500 års danmarkshistorie fortalt gennem 11 genstande på Koldinghus
17.9.2025 10:15:00 CEST | Den Kongelige Samling | Pressemeddelelse
Hvordan fortæller man 500 års danmarkshistorie gennem blot 11 genstande? Den Kongelige Samling inviterer på en rejse gennem tidens strømme og magtens rum i den nye særudstilling "Kronede Øjeblikke – Højdepunkter i danmarkshistorien på Koldinghus". Her foldes fortællingen om Danmark ud gennem 11 udvalgte genstande, der hver især har været vidner til – og symboler på – skelsættende øjeblikke i rigets historie. Udstillingen kan opleves fra 9. oktober på Koldinghus.

Fra mytens tåger til moderne demokrati, fra kærlighedsskandaler til abdikation, fra bibeltryk til ligestilling – udstillingen "Kronede Øjeblikke" viser, hvordan Kongehuset har været med til at forme det Danmark, vi kender i dag. Genstandene fungerer som prisme for fortællinger, der har sat spor i både folkets hukommelse og nationens udvikling.
Udstillingen rummer både ikoniske og ikke tidligere udstillede genstande, der hver især åbner døre til dramatiske, betydningsfulde og rørende kapitler i danmarkshistorien. Et simpelt strømpebånd, fundet i livlægen Struensees værelse, afslører ikke blot en kærlighedsskandale mellem Dronning Caroline Mathilde og Struensee, men også et politisk magtspil, der endte med en henrettelse og en dronnings eksil. Den grønne tuschpen af mærket Ball Pentel markerer et historisk farvel til 52 års regentskab, da H.M. Dronning Margrethe 2. underskrev sin abdikation i 2024 – et øjeblik, der både afsluttede en æra og banede vejen for en ny. Og den forsølvede hestehov, der bar Christian 10. over grænsen ved Genforeningen i 1920, er blevet et poetisk symbol på national samling og håb, indgraveret med ordene: "Jeg kongen bar over grænsen hen. Da Sønderjylland blev dansk igen".
“Genstandene fungerer som døre ind til de store historier. Gennem dem kan vi se de store linjer i Kongehusets historie, der har været med til at forme Danmark,” siger direktør for Den Kongelige Samling Thomas C. Thulstrup.
Udstillingen er opbygget som en kronologisk gennemgang af centrale begivenheder i danmarkshistorien, hvor hver genstand repræsenterer et historisk nedslag – fra Kalmarunionens etablering i 1397 til H.M. Dronning Margrethe 2.s abdikation i 2024. Udstillingen præsenteres i et scenografisk rum med bagbelyste montre, filmklip og lydspor, der understøtter formidlingen af de enkelte genstandes kontekst og betydning.
"Kronede Øjeblikke" højdepunkter i danmarkshistorien" kan opleves på Koldinghus fra 9. oktober til 22. februar 2026.
Ved åbningen af udstillingen 9. oktober er alle velkommen til at besøge den fra kl. 15.30, hvor der vil være livemusik og lette forfriskninger.
Genstandene i udstillingen – en samlet fortælling
I "Kronede Øjeblikke bliver 11 genstande til fortællere af rigets historie. Hver genstand rummer en fortælling, der har formet Danmark – fra mytens begyndelse til nutidens demokrati.
- Det oldenborgske horn: Et prægtigt drikkehorn i forgyldt sølv og emalje, omspundet af en myte om elverpiger og giftdrikke. Hornet knytter sig til Kalmarunionens første kongekroning og den danske kongeslægts oprindelse.
- Christian 3.s Bibel: Den første komplette danske bibel, trykt i 1550, blev et monument over Reformationen og et vendepunkt i dansk kirke- og kulturhistorie.
- Satiriske skakbrikker: Et skakspil fra 1660, hvor svenske konger og bønder fremstilles som lumske og tiggende – et billede på Frederik 3.s syn på sin rival og de tabte Skånelande.
- Kongeloven: Dokumentet fra 1665, der indførte enevælden og arvekongedømmet, og cementerede kongens magt som gudgiven og uantastelig.
- Rigsprototyperne: Standardiserede vægtlodder skabt af Ole Rømer i 1683, som symbol på videnskab og kontrol under Christian 5.s enevælde.
- Caroline Mathildes strømpebånd: En intim genstand, der afslørede en affære og blev bevis i en skandalesag, som rystede hoffet og ændrede magtbalancen.
- Grundlovspennen: Pen brugt af Frederik 7. til at underskrive Danmarks første grundlov i 1849 – et skridt mod folkestyre og en ny rolle for Kongehuset.
- Dronning Alexandrines kørekort: Et tidligt symbol på kvindefrigørelse og modernitet, i en tid hvor kvinder netop havde fået stemmeret.
- Den forsølvede hestehov: Fra Christian 10.s tur over grænsen ved Genforeningen i 1920 – et poetisk symbol på national samling og håb.
- H.M. Dronning Margrethe 2.s sorte dragt: Båret ved første officielle regentportræt som Danmarks første kvindelige regent i 1972 – et historisk skifte og en fornyelse af traditionerne.
- H.M. Dronning Margrethe 2.s abdikationspen: Den grønne tuschpen brugt ved abdikationen i 2024 – et redskab, der afsluttede et regentskab og skrev et nyt kapitel i kongehusets historie
Kontakter
Kiki Svensson-Hahn
Tlf:+45 4880 0825ksh@kosa.dkBilleder



Om Den Kongelige Samling
Den Kongelige Samling er organisationen bag Amalienborgmuseet, Christiansborg Slot, Eremitageslottet, Koldinghus og Rosenborg Slot. Vi formidler monarkiets historie på vores fem slotte gennem udstillinger, events og vores enestående samling af malerier, møbler, klædedragter, kroner, kronjuveler og andre kulturskatte, som har tilknytning til den danske kongefamilie fra Christian 4.s regeringstid til i dag.
Følg pressemeddelelser fra Den Kongelige Samling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Den Kongelige Samling
Inger Exner fylder 100 år 20. august: Koldinghus hylder arkitekterne bag en af Danmarks mest markante restaureringer19.8.2026 18:02:01 CEST | Pressemeddelelse
Koldinghus markerer 100-året for Inger og Johannes Exners fødsel med en hyldest til arkitekterne bag en af Danmarks mest bemærkelsesværdige restaureringer.
Amalienborgmuseet åbner Dronning Alexandrines salon 3. juli (Bemærk ny åbningsdato)25.6.2026 15:16:05 CEST | Pressemeddelelse
Fra fredag 3. juli kan man træde ind i det nye kabinet på Amalienborgmuseet, hvor Den Kongelige Samling udfolder fortællingen om Dronning Alexandrine og en skelsættende epoke, der havde stor betydning for det moderne kongehus.
Jubilæum på Rosenborg Slot: 125 år med offentlig adgang22.6.2026 07:35:15 CEST | Pressemeddelelse
22. juni 1901 fik Rosenborg Slot faste åbningstider og blev tilgængeligt for alle mod betaling. Selvom der havde været offentlig adgang til slottet på særlige betingelser siden begyndelsen af 1800-tallet, markerer nyordningen i 1901 starten på Rosenborg som et moderne museum. I dag besøger mere end en halv million gæster hvert år det historiske slot, som drives af Den Kongelige Samling og blandt andet huser de danske kronjuveler.
Sådan bevares historiske tekstiler – oplev det live på Koldinghus29.5.2026 14:52:15 CEST | Pressemeddelelse
30. og 31. maj inviterer Koldinghus publikum indenfor i et arbejdsrum, som normalt er lukket for offentligheden. I Det Historiske Værksted kan gæster komme helt tæt på konserveringen af historiske tekstiler og møde fagfolkene bag arbejdet.
Koldinghus inviterer til gratis aftenfestival 4. juni29.5.2026 08:59:11 CEST | Pressemeddelelse
Torsdag 4. juni kan gæster komme gratis til Koldinghus by Night og opleve det historiske slot fra et nyt perspektiv. Denne aften sættes der i forbindelse med særudstillingen Vævede mesterværker fokus på gobelinen som kunstform, og aftenen byder blandt andet på koncert, danseperformance, talk, DJ og drinks i de historiske rammer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum