Andel ansætter ny distributions- og reguleringsdirektør
Kristoffer Böttzauw, nuværende direktør for Energistyrelsen, skal lede udviklingen af elnettet ind i næste fase af den grønne omstilling. Han erstatter Knud Pedersen, der har valgt at gå på pension. Dermed har Andel nu gennemført et generationsskifte i topledelsen.

Danmark står foran en historisk opgave: at fremtidssikre elnettet, så det både kan understøtte den grønne omstilling og levere stabil og tryg elforsyning i hverdagen.
Nu løfter Andel opgaven ind i næste fase og gennemfører et planlagt generationsskifte, hvor Kristoffer Böttzauw pr. 1. oktober 2025 tiltræder som ny distributions- og reguleringsdirektør i koncernledelsen og som bestyrelsesleder for netselskaberne Cerius og Radius og driftsselskabet Nexel.
”Det danske elnet er ikke bare kabler i jorden – det er rygraden i vores samfund og hjertet i klimakampen. Med Andels solide kompetencer og rettidige investeringer er vi med til at sikre, at Danmark bliver elektrificeret og får mere vedvarende energi med forsat høj forsyningssikkerhed. Det er en opgave, vi løfter med stor alvor.
Med Kristoffer Böttzauw får vi en leder med stærke kompetencer, dyb indsigt og et solidt værdimæssigt ståsted, der er oplagt til at drive opgaven videre,” siger Jesper Hjulmand, Group CEO i Andel.
Jens Fossar Madsen fortsætter som direktør for Cerius og Radius, ligesom Anders Vikkelsø fortsat er direktør for Nexel. De vil begge referere til Kristoffer Böttzauw fra 1. oktober.
En samfundsvigtig opgave i klimakampens frontlinje
Tusindvis af elbiler, varmepumper og solcelleanlæg kobles på elnettet i disse år, og el kommer i stadig stigende grad til at erstatte fossile brændsler i både transport, industri og opvarmning.
”Det her er en samfundsvigtig opgave i klimakampens frontlinje, som jeg glæder mig til at løfte sammen med dygtige kolleger i Nexel, Cerius og Radius. Vi skal udbygge elnettet markant og samtidig gøre det mere fleksibelt og digitalt, så det kan håndtere stigende forbrug, svingende grøn produktion og et øget behov for robusthed,” siger Kristoffer Böttzauw.
Andels nuværende distributions- og reguleringsdirektør Knud Pedersen har valgt at gå på pension og forlader Andel-koncernen efter en lang og flot karriere.
”Der skal lyde en meget stor tak til Knud Pedersen, som passioneret og dedikeret har stået i spidsen for at skabe et dansk elnet i verdensklasse – en tak fra både selskab og branche for det fundament energisystemet står på i dag, som er skabt af Knuds strategiske evner, store engagement og faglighed gennem en lang karriere,” siger Jesper Hjulmand.
Markante investeringer i det danske elnet
I disse år investerer Andel massivt i elnettet: nye transformere, digitale løsninger og fleksible systemer skal sikre både kapacitet og modstandsdygtighed. Alene i 2025 investerer Andel 3 milliarder kr. i udskiftning af eksisterende anlæg og forstærkning af elnettet gennem netselskaberne Cerius og Radius.
Disse investeringer er fundamentet for at sikre et pålideligt, fleksibelt og robust elnet – centralt for, at Danmark kan gennemføre den grønne omstilling og opretholde stabil elforsyning i hverdagen.
Nyt Executive Board
Med ansættelsen af Kristoffer Böttzauw står Andel nu med et nyt Executive Board, der kombinerer solid erfaring, kommerciel tyngde, finansiel styrke og teknologisk indsigt og som dermed er stærkt rustet til at løse nogle af de mest afgørende opgaver i vores tid: at accelerere den grønne omstilling, digitalisere energisystemet og styrke forsyningssikkerheden.
”Med den nye sammensætning har vi skabt et ledelsesteam, der både repræsenterer kontinuitet og fornyelse. Dermed har vi lagt et stærkt fundament for at udvikle Danmarks energisystem i en grønnere retning, hvor Andel ønsker at tage endnu mere ansvar som en drivende kraft i samfundet,” siger Jesper Hjulmand.
Andels Executive Board pr. 1. oktober 2025:
- Jesper Hjulmand, Group CEO (adm. direktør)
- Christina Nielsen, Group CFO (koncernøkonomidirektør)
- Jesper Lange, CAO (stabsdirektør)
- Casper Kirketerp-Møller, CCO (kommerciel direktør)
- Kristoffer Böttzauw, CRO (distributions- og reguleringsdirektør)
Kristoffer Böttzauw, Blå Bog:
- Direktør i Energistyrelsen, juni 2018 – oktober 2025
- Afdelingschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, oktober 2016 – juni 2018
- Vicedirektør i Energistyrelsen, august 2013 – oktober 2016
- Kontorchef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, oktober 2009 – juli 2013
Fakta om Cerius, Radius og Nexel
- Cerius og Radius samt driftsselskabet Nexel driver og udvikler 45.000 km elnet i Østdanmark, servicerer mere end 2,5 millioner netkunder og står for transporten af over 40% af strømmen i det danske distributionsnet.
- Antallet af medarbejdere i de tre virksomheder er vokset fra 500 til over 850 på få år.
- Danmark har i dag én af verdens højeste forsyningssikkerheder på 99,9 pct.
- Andel har de seneste fem år overtaget en række regionale og lokale elnet. Det gælder elnettet i Vordingborg i marts 2019, Radius Elnet i september 2019, elnettet i Hillerød i juni 2021, elnettet i Nakskov i januar 2024 og elnettet i Næstved i juni 2025, som nu afventer myndighedsgodkendelse.
Yderligere oplysninger: Andels presseafdeling 21703101
Billeder
Om Andel
Andel er Danmarks ledende energi- og fibernetkoncern. Vi er et andelsselskab ejet af 400.000 andelshavere i form af private husstande og virksomheder i Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne. Vi tager ansvar for at skabe en fælles fremtid og kæmper hver dag for at trække samfundet i en grønnere og mere digital retning, når vi investerer i produktion af vedvarende energi, ladeinfrastruktur, elnet og visionære, kunderettede energiløsninger.
Vi har 2,8 millioner kundeforhold og via vores datterselskaber Andel Energi, Clever, Mind Energy, Fibia, Watts og netselskaberne Cerius og Radius giver vi vores kunder markedets bedste energiløsninger og en skarp kunderådgivning.
Andel beskæftiger cirka 2.700 kolleger og har hovedsæde i Svinninge samt primære lokationer i Ballerup, Haslev og Virum. I 2024 investerede koncernen 4,8 mia. kr. og omsætningen var på 83,5 mia. kr.
Følg pressemeddelelser fra Andel
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Andel
Andel støtter lokale fællesskaber med pulje på 5 millioner kr.2.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Foreningslivet er rygraden i mange lokalsamfund. Nu afsætter energi- og fibernetkoncernen Andel 5 millioner kroner til at styrke andelshavernes mødesteder i Region Sjælland – så frivillige får bedre rammer, flere penge til aktiviteter og samtidig bidrager til den grønne omstilling. Puljen er netop åbnet for ansøgninger.
Ny koncernstruktur ruster Andel til kamp for en grønnere fremtid22.8.2025 08:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Andel fusionerer Andel Energi, Clever og Watts med mål om at skabe Danmarks største, stærkeste og mest innovative energiselskab. Samtidig styrkes koncernens øverste ledelse med to nye direktører, der skal bidrage til at levere strategiske og finansielle resultater i en tid, hvor den grønne omstilling er udfordret.
Elnet i Næstved får ny ejer25.6.2025 10:06:39 CEST | Pressemeddelelse
Elforbruget stiger, og den grønne omstilling buldrer derudad. Og nu har energi- og fibernetkoncernen Andel og NK-Forsyning – Næstved Kommunes forsyningsselskab – skrevet under på en aftale om, at Andel overtager NKE-Elnet og 18.000 netkunder.
Andel lander historisk høje investeringer i udfordrende år28.4.2025 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med rekordinvesteringer på 4,8 mia. kr. via datterselskaber skruede Andel i 2024 kraftigt op for koncernens bidrag til en grønnere og mere digital fremtid. I en verden under hastig forandring er der løbende prioriteret for at sikre mest mulig grøn omstilling for pengene. Igen i 2025 forventer Andel at øge investeringsniveauet til gavn for andelshavere, kunder og samfundet.
F.C. København og Andel går sammen om at levere mere energi til dansk kvindefodbold18.2.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Andel, Danmarks ledende energi- og fibernetkoncern, indtager fronten på spillertrøjen for F.C. Københavns løvinder i en 5-årig aftale. Målet er at skærpe fokus på dansk kvindefodbold og forbedre mulighederne for piger og kvinder indenfor fodbold.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum