Boligkontoret Danmark

Boligkontoret Danmark modtager millionstøtte til at styrke demokratiet i boligområder

Del

Med fondsmidler fra Nordea-fonden og Nykredits Fond kan Boligkontoret Danmark nu gennemføre et treårigt projekt, der skal nytænke den traditionelle foreningsstruktur i almene boligafdelinger. Forsøgene med nye demokratiske deltagelsesformer har potentiale til at inspirere både den almene boligsektor og civilsamfundet bredt.

Karina Lauridsen, direktør for kunde- og foreningsudvikling i Boligkontoret Danmark.
"Med den flotte fondsbevilling kan vi afprøve helt nye deltagelsesformer, der kan styrke både demokratiet og fællesskabet - også uden for den almene sektor," siger Karina Lauridsen, direktør for kunde- og foreningsudvikling i Boligkontoret Danmark. Foto: Boligkontoret Danmark

Boligkontoret Danmark har modtaget 2,8 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden og 530.000 kr. fra Nykredits Fond til udviklingen af projektet. Målet er at finde fremtidens foreningsstruktur og -kultur, som kan bygge bro mellem de frivillige kræfters behov for mere fleksible, ad hoc-baserede og interessedrevne engagementer og de formelle foreningsrammer.

En nødvendig fornyelse af beboerdemokratiet

Projektet tager fat i en velkendt udfordring: rekrutteringsvanskeligheder til bestyrelser i almene boligorganisationer, en snæver repræsentativitet blandt de beboervalgte og vigende deltagelse i beboermøder flere steder.

”Beboerdemokratiet er grundkernen i vores almene boform, men vi står med et stigende demokratisk underskud. Den flotte fondsbevilling giver os mulighed for at afprøve helt nye deltagelsesformer, der kan styrke både demokratiet og fællesskabet. Det er vigtigt – ikke kun for os, men for alle foreningsbaserede organisationer, som vi har så mange af i Danmark,” siger Karina Lauridsen, direktør for kunde- og foreningsudvikling i Boligkontoret Danmark.

Formand for Boligkontoret Danmark, Klaus Bentzen, siger:

”Vi er utrolig glade for den flotte støtte fra Nordea-fonden og Nykredits Fond, som gør projektet muligt. Det er det største og mest ambitiøse demokratiprojekt nogensinde i Boligkontoret Danmark. Det bliver virkelig spændende at følge udviklingen i projektet, og vi er glade for at kunne bidrage med vigtig viden til hele sektoren.”

Fra test til inspiration

Over tre år vil projektet gennemføre forsøg med henholdsvis beboerpaneler og interessegrupper i fem forskellige boligselskaber: Østerbo i Vejle, Brabrand Boligforening, Boligselskabet Sct. Jørgen i Viborg, Lillerød Boligforening og Nakskov Almene Boligselskab. Målet er at skabe modeller, som andre boligorganisationer – og foreningsfællesskaber generelt – kan lade sig inspirere af.

”Vi er meget taknemmelige for de boligorganisationer, som vil være med til at eksperimentere med forskellige spændende demokratiske deltagelsesformer i boligafdelingerne. Vi er netop nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det er, vi inviterer beboerne ind til i vores traditionelle organisering, for at kunne føre demokratisk nytænkning ud i livet,” siger Karina Lauridsen.

Projektet løber over tre år med start i august 2025.

Nøgleord

Kontakter

Om Boligkontoret Danmark

Boligkontoret Danmark er en foreningsbaseret og profitfri organisation, der leverer serviceydelser til mere end 35.000 almene lejeboliger landet over for både kommuner og boligselskaber, mens der ydes IT-drift for boligselskaber med yderligere ca. 35.000 boliger.

Følg pressemeddelelser fra Boligkontoret Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Boligkontoret Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye