Velbesøgt fotoudstilling ”For mig er du lige her” kommer til Enghave Plads
”For mig er du lige her” har vakt stor interesse. Nu åbner fotoudstillingen på Enghave Plads den 29. august kl. 15.00. Med de 19 store portrætter af forældre, der har mistet et barn, giver udstillingen et unikt indblik i den kærlighed, der altid vil være til et barn – også når et barn dør.

Fotoudstilling ”For mig er du lige her” er skabt af Landsforeningen Mistet Barn i samarbejde med dokumentarfotograferne Andreas Haubjerg og Nanna Navntoft. Det er en rørende og ærlig skildring af forældres sorg og kærlighed. Det er fortællinger om at elske et barn, som ikke længere lever – og om at fastholde det bånd, der ikke forsvinder med døden. Til åbningen på Enghave Plads kan man snakke med forældre, der selv har mistet et barn og deltage i aktiviteter, såsom dekoration af mindesten og gravlys.
En udstilling, der tør være tæt på
Siden den 15. august har udstillingens 19 portrætter stået på Islands Brygge og skabt en helt særlig stemning. Gik du forbi, kunne du se mennesker fordybet i forældrenes fortællinger. Hos nogle løb stille tårer ned ad kinden, mens andre gav et ekstra klem til deres nærmeste. Andre gange kunne man se genkendelighedens smil og forældrenes kærlighed blive spejlet hos læseren.
"For mig er du lige her” handler om nogle af de følelser, der kan være forbundet med tabet af et barn, men også om den kærlighed til barnet, der altid vil være der efter tabet. Mange forældre fortæller, at deres barn er ‘lige her’ – og dermed stadig er en stor del af deres liv. Det er den kærlighed, de følelser og de stemmer, vi gerne vil give samfundet et indblik i – både gennem billeder og fortællinger, men også for at starte vigtige samtaler om sorg, savn og den fortsatte relation til barnet,” siger Julie Hildebrandt-Hæsum Bender, Sekretariatschef i Landsforeningen Mistet Barn.
Et unikt indblik i livet uden sit barn
For pårørende og netværk giver udstillingen et unikt indblik i, hvordan tabet af et barn påvirker og ændrer forældrenes liv – og hvordan mange forældre ønsker, at deres omgivelser møder dem. Ensomhed og isolation kan komme til at fylde alt for meget, hvis de pårørende ikke ved, hvordan de skal tale og være sammen med forældre, der har mistet. Derfor er det vigtigt at skabe et rum, hvor pårørende og andre interesserede kan få et indblik i sorgen og det fortsatte behov for støtte – også i årene efter tabet. Igennem portrætterne får beskueren et indblik i de komplekse følelser, der kan opstå ikke kun i forbindelse med tabet, men også livet der kommer efter.
Forældrenes egne stemmer
I udstillingen kan du blandt andet læse Annemettes fortælling. Hun er mor til Didde. I et uddrag fortæller hun:
“Engen er et særligt sted for os, fordi Didde er vokset op der. Det var der, vi gik ture sammen. Nu er det også dér, jeg kommer nær hende. Efter Diddes død tog jeg hende med mig i urnen i en rygsæk, og så gik jeg en tur med hende nede i skoven. Så kunne jeg tale med hende, være ked af det, og få sagt farvel. Bare hende og mig – nede i skoven.”
Annemette beskriver ærligt, at de mange komplekse følelser som sorgen rummer:
“Man bliver vred, jaloux og bitter. Man får virkelig nogle grimme tanker, som man ikke er stolt af. Men de kommer bare. Jeg savner, at der er en plads til Didde. Det kan være noget så simpelt som at sige: “Vi ved godt, hun ikke kommer i dag, men her er hendes plads ved bordet. At tænde et lys eller nævne hende – bare at der bliver tænkt på hende.”
Fotografens personlige tilgang
For fotograf Andreas Haubjerg har udstillingen også en særlig betydning:
“Jeg boede i kollektiv med Didde, og efter hendes død havde jeg længe lyst til at fortælle om det at miste – men jeg vidste ikke, om jeg kunne tillade mig det. Så skrev Annemette til mig og spurgte, om jeg ville være med til at fortælle Diddes historie. Det blev starten på udstillingen,” fortæller han.
En del af Mistet Barns 40-års jubilæum
Udstillingen er en del af Landsforeningen Mistet Barns 40-års jubilæum og skal bidrage til at synliggøre sorgens mange udtryk i det offentlige rum.
“Med udstillingen vil vi række ud til både forældre, pårørende og samfundet. Vi ønsker at vise, at der skal være plads til sorgen, og at vi skal turde spørge og lytte. Det gør en forskel, når nogen tør tale om sorgen og dem, som vi har mistet,” siger Julie Hildebrandt-Hæsum Bender, sekretariatschef for Landsforeningen Mistet Barn.
Udstillingen “For mig er du lige her” åbner på Enghave Plads den 29. August kl. 15.00. Her vil der være mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter, se portrætterne og læse eller lytte til forældrenes fortællinger samt at få lidt at drikke og et gratis eksemplar af jubilæumsskriftet.
Derudover vil der være mulighed for at møde de medvirkende forældre og fotograferne Andreas Haubjerg og Nanna Navntoft.
Man kan opleve udstillingen indtil d. 10. september, hvorefter den rykker til Næstved, Odense, Ringkøbing og Frederikshavn.
Praktisk information
Sted: Enghave Plads, København
Periode: 29. august – 10. september 2025
Støtte
Udstillingen er blevet til med støtte fra Spar Nord Fonden, TrygFonden, Københavns Kommune, Mærk Næstved, Odense Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune og Frederikshavn Kommune.
Kontakter
Julie Hildebrandt-Hæsum BenderSekretariatschefLandsforeningen Mistet Barn
Tlf:22816522kontakt@mistetbarn.dkBilleder
Links
Om Det Nationale Sorgcenter
I Det Nationale Sorgcenter arbejder vi med forskning, viden, formidling og efteruddannelse til fagpersoner i hele landet. Og vi sætter sorg og død til debat i samfundet og overfor den brede befolkning for at mindske tabuiseringen.
Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Ny kortfilm skal hjælpe unge på erhvervsuddannelserne med at række ud – før det vælter7.10.2025 14:31:01 CEST | Pressemeddelelse
Ca. 40‑42 % af eleverne fra erhvervsuddannelserne falder i gennemsnit fra inden for fem år. Én af årsagerne er fravær. Og for mange skyldes det ikke manglende motivation eller dovenskab – men livskriser, sorg og mistrivsel, som de unge forsøger at skjule.
Velbesøgt fotoudstilling om at miste sit barn flytter ind i hjertet af Odense7.10.2025 11:32:05 CEST | Pressemeddelelse
Midt i Odense åbner den rørende fotoudstilling ’For mig er du lige her’, der portrætterer forældre, der har mistet et barn. Udstillingen gør noget sjældent: Den giver sorgen plads, et sprog – og et sted – at tale fra.
Det er skamfuldt at sige, at han er død30.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Farens død har været svær at erkende for tv-vært, forfatter og stifter af MELIO Sara Maria Franch-Mærkedahl. I et nyt podcastafsnit af ‘Sorgen er da noget vi taler om’ fortæller hun om, hvordan hun to år efter sin fars død, stadig kæmper med at acceptere og give slip.
Morten Løkkegaard efter lillebrorens selvmord: ”Få taget de svære samtaler”16.9.2025 09:31:31 CEST | Pressemeddelelse
Da Morten Løkkegaards lillebror begik selvmord, blev samtalen om sygdommen og døden lukket ned i familien. Nu fortæller han i en ny podcast ’Sorgen er da noget, vi taler om’ om tabet – og understreger, hvor vigtigt det er, at vi tør tale om det.
Fotoudstillingen 'For mig er du lige her' kommer til Næstved8.9.2025 10:49:26 CEST | Pressemeddelelse
Fotoudstillingen 'For mig er du lige her' har allerede vakt stor interesse i København. Nu åbner udstillingen i Næstved den 11. september kl. 15.00 på Banegårdspladsen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum





