne ikke bliver overrasket med yderligere udgifter på grund af de nye EU-regler, som vi er forpligtet til at indføre. Vi afskaffer blandt andet den volumenbaserede emballageafgift de kommende to år. Det svarer til en lettelse for virksomhederne på samlet op mod 250 mio. kr. Jeg er tilfreds med, at vi har fundet en løsning, der betyder, at omkostningerne for at håndtere emballage i højere grad svarer til det, der tidligere er politisk aftalt med Folketingets partier."
Fakta:
- Det udvidede producentansvar træder i kraft i Danmark den 1. oktober 2025 og implementerer EU's emballagedirektiv i Danmark.
- Aftalen om udvidet producentansvar for emballage blev indgået d. 30. august 2022 af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, De Konservative, Dansk Folkeparti og Alternativet.
- Loven om det udvidede producentansvar blev vedtaget i Folketinget i december 2024.
Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Ligestillingsminister Magnus Heunicke inviterer til EU-konference om mænd, drenge og ligestilling8.9.2025 10:45:58 CEST | Presseinvitation
Mænd og drenges ligestillingsudfordringer bør i højere grad anerkendes internationalt. Derfor afholder det danske EU-formandskab den 9. september konferencen Gender Equality: Zooming in on Men and Boys. Pressen inviteres til at deltage.
Millionstøtte på vej til oversvømmelsestruede områder2.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke og et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at udmønte 82 mio. kroner til at støtte kommunale kystbeskyttelsesprojekter, så de kan realiseres hurtigere
Slagelse og Vordingborg kommune får millionstøtte til klimasikring2.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke og et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at udmønte 82 mio. kroner til at støtte kommunale kystsikringsprojekter. Slagelse og Vordingborg kommune modtager 9,3 mio. kroner til kystsikring.
Hjørring, Frederikshavn og Aalborg Kommune får millionstøtte til klimasikring2.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke og et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at udmønte 82 mio. kroner til at støtte kommunale kystsikringsprojekter. Tre projekter i Nordjylland modtager samlet 16,2 mio. kroner til tre kystsikringsprojekter.
Haderslev og Sønderborg kommune får millionstøtte til klimasikring2.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke og et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at udmønte 82 mio. kroner til at støtte kommunale kystsikringsprojekter. Haderslev og Sønderborg modtager samlet 21 mio. kroner til to kystsikringsprojekter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum