Nu kan udsatte voksne få støtte til kontingentet til idræt og motion
29.8.2025 09:00:00 CEST | Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning | Pressemeddelelse
Fra 1. september kan voksne københavnere med få midler søge om økonomisk støtte til idræt og motion i fællesskab med andre. Med ordningen ønsker kommunen både at fremme sundhed og at styrke sociale relationer på tværs af byen.

For mange københavnere er et kontingent til den lokale idrætsforening en selvfølge, mens det for andre kan være en uoverkommelig udgift. Det betyder, at nogle kan stå uden for de fællesskaber, hvor man kan mødes til boldspil, dans, svømning eller motion sammen med andre. Netop de fællesskaber, hvor man kan få energi, bedre helbred og ikke mindst nye relationer.
Politikerne i Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at fremme udsatte voksnes muligheder for at blive en del af det rige forenings- og idrætsliv i byen. Fra den 1. september 2025 lancerer Københavns Kommune en ny kontingentstøtteordning, der skal gøre det lettere for udsatte og økonomisk trængte voksne over 25 år at deltage i idræts- og motionstilbud, hvor fællesskab er i centrum.
”Med denne nye ordning ønsker udvalget at være med til at nedbryde barrierer og give udsatte voksne adgang til sunde fællesskaber, der kan styrke både trivsel, fysisk sundhed og sociale relationer. At få hjælp til et kontingent kan give mennesker i udsatte positioner mulighed for at være med i de fællesskaber, hvor livskvalitet og netværk vokser,” siger kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (RV).
Støtte med op til 1500 kr. årligt
Ordningen henvender sig til københavnere, som på grund af økonomiske og sociale eller helbredsmæssige udfordringer ikke har mulighed for at betale for medlemskab af en forening eller deltage i andre organiserede aktiviteter. Det kan for eksempel være borgere uden for arbejdsmarkedet, kontanthjælps- eller førtidspensionsmodtagere, mennesker med fysiske eller psykiske helbredsproblemer, borgere i misbrugsforløb eller personer uden fast bopæl.
Støtten gives til idræt og motion i regi af foreninger og andre fællesskabsorienterede tilbud i København, hvor deltagelse sker sammen med andre. Der er dermed fokus på aktiviteter, hvor fællesskab, læring og socialt samvær indgår naturligt, mens individuel træning uden instruktør eller fælles læring ikke er omfattet af ordningen.
Ansøgning om støtte kan ske på flere måder. Borgere i målgruppen kan selv søge, men også fagpersoner, foreninger eller idrætsudbydere har mulighed for at indsende ansøgningen på vegne af en borger. Der er ingen faste frister – ansøgninger behandles løbende, og Kultur- og Fritidsforvaltningen tilstræber at give svar inden for 14 dage.
Hver borger kan få bevilget støtte på op til 1.500 kroner om året, som kan dække hele eller dele af kontingentet til en aktivitet i en periode på op til 12 måneder. Derudover kan der søges om hjælp til nødvendigt udstyr.
Der uddeles kontingentstøtte for 150.000 kr. i år og til næste år.
Flere oplysninger om ordningen og link til ansøgningsskema findes på kommunens hjemmeside [link].
Fakta:
- Kontingentstøtteordningen er en del af et pilotprojekt for Københavns Kommunes indsats for udsatte voksne.
- Kultur- og Fritidsudvalget har i afsat 1,1 mio. kr. til projektet i 2025, der finansieres af Kultur- og Fritidsudvalgets Disponible Midler.
- Pilotprojektet indeholder også en samarbejdsdel med foreninger og idrætsaktører, der skal sikre, at målgruppen bliver inkluderet og taget godt imod – samt en brobygningsdel, der skal hjælpe borgerne med at finde det rette tilbud – og komme godt i gang.
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt Kultur- og Fritidsforvaltningen(modtager ikke SMS)
Tlf:23 27 44 70kffpresse@kk.dkOm Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommunes fornemmeste opgave er at samarbejde med københavnerne om at skabe en by, der lever og udvikler sig.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning
Midt i national læsekrise: De rigtige bøger får udlån og læseglæde til at eksplodere på skolebibliotek11.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et samarbejde mellem Amager Fælled Skole og Københavns Biblioteker har på kort tid fordoblet udlånet, styrket læseglæden og fået flere elever til at læse i fritiden.
Nabostridigheder, krænkelser og ægteskabsproblemer: Tusindvis af historiske københavner-klager er blevet digitaliseret10.9.2026 07:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Op mod 44.000 klager fra utilfredse københavnere til bystyret i 1700-tallet er blevet undersøgt og digitaliseret. En vigtig del af byens hverdagshistorie er dermed gjort tilgængelig, siger kulturborgmester.
Nu får endnu flere københavnske børn en gratis tur i teatret3.9.2026 09:53:13 CEST | Pressemeddelelse
Op mod 75.000 københavnske børn får hvert år mulighed for at se en teaterforestilling uden betaling. Et politisk flertal på Københavns Rådhus har netop besluttet at udvide ’En-Til-Alle’-ordningen, så den gælder til og med 2030.
Københavns kommunale bygninger skal overgå EU-klimamål3.9.2026 09:50:56 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune vil inden for de næste år hæve energimærkningen på knap hver tredje af kommunens bygninger. Derudover skal CO₂-aftrykket fra kommunens indkøb af byggematerialer sænkes.
Ny frizone, gratis teaterbilletter og udvikling af fremtidens kulturliv: Sådan prioriteres kultur- og fritidslivet i næste års budget3.9.2026 09:49:53 CEST | Pressemeddelelse
Politikere på Københavns Rådhus har landet en budgetaftale, der både prioriterer kulturen og idrætten på kort og langt sigt. Og dét er nødvendigt, hvis kulturlivet og byen skal leve, mener kultur-, fritids- og borgerserviceborgmesteren.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum