Holbæk rykker en plads frem i måling af erhvervsvenlighed

Del

De lokale virksomheder i Holbæk er tilfredse med kommunens erhvervsvenlighed, men der er brug for en udbygning af fjernvarmenettet, mere grøn energi og skybruds- og kystsikring. Lad os samarbejde om at rykke endnu længere frem, lyder opfordringen fra DI Vestsjælland

Heidi Rosendal Larsen, bestyrelsesleder for  DI Vestsjælland.
Heidi Rosendal Larsen, bestyrelsesleder for DI Vestsjælland. DI

Et enkelt skridt i en mere erhvervsvenlig retning. I både 2023 og 2024 placerede Holbæk sig på plads nummer 71 i Dansk Industris årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed. I 2025 rykker Holbæk en plads frem og placerer sig som nummer 70 ud af 91 kommuner.
- Generelt kan vi se, at de lokale virksomheder er godt tilfredse med erhvervsvenligheden, informationen fra kommunen og dialogen med både politikere og embedsmænd. Erhvervsvenlighed starter med god dialog, og derfor er det meget positivt, siger bestyrelsesleder for DI Vestsjælland Heidi Rosendal Larsen.
I løbet af det seneste år har Holbæk reduceret ventetiden på en byggetilladelse fra i gennemsnit 78 til 50 dage.
- Det er rigtig godt gået. 50 dage stadig er lang tid, så jeg håber, at kommunen vil fortsætte det gode arbejde, så ventetiden bliver endnu kortere, siger Heidi Rosendal Larsen, DI Vestsjælland.
Virksomhederne ønsker mere grøn kommune
De lokale virksomheder i Holbæk peger også på, at kommunen bør fremme den grønne omstilling ved at understøtte udbygningen af vedvarende energi, klimatilpasning som skybruds- og kystsikring og energirenovering af kommunale bygninger.
- Nogle af vores virksomheder er underlagt krav om at lave regnskab over deres energiforbrug og klimabelastningen af deres produkter. Og her spiller det f.eks. en stor rolle om virksomheden har adgang til grøn strøm. Her ligger Holbæk lavt i forhold til andre kommuner, fordi kun 42 procent af energiforbruget i kommunen dækkes af grøn strøm fra f.eks. solceller og vindmøller. Andelen af virksomheder, der har adgang til fjernvarme, er også lav. Det håber jeg, at kommunalbestyrelsen vil arbejde med i næste valgperiode, siger bestyrelsesleder Heidi Rosendal Larsen, DI Vestsjælland.
Uddannelse og arbejdskraft er vigtigst
Når de lokale virksomheder i Holbæk skal pege på, hvad kommunen bør prioritere højest, hvis de vil styrke virksomhederne, er det områderne uddannelse og arbejdskraft. I den kategori placerer Holbæk sig i den mindre erhvervsvenlige ende som nummer 85 ud af 91 kommuner.
- Jeg bider mærke i, at 44 procent af de unge, der har taget en studentereksamen, ikke læser videre lidt over to år efter de har fået huen på. Det er en stor andel, som i en tid med mangel på særligt faglærte med fordel kunne skubbes i retning af at tage en erhvervsuddannelse, siger Heidi Rosendal Larsen, DI Vestsjælland.
DI Vestsjælland oplever, at kommunen er åben overfor at gøre det attraktivt at drive virksomhed i Holbæk.
- Holbæks placering som nummer 70 er et tegn på et stabilt erhvervsklima. Næste skridt er at udbygge vores dialog og samarbejde, så vi sammen kan hjælpe hinanden med at tage endnu flere skridt i en erhvervsvenlig retning til gavn for de lokale virksomheder, siger Heidi Rosendal Larsen, bestyrelsesleder for DI Vestsjælland.


FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2025

DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2025, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 16. år i træk, DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.

7.514 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.

Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. Hver kategori vægter 25 procent.

91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Kontakter

Bestyrelsesleder for DI Vestsjælland Heidi Rosendal Larsen, telefon 8171 0707
Regional konsulent for DI Vestsjælland Anette Sørensen, telefon 3036 0265
DI’s Pressecenter, telefon 3377 4500

Følg pressemeddelelser fra DI Vestsjælland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Vestsjælland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye