
Guldborgsund ruller ny trivselsindsats ud på ældreområdet
Mens sygefraværet stiger, og mange kommuner kæmper for at fastholde medarbejdere, går Guldborgsund Kommune en anden vej. Her har ældreområdet sat gang i en ny indsats, hvor medarbejdere og ledere sammen arbejder for at styrke kollegaskabet - og forebygge at gode folk brænder ud.
Stress og mistrivsel er desværre blevet hverdag mange steder i ældreplejen. I Guldborgsund har man igennem en årrække arbejdet målrettet med trivsel og arbejdsglæde, og den nye indsats bygger videre på dette med fokus på det kollegiale fællesskab.
”Trivsel er ikke en individuel opgave, det er noget, vi skaber sammen. Derfor har vi valgt at styrke kollegaskabet og give medarbejderne nogle konkrete redskaber til at passe på hinanden,” siger Marianne Søgaard, centerchef for Sundhed og Omsorg i Guldborgsund Kommune.
Fra pres til fællesskab
Indsatsen har allerede været i gang på flere plejehjem og breder sig nu videre. Medarbejdere og ledere har deltaget i seminarer, faciliteret af VÆLDS Uddannelsen & Coaching, hvor de har arbejdet med konkrete redskaber og refleksionsøvelser i form af kollegaløft-metoden, der gør det lettere at tale åbent om belastning - og handle på det i fællesskab. På Nr. Alslev Plejehjem, der var blandt de første til at afprøve tilgangen, er erfaringerne tydelige:
”Tidligere holdt vi os mere til hver vores afdeling, men projektet har gjort det naturligt at hjælpe hinanden på tværs - og sige til, hvis man har en dag, hvor man ikke er helt på toppen. Det har skabt mere tryghed og et bedre fællesskab,” fortæller Anja Frandsen, tidligere stedfortræder på Nr. Alslev, nu plejehjemsleder på plejehjem Oasen i Guldborgsund kommune.
Hun beskriver også, hvordan enkle greb som en trivselsskala og et fælles sprog har gjort det lettere at dele, hvordan man har det - og tage hånd om det tidligt. Interne barometermålinger viser allerede en stigning i samarbejdsglæde og trivsel.
Et skift i synet på kompetencer
Lina Møller Lauridsen, plejeboligleder, fremhæver, at projektet også sætter spot på en del af fagligheden, som ofte overses:
”Vi har i mange år fokuseret på at lære medarbejderne deres fag, men vi har ikke brugt tid på at undersøge den personlige rygsæk, de har med sig. Vi forventer, at man bare kan samarbejde, fordi man arbejder i teams, men taler sjældent om, hvordan man ruster medarbejderne til de relationer, de står i hver dag.”
Hun ser projektet som en mulighed for at skabe nye refleksionsrum og et andet sprog for indflydelse og støtte:
Med denne tilgang får medarbejderne enkle redskaber og bliver guidet i, hvordan de får indflydelse, så de kan tage ansvar for deres trivsel - både for sig selv og for hinanden.”
Vedvarende forandring
Projektet følges løbende op, og erfaringerne bruges nu til at forankre indsatsen bredt. Der er allerede planlagt nye forløb i foråret og efteråret, og et særligt lederforløb med fokus på coaching og sparring er i gang.
”Noget af det, der gør projektet og indsatsen effektivt, er, at vi ikke bare slipper det efter et kursus. Der er opfølgning, og lederne bliver klædt på til at holde det levende,” siger Lina Møller Lauridsen.
Et spørgsmål om forebyggelse og trivsel
Projektet blev startet ud fra et ønske om at styrke de værktøjer, som både ledere og medarbejdere har til at fremme trivsel. Marianne Søgaard, centerchef, uddyber:
”Forebyggelse og trivsel har længe været en central dagsorden i kommunen, og vi har haft et særligt fokus på arbejdsmiljø og trivsel på tværs af vores centre. Vi ønskede at styrke de redskaber, der gør det muligt for medarbejderne at tage hånd om hinanden som kolleger. Projektet bygger på vores erfaringer og søger at styrke kollegaskabet, psykologisk tryghed og dialogen på arbejdspladsen.”
Hun tilføjer:
”Vi ønsker at udfordre de negative fortællinger, der har tendens til at florere om velfærdsområdet, og vise, at det er muligt at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne føler sig set, hørt og værdsat. Det er ikke kun lederens ansvar - det er et fælles ansvar.”
Tidlige resultater og næste skridt
Erfaringerne fra projektet er meget positive:
”Selvom det stadig er tidligt, hører vi meget positive tilbagemeldinger. Medarbejderne oplever, at det er nemt at bruge i praksis, og at det skaber værdi. Samtidig kræver det ledelsesfokus og en systematik, så metoden bliver en del af den daglige kultur” siger Marianne Søgaard.
Projektet sigter mod at rulle metoden ud på alle plejehjem i 2025 og samtidig sikre, at metoden bliver integreret i onboarding af nye medarbejdere.
”Alle velfærdsområder står over for konstante forandringer og stigende kompleksitet. Det er afgørende at have et sundt og trygt ståsted for medarbejderne, så de føler sig klædt på til opgaverne og trives i deres arbejde. Dette er, sammen med andre indsatser på området, en investering, der hjælper os med at levere gode resultater og sikrer, at medarbejderne ikke bare føler sig trygge, men også klædt godt på i det daglige,” afslutter Marianne Søgaard.
Nøgleord
Kontakter
Marianne SøgaardCenterchef Omsorg og SundhedGuldborgsund Kommune
msha@guldborgsund.dkLouise VældsEjer og underviserVÆLDS Uddannelse & Coaching
Tlf:51 90 12 96louise@louisevaelds.dkFAKTA - OM PROJEKTET
- Projektet er udviklet af Guldborgsund Kommune i samarbejde med VÆLDS Uddannelse & Coaching
- Målet er at styrke trivsel og psykologisk tryghed på ældreområdet
- Kollegaløft-metoden bygger på lavpraktiske redskaber, fælles refleksion og kollegial feedback, der er let at implementere i en travl hverdag
- Implementeret på flere plejehjem i 2024 - udrulles videre i 2025
Følg pressemeddelelser fra VÆLDS Uddannelse & Coaching
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.