Billund Kommune flot placeret i brugerundersøgelse af hjemmehjælpen
5.9.2025 12:21:34 CEST | Billund Kommune | Pressemeddelelse
I en ny undersøgelse udarbejdet af Danmarks Statistik for Ældreministeriet indtager Billund Kommune en 6. plads over brugernes tilfredshed på hjemmehjælpsområdet. Det gode resultat glæder borgmester og udvalgsformand.

Nummer 6 ud af 98 kommuner. Det er facit for Billund Kommune i en netop offentliggjort rapport udarbejdet af Danmarks Statistik på vegne af Ældreministeriet.
Rapporten undersøger borgernes tilfredshed med deres hjemmehjælp i perioden november 2024 til februar 2025. Her svarer 87 procent af de adspurgte borgere, at de er enten tilfredse eller meget tilfredse med den hjemmehjælp, de modtager i Billund Kommune.
Det positive resultat glæder Ann Charlotte Gaardsvig, der er formand for Voksenudvalget i Billund Kommune.
”Jeg er rigtig glad for resultatet af undersøgelsen, fordi vi i Billund Kommune er meget optaget af at skabe de gode løsninger sammen med borgerne. Vi har de seneste år etableret faste tværfaglige teams, hvor teamet sammen med borgerne har større frihed i tilrettelæggelsen af hjemmehjælpen for den enkelte. Vi tror på, at det øger arbejdsglæden for vores medarbejdere og øger selvbestemmelsen over eget liv hos borgerne,” siger Ann Charlotte Gaardsvig.
Få medarbejdere hos den enkelte borger
Undersøgelsen viser også, at 82 procent af hjemmehjælpsmodtagerne i Billund Kommune oplever, at det i høj grad eller nogen grad er de samme medarbejdere, som kommer hos dem.
Henriette Søholt er én af de medarbejdere. Hun er ansat som social- og sundhedshjælper i Billund Kommune, og hun er glad for at se, at et stort flertal af borgerne er tilfredse med hende og kollegernes indsats.
”Jeg synes, det er en rigtig flot placering, så det tager jeg som et skulderklap. Vi gør meget ud af, at det er de samme medarbejdere, som borgerne møder. Det betyder rigtig meget for dem, så de ikke skal forholde sig til en ny hver gang, som måske ikke kender deres situation og vaner. Det gør dem også mere trygge. Generelt oplever jeg, at vi har et godt samspil med borgerne. Så længe man har en god dialog med dem og husker at lytte til dem og deres ønsker, så er man kommet langt,” siger Henriette Søholt.
Høj grad af selvbestemmelse
Undersøgelsen har også kigget på i hvilken grad borgere, der modtager hjemmehjælp i Billund Kommune, oplever, at de har indflydelse på, hvordan eller hvornår, de får den hjælp, de er bevilget. Her svarer 85 procent, at de i høj eller nogen grad har indflydelse på hjælpen.
Samlet rækker borgernes besvarelser til en 6. plads blandt landets 98 kommuner, og det viser, at Billund Kommune er på rette vej. Det mener borgmester Stephanie Storbank.
”Som borgmester er jeg glad for, at så mange borgere er glade for den hjemmehjælp de modtager. Det viser, at vi gør noget rigtigt i Billund Kommune, og det er samtidig et stort skulderklap til vores dygtige medarbejdere i hjemmeplejen, som hver dag gør en forskel for vores borgere,” siger borgmester Stephanie Storbank.
Kontakter
Anya PalmKommunikationschefBillund Kommune
Tlf:20482139anpa@billund.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
Elever i fuld gang med forberedelserne til Legens Festival8.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 11. juni, på FN’s Internationale Dag for Leg, fejrer alle skoler og dagtilbud i Billund Kommune Legens Festival. Over hele kommunen tager børn, unge og voksne del i en masse legende aktiviteter - og forberedelserne er i fuld gang.
Mange borgere mødte op til borgermøde om fremtidens velfærd26.5.2026 20:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Kommunens økonomi var på dagsordenen, da cirka 150 borgere mødtes til borgermøde i kulturhuset MAGION tirsdag aften. Økonomien i Billund Kommune er presset, og der er brug for prioriteringer. Men det skal ske på et oplyst grundlag, mener borgmester Stephanie Storbank: ”Vi står i en alvorlig situation, der har en stor betydning for mange borgere. Derfor er det nødvendigt at høre så mange stemmer som muligt.”
Kommunalbestyrelsen stemmer for indkøb af nødgeneratorer til plejehjem og botilbud13.5.2026 07:16:22 CEST | Pressemeddelelse
Der skal indkøbes nødgeneratorer og batteripakker til alle kommunale plejehjem og to botilbud i Billund Kommune. Det blev besluttet på kommunalbestyrelsesmødet tirsdag aften. Det skal bidrage til et stærkt kriseberedskab, hvor også udsatte borgere kan klare sig i tre døgn med vand, mad, medicin og alternativ elforsyning.
Sports- og kulturgalla uddelte 8 priser og 122 hædersbevisninger8.5.2026 21:17:33 CEST | Pressemeddelelse
Over 540 gæster var fredag d. 8. maj 2026 mødt op til en festlig aften til Sports- og Kulturgalla, hvor Billund Kommunes idrætsudøvere, hold, kulturudøvere samt talenter, frivillige og ildsjæle indenfor kultur-, fritids- og idrætslivet blev hyldet for deres præstationer og indsatser i det forgangene år.
Billund Kommune inviterer til dialog om fremtidens velfærd6.5.2026 14:58:31 CEST | Pressemeddelelse
Fremtidens velfærd er på dagsordenen, når kommunalbestyrelsen d. 26. maj inviterer til borgermøde. Ligesom mange andre kommuner, oplever Billund Kommune et stigende pres på økonomien. Der er derfor brug for gode beslutninger og kloge prioriteringer for at sikre et fortsat højt velfærdsniveau i kommunen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum