Et samlet byråd står bag nyt budget i Fredensborg Kommune
8.9.2025 10:59:36 CEST | Fredensborg Kommune | Pressemeddelelse
Samtlige 27 medlemmer af Fredensborg Byråd står bag kommunens budget for 2026-29, der har overskriften ”Velfærd, natur og fremtidssikring”
”Jeg er glad for, at vi følger den gode tradition med brede aftaler i Fredensborg Kommune. Dermed sikrer vi bedst en stabil og sikker drift og udvikling af kommunen – til gavn for både borgere, erhvervsliv og medarbejdere”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, og fortsætter:
”Med denne aftale fortsætter vi i det gode spor fra tidligere år med at løfte velfærden til både børn og ældre. Vi forstærker indsatsen for at forbedre børn og unges trivsel – bl.a. med yderligere co-teaching i skolerne. Vi forbedrer samtidig normeringerne i både kommunens børnehuse og på vores plejehjem. Med andre ord fokuserer vi på at få flere ”hænder” i form af lærere, pædagoger og SOSU’ere tæt på borgerne i dagligdagen, så vi løfter både trivsel og livskvalitet hele vejen rundt.
Vi er også enige om, at vi fortsætter med at løfte budgettet til det specialiserede børne– og voksenområde, så vores mest sårbare borgere får den hjælp, de har brug for.
Samlet set skaber vi et løft af kernevelfærden på børne-, skole- og ældreområdet på mere end 40 mio. kr. over budgetperioden. Det opnår vi ved at effektivisere flere arbejdsgange, udnytte AI og ny teknologi på blandt andet ældreområdet samt yderligere administrative besparelser.
Derudover er alle partier bag aftalen enige om at investere i vores natur og klima med mere skovrejsning, flere solceller på kommunale tage og en helhedsplan for Niveåen.
Vi fortsætter den fysiske udvikling af kommunen ved at bygge nye børnehuse i Kokkedal og Fredensborg og anlægge nye udendørs fritidsfaciliter. Samtidig vil vi passe endnu bedre på det, vi allerede har, gennem en markant forøgelse af budgettet til vedligeholdelse af kommunens bygninger, idrætsfaciliteter, veje og stier.
Til sidst vil jeg fremhæve, at vi i anerkendelse af kommunens blomstrende foreningsliv fordobler grundtilskuddet til foreningerne, og at vi ønsker at styrke demokratiet og forstærke de unges stemme i den demokratiske debat, og derfor allerede nu er enige om, at vi også skal oprette et ungeråd i den nye byrådsperiode”, slutter Thomas Lykke Pedersen.
Budgetforliget for 2026-2029 betyder:
- Personskat og grundskyldspromille holdes uændret.
- Dækningsafgiften for erhvervsejendomme er på 6,8 promille – men sænkes med 1 promille årligt fra 2028, således at dækningsafgiften er afviklet i 2034.
- Et driftsoverskud på 148 mio. kr. i 2026 og over hele budgetperioden på 665 mio. kr. til
finansiering af nye anlæg. - Kommunen blev gældfri på den ordinære gæld i 2023. Over perioden 2028-2030 indfries
gælden vedrørende borgernes indefrosne ejendomsskatter og gæld optaget til indfasning af ændret afregningsmetode for ejendomsskatter. Hertil kommer afdrag på gæld vedrørende klimainvesteringer. (Afdrag på lån til energibesparende foranstaltninger finansieres som udgangspunkt over tid ved modsvarende reduktioner på udgifter til energi mv. i kommunens bygninger). - Et samlet anlægsprogram for den fireårige budgetperiode på 0,9 mia. kr.
- En driftsreserve på 5 mio. kr. i 2026 og 2027, hvorefter denne stiger til 12,5 mio. kr. fra
2028 og frem. - En anlægsreserve på 5 mio. kr. i 2026 og 2027 samt på 15 mio. kr. fra 2029 og frem.
- En kassebeholdning på 70 mio. kr. når den er lavest primo 2027 og på godt 90 mio. kr.
ultimo perioden. Den langsigtede målsætning for kassebeholdningen på 100 mio. kr.
fastholdes.
Kontakter
Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A) tlf. 25 29 19 42
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Fredensborg Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fredensborg Kommune
Nyt budgetforlig i Fredensborg Kommune27.5.2026 12:31:54 CEST | Pressemeddelelse
En uventet stigning i kommunens udgifter til specialundervisning og socialområdet gør det nødvendigt at gennemføre besparelser og udskyde anlægsprojekter
Noget nyt spirer i Humlebæk: Festivalen Frø er på vej26.5.2026 15:27:19 CEST | Pressemeddelelse
En ny børnekulturfestival er ved at tage form i Humlebæk. Festivalen Frø er et lokalt forankret samarbejde, der spirer frem fra bunden med stærk opbakning fra Kulturudvalget – og ambitionen er klar: at skabe et nyt kulturelt fyrtårn for børn og unge
De private virksomheder er meget tilfredse med kommunens virksomhedsservice6.5.2026 08:56:23 CEST | Pressemeddelelse
Ny måling viser stor tilfredshed med samarbejdet mellem virksomheder og Fredensborg Kommune. Politikerne håber, at det nu også kan komme særligt unge ledige til gavn
Kulturmøllen ved Højsager Mølle indvies30.4.2026 15:05:13 CEST | Pressemeddelelse
Lørdag den 16. maj 2026 inviterer Fredensborg Kommune og Fredensborg Møllelaug alle interesserede til festlig indvielse.
Kom med til historisk middag og et spændende foredrag om mad og rationering under besættelsen17.4.2026 11:23:33 CEST | Pressemeddelelse
Den 4. maj inviterer Kulturudvalget i Fredensborg Kommune til en hyggelig aften i anledning af Danmarks Befrielse. I år byder programmet på foredrag om mad og rationering under besættelsen efterfulgt af en historisk middag med tidstypiske retter fra besættelsestiden
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum