DI - Dansk IndustriDI - Dansk Industri

Carlsberg vinder Årsrapportprisen 2025 for helstøbt årsrapport med strategisk fokus

Del

Carlsberg vinder Årsrapportprisen 2025, som uddeles af Dansk Industri og FSR – danske revisorer, for en årsrapport der forener teknisk kvalitet, klar struktur og tydelig strategisk retning. Dommerkomitéen fremhæver, at finansielle resultater, ledelsesberetning og bæredygtighed er vævet tæt sammen – og at rapporten dermed sætter en standard, som andre virksomheder kan lade sig inspirere af.

Prisen blev overrakt til Carlsbergs Head of Group Accounting and Controlling, Andreas Mailand, af erhvervs- og medlemsdirektør Emil Fannikke Kiær, Dansk Industri og Camilla Hesselby, vicedirektør i FSR – danske revisorer.
Prisen blev overrakt til Carlsbergs Head of Group Accounting and Controlling, Andreas Mailand, af erhvervs- og medlemsdirektør Emil Fannikke Kiær, Dansk Industri og Camilla Hesselby, vicedirektør i FSR – danske revisorer. Foto: FSR

- Vi er stolte over at modtage Årsrapportprisen 2025. Med de nye krav til integrering af ESG-data betyder prisen særligt meget i år. Vores mål har været at skabe en sammenhængende og integreret årsrapport, der giver et tydeligt og transparent billede af Carlsberg-koncernen og vores strategiske prioriteringer, herunder vores arbejde med bæredygtighed, samt en relevant finansiel rapportering. Det er en vigtig anerkendelse af den store indsats, som hele vores team har lagt i årsrapporten.” siger Ulrica Fearn, CFO, Carlsberg.

Dommerkomitéen fremhæver især, at Carlsbergs årsrapport indleder med klare højdepunkter og følges op af en strategi med fokus på eksekvering, geografi og kultur. Illustrative greb, tabeller og grafiske elementer bidrager til transparens og et moderne udtryk. Det finansielle regnskab er af høj, teknisk kvalitet og formidlet i et klart sprog. Det favner både de regnskabsmæssige effekter af det forretningsmæssige fundament, udefrakommende påvirkninger samt de komplekse opkøb af virksomheder.

Carlsbergs bæredygtighedsrapportering roses desuden for en tydelig integration mellem dobbelte væsentlighedsanalyser, risici og muligheder og virksomhedens strategi, Accelerate SAIL, som med klare mål og præsentationer giver en god sammenhæng i rapporten.

Diplomer til FLSmidth, MT Højgaard Holding og Matas Group

Årets eftertragtede diplomer gik til FLS, MT Højgaard Holding og Matas Group – tre selskaber, der hver især har sat nye standarder for rapportering på deres område.

FLSmidth hædres for en bæredygtighedsrapport, der udmærker sig med klar struktur og tydelig sammenhæng mellem ledelsesberetning, bæredygtighed og de finansielle oplysninger – understøttes af illustrative greb og gode forklaringer af væsentlige emner, herunder dobbelte væsentlighedsanalyser og risikostyring.

MT Højgaard Holding modtager diplom for en bemærkelsesværdig bæredygtighedsrapport blandt Small og Mid-Cap-selskaber. Rapporten viser et højt niveau i forhold til CSRD/ESRS med tydelig struktur, stærke ESG-nøgletal og grundige beskrivelser af usikkerhed og metodiske valg.

Matas Group belønnes for en årsrapport, der hurtigt og klart formidler strategi, forretning og værdiskabelse. Årsrapporten roses især for stærke illustrationer og en lettilgængelig præsentation af det transformative KICKS-opkøb.

”Årets diplomvindere demonstrerer, at både store og mindre selskaber kan bidrage med inspiration og nyskabelse i rapporteringen. De viser, hvordan forskellighed i tilgange kan skabe værdi for både investorer og øvrige interessenter.” lyder det fra dommerkomitéen.

Fakta om Årsrapportprisen

Årsrapportprisen uddeles hvert år af Dansk Industri og FSR – danske revisorer til den virksomhed, der har aflagt årets mest helstøbte og informative årsrapport.

Prisen tildeles enten en børsnoteret virksomhed eller en stor virksomhed med en bred ejerkreds eller offentlig interesse og gives til virksomheder, hvis rapporter udmærker sig, kan tjene som inspiration for andre og bidrager til at løfte det allerede høje niveau i dansk virksomhedskommunikation.

Der uddeles én hovedpris samt diplomer til virksomheder, der udmærker sig på særlige områder.

Dommerkomitéen består af eksperter fra erhvervslivet, revisionsbranchen, investormiljøet og forskningsverdenen. De sikrer en bred faglig vurdering af både de finansielle og de bæredygtighedsmæssige aspekter af rapporteringen.

Vindere 2025

  • Hovedprisen: Carlsberg (øvrige nominerede: A.P. Møller - Maersk)
  • Diplomer: FLSmidth, MT Højgaard Holding og Matas Group

Kontakter

Yderligere oplysninger fås hos:

DI: Tina Aggerholm, Senior Chefkonsulent, Bæredygtighed, regnskab og revision, tiag@di.dk

FSR – danske revisorer: Marianne Ploug, Chef for bæredygtighed, regnskab, kvalitet og hvidvask, mapl@fsr.dk

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye