Accelerationspakke med 900 mio. kroner: Regeringen vil kickstarte kystsikring af Danmark
29.8.2025 12:02:25 CEST | Miljøministeriet | Pressemeddelelse
Med en ny accelerationspakke vil regeringen hjælpe særligt udsatte områder mod oversvømmelser. Der skal bl.a. sættes gang i forundersøgelser af mindst 10 projekter ved stormflodstruede kyststrækninger. Det skal sætte tempo på kystsikringen i Danmark.
Danmark står i en ny klimavirkelighed med vildere, hyppigere og mere massive stormfloder, men det går for langsomt med at få lavet den nødvendige kystbeskyttelse. Derfor afsætter regeringen nu 900 mio. kroner til en ny accelerationspakke, der skal sikre hurtigere og bedre kystsikring i Danmark.
Med forslaget til finanslov for 2026 vil regeringen bl.a. sætte gang i mindst 10 forundersøgelser af konkrete kystbeskyttelsesprojekter på steder, hvor behovet er størst. Kommunerne har en central rolle i projekterne, og derfor skal der indgås politiske aftaler med de enkelte kommuner om forundersøgelserne. Derudover lægger regeringen op til at igangsætte næste fase af stormflodssikringen af hovedstaden med 186 mio. kroner til miljøkonsekvensvurdering af første etape af stormflodssikringen.
Regeringen vil også forlænge den statslige kystpulje, så kommunernes indsats med at etablere kystbeskyttelse understøttes på den korte bane. Det igangværende helbredstjek af de danske diger skal samtidig gøres landsdækkende, så der bliver et bedre kendskab til alle de danske digers tilstand og styrke. Det vil bl.a. understøtte de lokale beredskaber før og under en stormflod.
Regeringen arbejder på fuldt tryk med Klimatilpasningsplan II, der vil have fokus på at øge fremdriften og investeringerne i kystbeskyttelse yderligere.
Miljøminister Magnus Heunicke, som nu vil drøfte accelerationspakken med Folketingets partier, siger:
”Stadig flere kommuner er truet af stormfloder, og de bliver vildere og hyppigere år for år. Mange danskere har allerede oplevet de voldsomme skader, som den nye virkelighed forårsager på vores boliger og lokalsamfund. Men det går for langsomt med at klimasikre landet. Staten skal spille en større rolle end tidligere og løfte et bredere ansvar for klimasikringen. Med accelerationspakken igangsætter vi mindst 10 statslige forundersøgelser af konkrete kommunale kyststrækninger, så vi får sat skub i projekterne, der hvor der er et særligt presserende behov for kystsikring."
Fakta om accelerationspakke for hurtigere og bedre kystbeskyttelse i hele landet:
Regeringen fremlægger hele accelerationspakken i forhandlingerne med partierne. Pakkens 900 mio. kroner skal bl.a. gå til:
- Hurtig igangsættelse af kystbeskyttelsesprojekter: Med accelerationspakken skal der udvælges mindst 10 konkrete strækninger, som staten med inddragelse af kommunerne skal undersøge nærmere ved at forestå konkrete forundersøgelser eller indledende screeninger, som er skridtet inden en forundersøgelse. Kommunerne har en central rolle i projekterne, og derfor skal der indgås politiske aftaler med de enkelte kommuner om undersøgelserne. Der er afsat 44 mio. kroner til statslig medfinansiering af forundersøgelser og screeninger.
- Forlængelse af Kystpuljen: Der afsættes 246 mio. kr. til at forlænge kystpuljen i 2026-2028 for at understøtte hurtig anlæggelse af diger og anden kystbeskyttelse.
- Færdiggørelse af helbredstjek af danske diger: Regeringen vil afsætte 64,2 mio. kr. til at gøre den igangværende statslige digestyrkevurdering landsdækkende, så de resterende ca. 940 km diger også bliver omfattet. Det skal give et samlet nationalt overblik over digernes placering, tilstand og styrker til brug for både DMI’s nationale varslingssystem og mere robuste fremskrivninger af de forventede skadesomkostninger ved fremtidige stormflodshændelser. Dermed kan kommuner og digelag også få et overblik over digernes tilstand, og hvor der eventuelt er behov for at forstærke digerne.
- Stormflodssikring af hovedstaden: Regeringen lægger op til at igangsætte program- og risikokortlægning samt miljøkonsekvensvurderinger af den første af tre overordnede etaper for stormflodssikring i hovedstaden. Første fase vedrører særligt de sydlige delstrækninger, hvorfra der vurderes at være størst risiko for oversvømmelser Der afsættes statslig medfinansiering på 186 mio. kr. i 2026-2032, som foreslås finansieret af Grøn Fond.
- Kystbeskyttelse ifm. fællesaftalerne (sandfodring): 306 mio. kr. til sandfordringsopgaver for fællesaftalen for Lodbjerg-Nymindegab.
Kontakter
Pressekontakt til Miljø- og Ligestillingsministeriet. Pressevagten (kan ikke modtage SMS)
Tlf:+45 2091 5901presse@mim.dkFølg pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet
377 ekstra hektar til mere vild natur20.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De tre naturnationalparker Harrild Hede, Draved og Mols Bjerge kan nu udvides med i alt ca. 377 hektar jord. Det giver mulighed for mere vild natur, bedre levesteder for dyr og planter og flere muligheder for friluftsliv og oplevelser i naturen.
Stort ulovligt udsmid af fisk: Miljøministeren vil have plan for kameraer på fiskefartøjer9.10.2026 11:46:05 CEST | Pressemeddelelse
Ny DTU-rapport viser at 11 procent af de fisk, som danske fiskere fanger, bliver smidt ud, selvom reglerne siger, de skal med på land og tælles med i fiskernes kvoter. Miljøminister Maria Reumert vil have det ulovlige udsmid ned og sætter sit ministerium i gang med et oplæg til mere kameramonitorering af fiskefartøjer.
Regeringen vil straffe miljøkriminalitet hårdere8.10.2026 06:07:00 CEST | Pressemeddelelse
Det skal ikke kunne betale sig smide affald eller dumpe forurenet jord i naturen og på marker for at spare eller tjene penge. Derfor vil regeringen hæve straffen for miljøkriminalitet.
Politisk flertal vil have mere natur og færre nye råstoffer i kystsikringen8.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tidligt hensyn til natur, reduktion af råstofindvinding og beskyttelse af kulturarv vil fremover blive prioriteret, når der udmøntes midler fra statens Kystpulje. Endnu flere områder skal kunne få støtte, og digelag på mindre øer kan fremover søge puljen. Det har et bredt politisk flertal besluttet.
Regeringen sætter penge af til nye marine naturnationalparker7.10.2026 16:06:06 CEST | Pressemeddelelse
Danmark skal have mindst syv marine naturnationalparker. De to første er etableret, og med finansloven for næste år afsætter regeringen i alt 67,8 mio. kr. til de næste to.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum