En hovedrengøring i museets wunderkammer
28.8.2025 08:58:46 CEST | ROMU | Pressemeddelelse
Hver dag kæmpes en skjult kamp på landets museer, hvor kulturarven trues af støv, skimmelsvamp og skægkræ. Gennem fire uger i august har ROMU intensiveret krigen mod utøj, og bevæbnet med pensel, klud og specialstøvsuger går et håndplukket team hver enkelt genstand nænsomt igennem. Propre magasiner er nemlig essentielt for at bevare vores værdifulde kulturarv.

Mange glade, nysgerrige sommergæster er de seneste måneder strømmet til de danske museer. Men mens de sommerklædte turister træder ind til store oplevelser ad den ene dør, går livet bag kulisserne sin gang bag en anden. Museumsorganisationen ROMU er mere end udstillinger og oplevelser – det er også en virksomhed, hvor passionerede mennesker inden for mange forskellige fag hver dag gør deres bedste for at passe på kulturarven, forske i den og gøre den tilgængelig på de bedst tænkelige måder for næste sæsons gæster.
Og netop her i sensommeren er et omfattende og vigtigt projekt ved at nærme sig sin afslutning: En grundig hovedrengøring i ROMU’s magasiner. Støv, skimmelsvamp og utøj som skægkræ, der også nyder museet – dog på en anden og noget mere uhensigtsmæssig måde end de besøgende – skal fortrænges, så genstandenes miljø i de lukkede magasiner bliver så rent som muligt.
”Vi er rigtig langt med at rengøre alle lofter, gulve, vægge og hylder, og vi tager hver enkelt genstand i hånden og afrenser den. Det kan være alt fra en kasse med knoglematerialer til en hestevogn. Alt skal gøres rent,” siger publikums- og samlingschef Isabella No’omi Fuglø.
Skulle man høre til den del af befolkningen, der ser rengøringen som en sur pligt, kan man godt pakke medlidenheden væk igen, fortæller hun:
”For os museumsfolk er det jo et mekka at træde ind i magasinerne – det svarer måske til den oplevelse, som gæster kan få af at gå ind i en virkelig velkurateret udstilling. Magasinerne er et wunderkammer og museets hjerte, så for os er det en kæmpe passion at passe på de her genstande og at holde os opdateret på, hvordan vi bedst sikrer dem mod skimmel og kræ.”
Rengøringen, der ledes af ROMUs faste konservator Nanna Braunschweig Hansen, er en nøje planlagt del af det langsigtede arbejde med at beskytte og bevare vores fælles historie. Mens en lille del af museets genstande er udstillet på ROMU’s besøgssteder, er mange flere opbevaret i lukkede magasiner. Men de skal fortsat beskyttes. Alt fra fugt og temperaturændringer til snavs kan være ødelæggende for genstandene, der i mange tilfælde har hundrede- eller tusindvis af år på bagen.
Museets hjerte skal ses og beskyttes
Særligt skimmelsvamp er et voksende problem i danske museers samlinger.
”Det er desværre umuligt at sætte skimmelsvampen skakmat og spille den helt af pladen. Men vi kan sætte den skak igen og igen, og det skal vi blive ved med. Løbende rengøring og god klimasikring på magasinerne er helt afgørende. Ellers forgår kulturarven,” fortæller Isabella No’omi Fuglø.
”For os i ROMU er det vigtigt at have en samling, hvor tingene står fremme, så museumsfolkene kan ”møde” genstandene. Det inspirerer os og viser os det mulighedsrum, vi har for blandt andet forskningen og formidlingen. Det er med genstandene, det hele starter. Det er dem, som pumper energi ud i hele organisationen,” siger Isabella No’omi Fuglø.
Konservator Nanna Braunschweig Hansen får hjælp af et håndplukket team af tre konservatorstuderende og tre af ROMU’s faste studerende, samt ROMUs samlingsgruppe, der alle har den nødvendige faglighed til at håndtere museets genstande.
Den særligt grundige indsats er gjort mulig med støtte fra Møller-Clausen Fonden.
Rengøringen har ikke indvirkning på museets besøgssteder og deres åbningstider.
Kontakter
Isabella No'omi FugløPublikumschef, samlingschefROMU
Tlf:29 32 75 41isabellaf@romu.dkStine BlegvadRedaktørROMU
Kommunikation, presse, sociale medier
Billeder




Om ROMU
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.
ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
VIBE UP: Mød dit kommende yndlingsband, før alle andre opdager dem2.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med endagsfestivalen VIBE UP slår Rockmuseet den 19. september dørene op til fem livekoncerter med nogle af de navne, der måske står øverst på plakaten i morgen. For museet vil være med allerede, når musikhistorien bliver til.
ROMU styrker organisationen med erfaren administrationschef1.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med Jeanett Grau Engstrøm får ROMU en erfaren leder, der skal sikre stærke administrative rammer om museumsorganisationens fortsatte udvikling. Hun tiltræder i en tid, hvor ROMU blandt andet udbygger sit ansvar for verdensarven og moderniserer organisationens økonomiske og digitale infrastruktur.
Georadar afslører stort klosteranlæg fra middelalderen i Roskilde11.8.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hidtil har man troet, at Sankt Clara Kloster fra 1200-tallet var gået tabt. Men jordskanninger af området, hvor klosteret lå i middelalderen, har afsløret et stort og velbevaret klosteranlæg. Fundet lægger sig i rækken af mange, der fortæller om Roskilde som en central by i middelalderen.
ROMU og Fors udvikler sammen et skoleforløb om kilderne i Roskilde29.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Roskildes historiske kilder får nu nyt liv i undervisningen. Museumsorganisationen ROMU og forsyningsselskabet Fors har sammen udviklet et undervisningsforløb, der inviterer elever i 3.-6. klasse ud i byen for at opleve, undersøge og reflektere over kildernes og vandets betydning før, nu og i fremtiden.
Få meget mere sommer for pengene med ROMUs brandvarme sommertilbud26.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Tilbring sommeren med vikinger, købmænd og rockstjerner – det er ikke så dyrt, som det lyder. Med en stor sommerkampagne lover ROMU nemlig en stribe stærke oplevelser til halv pris hele sommeren. Så tag familien under armen og planlæg en indholdsrig, men budgetvenlig ferie.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum