Viljefast godschauffør er årets transportlærling

Del

Mikkel Gregersen, der er nyuddannet godschauffør, har netop fået Transportens Lærlingepris 2025, der uddeles af ATL – Transportens Arbejdsgivere. Trods store uforudsete udfordringer undervejs fuldførte han sin uddannelse med bravur.

En glad, nyuddannet chauffør bliver hyldet. Fra venstre er det branchedirektør i ATL, Lars William Wesch, adm. direktør i Peder Olsen & Søn, Henrik Olsen, godschauffør Mikkel Gregersen, driftsdirektør i Peder Olsen & Søn, Michael Mertov og afdelingslederleder Syddansk Erhvervsskole, Magnus Frøstrup Nørregaard. Foto: ATL – Transportens Arbejdsgivere.
En glad, nyuddannet chauffør bliver hyldet. Fra venstre er det branchedirektør i ATL, Lars William Wesch, adm. direktør i Peder Olsen & Søn, Henrik Olsen, godschauffør Mikkel Gregersen, driftsdirektør i Peder Olsen & Søn, Michael Mertov og afdelingslederleder Syddansk Erhvervsskole, Magnus Frøstrup Nørregaard. Foto: ATL – Transportens Arbejdsgivere.

Vejen til målet behøver ikke altid være snorlige. Spørg bare 27-årige Mikkel Gregersen fra Ryslinge, der for nylig blev uddannet som godschauffør hos Peder Olsen & Søn A/S og med skoleforløb på Syddansk Erhvervsskole.

Allerede under sit første skoleophold tog han ansvar, viste stærke faglige evner og en god arbejdsmoral, der affødte respekt fra både kolleger og ledelse.

Men da alt så mest lyst ud, slog lynet ned: Embedslægen kontaktede ham med besked om, at han ikke måtte tage stort kørekort.

Mikkel Gregersen havde tidligere arbejdet som anlægsgartner, hvor han en varm dag fik et kortvarigt ildebefindende. Det gav nu udsigt til fem års forbud mod at køre lastbil.
Men Mikkel Gregersen lod sig ikke slå ud.

Han ankede og gennemgik over det næste år en række medicinske undersøgelser for at bevise sit gode helbred. Til sidst fik han grønt lys og har ikke set sig tilbage siden.

Nu kan han også kalde sig årets transportlærling.

- Det kommer helt bag på mig at få prisen. Jeg er meget stolt over at blive anerkendt på denne måde og må samtidig sende en stor tak til kolleger og chefer på min arbejdsplads og til skolen, der begge har støttet mig meget undervejs, siger Mikkel Gregersen.

En enig dommerkomité

Branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wesch, overrakte prisen ved en reception hos Peder Olsen & Søn onsdag formiddag.

- Både fagligt og personligt er Mikkel et forbillede for mange unge, der overvejer en fremtid som lærling inden for transportsektoren. Trods lidt boglige udfordringer og en langvarig kamp med myndighederne for at få lov til at tage stort kørekort, gav Mikkel ikke op og fastholdt sin drøm om at blive faglært godschauffør, fortalte Lars William Wesch i sin tale.

- Mikkel tager som udlært også initiativ til at støtte virksomhedens lærlinge, deltager stadig i lærlingeklubben på virksomheden og bidrager positivt til lærlingekulturen i virksomheden. Derfor skal han have prisen.

En holdspiller og en stærk karakter

Og Mikkesls chef stemmer i. 

- Mikkel har bevist, at han ikke blot er en dygtig chauffør, men også en lærling med stor integritet, stærkt engagement og urokkelig ambition. Han er et godt eksempel på, hvordan en lærling både kan udvikle sig faglig og samtidig være en god kammerat og kollega, siger Michael Mertov, driftsdirektør i Peder Olsen & Søn.

- Mikkels pris kan også vise andre, at vi er en virksomhed, der kan hjælpe dem. Det ligger der en god anerkendelse i.

Transportens Lærlingepris blev i år uddelt for syvende gang.

Om Transportens Lærlingepris 2025
Transportens Lærlingepris er stiftet af ATL - Transportens Arbejdsgivere for at anerkende og hylde lærlinge i transportbranchen, der har udmærket sig gennem deres uddannelse. Prisen gives til en lærling, der har afsluttet sin uddannelse i en ATL-medlemsvirksomhed og har ydet en god indsats både i skoleperioden og på arbejdspladsen. Formålet er at fremhæve dygtige og engagerede lærlinge, der er forbilleder for andre unge ved at vise de mange muligheder, der findes i transportbranchen.

Transportens Lærlingepris uddeles i år for syvende gang.

Årets vinder er udpeget af en dommerkomité bestående af:

Direktør for Tænketanken DEA og fmd. for Rådet for de Erhvervsrettede Uddannelser, Stina Vrang Elias, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Mads Haugbølle Behrendsen, vicedirektør i DI med ansvar for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, Signe Tychsen Philips og adm. direktør i Skills Denmark, Simon Neergaard-Holm.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra ATL – Transportens Arbejdsgivere

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ATL – Transportens Arbejdsgivere

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye