Tusinder af børn uden tag over hovedet – UNICEF har brug for 140 millioner kroner i Afghanistan
Hundredtusinder kæmper for at overleve – UNICEF bringer livsvigtig hjælp til 400.000 mennesker, heraf over 212.000 børn, i Afghanistans jordskælvsramte provinser.

Tusinder har mistet livet, hjem er jævnet med jorden, og børn står uden tag over hovedet. Efter det ødelæggende jordskælv og de voldsomme efterskælv i Afghanistans Kunar- og Nangarhar-provinser anmoder UNICEF nu om finansiering af en humanitær indsatsplan på 140 millioner kroner for at kunne redde liv og hjælpe de hårdest ramte børn og familier.
Jordskælvene har kostet over 2.200 mennesker livet, såret flere end 3.000 og efterladt mindst 6.700 hjem helt eller delvist ødelagte. De overlevende – mange bosat i afsidesliggende bjergområder med begrænset adgang – står nu over for alvorlige risici, efterhånden som vinteren nærmer sig, og temperaturerne falder.
”De her lokalsamfund er isolerede, infrastrukturen er næsten ikke-eksisterende, og sociale normer gør det ekstra svært at nå frem – det er en af de mest komplekse nødsituationer, vi nogensinde har stået i,” siger Dr. Tajudeen Oyewale, UNICEFs repræsentant i Afghanistan.
”Vi var på plads fra dag ét – med lægehjælp, rent vand, psykosocial støtte og akutte forsyninger til børn og familier i nød. Men det er langt fra nok. Vi har brug for verdens opbakning nu, hvis vi skal beskytte børnene, inden vinterkulden rammer.”
Akutte behov og indsatsområder
UNICEFs seks måneder lange indsatsplan for de jordskælvsramte har som mål at nå 400.000 mennesker, herunder over 212.000 børn, i de hårdest ramte distrikter som Chapadara, Nurgal og Chawkay. Planen omfatter bl.a.:
- Akut sundhedshjælp: Flere ressourcer til sundhedsklinikker, og til mobile sundhedsteams, der kan rykke ud med traumebehandling, fødselshjælp og udlevering af livsvigtig medicin.
- Rent vand: Ødelagte vandforsyninger bliver repareret, og der opsættes nødvandsposter, så børn og familier kan undgå sygdomme.
- Hygiejne: Skoler og sundhedsklinikker får forbedret deres vand- og toiletforhold, og familier får udleveret hygiejnesæt med sæbe og andre nødvendigheder.
- Mad og ernæring: Børn bliver undersøgt og behandlet for akut underernæring, som forventes at stige, fordi mange er fordrevet og mangler mad.
- Økonomisk støtte: 13.200 sårbare familier får kontant hjælp, så de kan dække deres mest basale behov og forberede sig på vinteren.
- Tryghed og omsorg: Der bliver oprettet aktivitetsrum for børn, og flere socialarbejdere – især kvinder – er klar til at støtte børn og forældre mentalt.
- Skolegang: Midlertidige klasselokaler sikrer, at børn kan fortsætte deres undervisning, mens de ødelagte skoler bliver genopbygget.
Store udfordringer
De berørte regioner er blandt de mest utilgængelige i Afghanistan, præget af stejlt bjergterræn, begrænset vejnet og dybt rodfæstede kulturelle normer, der begrænser kvinders og pigers bevægelsesfrihed. Dette gør leveringen af nødhjælp både logistisk udfordrende og socialt følsom. UNICEF prioriterer derfor at indsætte kvindelige sundhedsarbejdere og socialarbejdere for at sikre tryg og lige adgang til hjælp.
Mange overlevende, herunder børn, er allerede flyttet ned i dalene, hvor nødhjælpsorganisationer lettere kan levere husly, mad, rent vand og psykosocial støtte. Men med vinteren hastigt på vej er der akut behov for at opskalere hjælpen, inden forholdene forværres yderligere.
UNICEF opfordrer donorer og partnere til at handle hurtigt. Med tilstrækkelig finansiering kan organisationen imødekomme både de umiddelbare og de langsigtede behov blandt børn og familier ramt af katastrofen – og sikre, at ingen efterlades i ekstrem nød.
Kontakter
Maria WesthHead of External Communications, UNICEF Danmark
Tlf:+45 50778664mwesth@unicef.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Fredsaftale et vendepunkt for Gazas børn, hvis liv og fremtid er på spil9.10.2025 18:30:06 CEST | Pressemeddelelse
”For Gazas børn vil en fredsaftale være mere end et politisk gennembrud. Den vil være livreddende og give håb om tryghed, beskyttelse og en fremtid uden frygt,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær Susanne Dahl, der også peger på en hurtig start af genopbygning
Rettighedsstafetten samlede over 800 børneidéer på en uge19.9.2025 18:33:00 CEST | Pressemeddelelse
Finale på Christiansborg satte fokus på børns rettigheder. Børne- og undervisningsminister fik overrakt ideerne af skoleelever.
Nu ruller Rettighedsstafetten: Skolebørn i hele landet arbejder med rettigheder15.9.2025 06:43:29 CEST | Pressemeddelelse
I uge 38 sætter kampagnen ’Rettighedsstafetten’ fokus på børns rettigheder med undervisning, spil og events over hele Danmark. Stafetten følges af DR Ultra lige indtil afslutningen på Christiansborg.
Fedme er mere udbredt end underernæring blandt skolebørn og unge globalt10.9.2025 04:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvert femte barn i verden lever med overvægt eller fedme. Massiv markedsføring af ultraforarbejdede fødevarer får en del af skylden. Der er brug for lovgivning for at stoppe udviklingen.
Hungersnød bekræftet for første gang i Gaza22.8.2025 12:26:01 CEST | Pressemeddelelse
Hungersnød er nu bekræftet i Gaza By. Det er første gang, at der bekræftes hungersnød i Gaza. Sammen med andre FN-organisationer gentager UNICEF opfordringen om øjeblikkelig våbenhvile og uhindret humanitær adgang for at bremse dødsfald som følge af sult og underernæring.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
