
Tusindvis af frivillige deler håb ud i hele Danmark
Verden er også fuld af fremskridt – det er bare ikke ofte, vi hører om dem. Det vil tusindvis af frivillige gøre noget ved, når de går på gaden landet over om morgenen fredag d. 5. september.

Når du bevæger dig ud i morgentrafikken d. 5. september, er der en stor chance for at møde en af de mange frivillige, som denne morgen deler en lille papiravis ud med nyheder om udvikling og fremskridt verden over. På tværs af geografi og politisk ståsted går foreninger, udviklingsorganisationer, erhvervsliv, skoler, politikere og private på gaden med Verdens Bedste Nyheder. De 355 uddelinger finder sted i alle landets 98 kommuner, fra Bornholm til Brønderslev og fra Sønderborg til Stege. Det gør de for at give danskerne håb og et nuanceret billede af verden.
Ofte er medierne nemlig fuldt af verdens konflikter og katastrofer – og det er vigtigt, at de bliver dækket. Katastroferne er bare ikke hele billedet af verden. Derfor laver Verdens Bedste Nyheder journalistik om de løsninger og fremskridt, der er med til at rykke verden i en bedre retning. Det er de historier, som andre medier ofte glemmer.
”Vi skal huske, at verden bevæger sig fremad på mange områder, og vi skal glæde os over alt det, der lykkes. Verden er også fuld af fremskridt, og det er vigtigt at huske på,” siger Verdens Bedste Nyheders direktør, Thomas Ravn-Pedersen.
Verden er også fuld af fremskridt
Samtidig er der stadig flere og flere danskere, der nogle gange undgår at følge med i nyhederne. Her er det især fordi, der er for meget krig og konflikt med i medierne, og fordi danskerne bliver i dårligt humør af nyhederne.
”Jeg tror godt, at de fleste af os kender behovet for at undgå nyhederne en gang imellem, fordi de gør os triste eller giver os en følelse af magtesløshed,” siger chefredaktør Sophie Rytter Skjoldager. ”Og netop derfor fortjener verdens fremskridt og løsninger også spalteplads – og vores opmærksomhed”.
I år er det 16. gang, at der bliver uddelt en fysisk papiravis med Verdens Bedste Nyheder til danskerne på togstationer, ungdomsuddannelser, skoler, biblioteker og offentlige pladser med mange forbipasserende i morgentimerne mellem kl. 7.00-9.00.
Vil du i kontakt med frivillige lokale uddelere eller tale med vores direktør Thomas Ravn-Pedersen eller chefredaktør Sophie Rytter Skjoldager, så kontakt os på godmorgen@verdensbedstenyheder.dk eller 93 63 51 42.
Tal for årets uddeling:
355 uddelinger
17 medlemmer af folketinget
7 ambassader
2300 frivillige
98 kommuner
24 borgmestre
Se, hvor der er en uddeling i din kommune på https://verdensbedstenyheder.dk/verdens-bedste-morgen/
Nøgleord
Billeder

Links
Om Verdens Bedste Nyheder
Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie. Vi er stiftet som en selvstændig forening af FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv. Vi er en non-profit organisation.
https://www.verdensbedstenyheder.dk/
Følg pressemeddelelser fra Verdens Bedste Nyheder
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.