
Nyt værktøj: Se hvordan dit og naboernes elforbrug kommer til at udvikle sig
Der er gang i elektrificeringen på de østdanske villaveje, og det stiller krav til elnettet. Netselskaberne Cerius-Radius vil med et nyt prognoseværktøj give privatkunderne indblik i, hvordan de forventer, at det lokale elforbrug kommer til at udvikle sig de kommende år.

Hvad betyder det for belastningen af det lokale elnet, når alle på vejen får elbiler med tilhørende ladebokse, samtidig med at flere og flere også installerer varmepumper? Og kan elnettet holde i disse år, hvor elektrificeringen virkelig tager fart?
De østdanske netselskaber, Cerius-Radius, vil gerne give deres 1,5 mio. kunder et øget indblik i forventningerne til fremtidens elforbrug. Derfor har de bygget videre på værktøjet ”Dit Elnet” på netselskabernes hjemmesider, så kunderne nu både kan se belastningen af deres lokale elnet i dag, men også hvordan udviklingen i forbruget på villavejene kommer til at se ud fremadrettet.
”Vi møder jo tit myter og misforståelser om elnettet, og målet med dette værktøj er at skabe transparens og give et indblik i vores arbejde med overvågning samt forstærkning og fremtidssikring af elnettet,” fortæller Jens Fossar Madsen, adm. direktør i Cerius-Radius, og fortsætter:
”Mange steder er der rigtig meget ledig kapacitet i lavspændingsnettet på villavejene, men der er selvfølgelig også steder, hvor blandt andet forbruget fra elbiler og varmepumper begynder at udfordre kapaciteten i nettet. Vi følger løbende udviklingen i forbruget, og når vi nærmer os loftet, så forstærker og udbygger vi infrastrukturen til at kunne imødekomme kundernes efterspørgsel,” lyder budskabet.
Prognoserne for den fremtidige belastning i Cerius-Radius’ værktøj er baseret på blandt andet historisk forbrug, opladningsmønstre hos elbilsejerne, ejendomsdata fra BBR, kendte varmeplaner og netselskabernes forventninger til vækst i elbiler og varmepumper.
Store forskelle
Cerius-Radius’ elnet favner blandt andet ca. 21.000 mellemstore transformerstationer (netstationer), som forsyner de omkringliggende privatkunder, og det er data fra disse stationer, som Dit Elnet baserer sig på. Kapaciteten på den enkelte netstation, og dermed det lokale elnet, afhænger af elnettets opbygning og kundernes forbrug det givne sted i nettet.
”Når man bruger dette prognoseværktøj, så vil man hurtigt opdage, at der er store forskelle på, hvor meget ledig plads, der i dag er i nettet på tværs af Østdanmark. Derfor er det også svært at sige noget generelt om elnettets kapacitet, men vi håber, at Dit Elnet kan bidrage til en konstruktiv dialog. Og så vil vi selvfølgelig også gerne betrygge kunderne med budskabet om, at vi er i gang med massive investeringer i elnettet, så det også i fremtiden udgør et stærkt fundament for den grønne omstilling,” siger Jens Fossar Madsen, adm. direktør i Cerius-Radius.
Slå din egen adresse op:
Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne: Dit elnet – Cerius
Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland: Dit elnet – Radius
Se eksempel nedenfor:



Kontakter
Philip OlesenCerius-Radius
Tlf:40984188pol-cerius@cerius.dkOm Cerius og Radius
Cerius og Radius driver og udvikler det elnet, som forsyner langt størstedelen af Østdanmark.
Læs mere på cerius.dk og radiuselnet.dk
Følg pressemeddelelser fra Cerius Radius
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.