Roskilde Universitet

RUC-forsker får millionbevilling til at kortlægge mødres rettigheder

Del

Lektor Céline Brassart Olsen har netop modtaget en bevilling på 11 mio. kr. fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC) til at undersøge mødres rettigheder under graviditet, fødsel og den første tid som mor. 

Lektor Céline Brassart Olsen
Lektor i jura Céline Brassart Olsen (foto: Kateryna Negoda)

Mange mødre i Vesteuropa oplever belastninger i forbindelse med graviditet, fødsel og tiden umiddelbart efter – en periode man betegner som ’matrescence’. Selvom sundheds-, social- og velfærdslovgivningen yder en vis beskyttelse og støtte til kvinder i denne fase, er tilgangen ifølge lektor i jura Céline Brassart Olsen fragmenteret og ufuldstændig.

Derfor har forskeren, som er tilknyttet Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet, fået et ERC-Starting Grant (European Research Council) på cirka 11 millioner kroner til at kortlægge mødres rettigheder i forbindelse med graviditet, fødsel og den første tid som mor. ERC-Starting Grants er målrettet talentfulde forskere, der er ved at etablere deres egen uafhængige forskergruppe.

Ifølge forskeren har lovgivningen nemlig endnu ikke adresseret spørgsmål som tidligt graviditetstab, obstetrisk vold og den såkaldte “moderskabsstraf”, der kan ramme kvinder på arbejdsmarkedet. Disse erfaringer er kun i ringe grad blevet udforsket og teoretiseret inden for jura og feministisk retsvidenskab.

”Manglen på en helhedsorienteret tilgang til mødres rettigheder i denne sårbare tid har konsekvenser for kvinders rettigheder i forhold til sundhed, værdighed, autonomi, arbejde og ligestilling,” siger hun.

Mødres vilkår skal styrkes

Det overordnede mål med projektet er at udvikle den første juridiske ramme for mødres rettigheder under matrescence, forankret i kvinders kropslige erfaringer – og at gentænke rettigheder ud fra dette perspektiv.

Ved hjælp af komparative juridiske og retssociologiske metoder vil projektet analysere sundheds-, arbejdsmarkeds- og velfærdslovgivning på nationalt, regionalt og internationalt niveau for at afdække, hvilke rettigheder kvinder har i denne overgangsperiode.

Samtidig vil forskerne via kvalitative metoder undersøge kvinders erfaringer med matrescence, herunder deres oplevelser af rettigheder. Meningen er, at man ved hjælp af de juridiske og kvalitative analyser identificerer huller i den nuværende juridiske tilgang og udvikler nye juridiske begreber og sprog til at oversætte kvinders erfaringer til rettigheder.

”Omkring 75 procent af spontane aborter sker i de første tre måneder af graviditeten, og mindst 33 procent af fødslerne er traumatiske. Manglen på juridisk anerkendelse af disse oplevelser er skadelig, fordi den kan give indtryk af, at de ikke eksisterer – hvilket fører til 'frataget sorg' og forværrer traumet. Alligevel er lovgivningen langsom til at følge med: Frankrig og Storbritannien anerkendte fx først forældres ret til orlov efter tidligt graviditetstab i hhv. 2024 og 2025. Derudover findes der i Europa ingen specifik lovgivning, som kriminaliserer obstetrisk vold,” fortæller Céline Brassart Olsen.

Nye juridiske begreber og sprog

Målet med projektet er at bryde ny teoretisk grund ved at konstruere en retsvidenskabelig teori om mødres rettigheder. Med et kønnet kropslighedsperspektiv undersøger projektet for første gang nye veje til anerkendelse af kvinders rettigheder i denne fase. Céline Brassart Olsen understreger, at udviklingen af nye juridiske begreber og sprog – såsom retten til tid, kropslige rettigheder samt en kritisk undersøgelse af det ubetalte omsorgsarbejdes juridiske status – vil kunne skabe afgørende forandringer for mødre.

”Der har været en generel tendens i global politik gennem de seneste årtier, som har fjernet moderskab fra dagsordenen for i stedet at fokusere på seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt ligestilling på arbejdsmarkedet. Dette skulle undgå at reducere kvinder til rollen som mor. Men konsekvensen har været, at mange oplevelser knyttet til graviditet og moderskab er blevet gjort usynlige,” siger Céline Brassart Olsen.

Hun uddyber, at lovgivningen samlet set fremstiller kvinder i denne periode som enten bærere af barnets trivsel eller som ’arbejdere med omsorgsforpligtelser’, snarere end som selvstændige retssubjekter. Dermed udelader man en række erfaringer – som fx tidlige graviditetstab, obstetrisk vold og moderskabsstraffen.

”Det er en problematik, som lovgivning og retsvidenskab stort set har ignoreret. Resultatet er, at kvinders rettigheder bliver fragmenterede og ufuldstændige. Det er vigtigt, at vi begynder at se oplevelserne fra graviditet til tidligt moderskab som en helhed med sammenhængende behov og faser,” slutter hun.

Kort om forskningen

  • Forskningsprojektet har titlen ‘Mapping and Conceptualizing a Legal Framework for Maternal Rights during Pregnancy, Birth, and Early Motherhood’ (MaMas).
  • Céline Brassart Olsen har modtaget et ERC Starting Grant til MaMas på 11 mio. kr. ERC-Starting Grants er målrettet talentfulde forskere, der er ved at etablere deres egen uafhængige forskergruppe.
  • Projektet er et femårigt forskningsprojekt, der undersøger kvinders rettigheder under graviditet, fødsel og den tidlige moderskabstid – en periode kaldet ’matrescence’, som beskriver overgangen til at blive mor.
  • Céline Brassart Olsen vil, sammen med tre postdocs i jura og antropologi, analysere kvinders rettigheder og deres oplevelse af rettighederne i tre velfærdslande: Danmark, Frankrig og Storbritannien.

Nøgleord

Kontakter

Céline Brassart Olsen, lektor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv
Telefon +45 30 51 39 15, E-mail: celinebo@ruc.dk

Følg pressemeddelelser fra Roskilde Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Roskilde Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye