Kom om bag kulissen hos de største musik-ikoner
Til efteråret bliver du ledt tættere på både 80-års fødselarerne Dolly Parton og Neil Young, firserhitmagerne i Tøsedrengene samt på to toneangivende udgivelser fra Fleetwood Mac og Skousen & Ingemann i foredragsrækken ‘Rockgiganter & Mikrobryg’ på Danmarks Rockmuseum i Roskilde.

Herfra hvor vi står, findes de ikke meget større.
Årets hovednavne til foredragsrækken ‘Rockgiganter & Mikrobryg’ på Danmarks Rockmuseum er nu klar, og det er et felt, som spænder musikalsk bredt. Lige fra countrypoppens gudmor over danske firserhits til et ægte canadisk rockkoryfæ. Alt sammen guidet på vej af en række af landets mest erfarne musikformidlere og endda med mulighed for at få en gratis øl i hånden fra det lokale Musicon Mikrobryggeri.
“Programmet er sat sammen, så der er noget for enhver smag. Aftenens værter er nøje udvalgt efter deres musikalske baggrundsviden, og det giver publikum mulighed for at hengive sig til musik, de allerede kender og samtidig få en masse historier og anekdoter med undervejs, som de ikke har hørt før,” siger Celine Christiansen, kommunikationsmedarbejder på Danmarks Rockmuseum.
Fleetwood Mac i fokus
Første omgang i tidsmaskinen i ‘Rockgiganter & Mikrobryg’ begynder den 28. august, hvor kulturjournalist Henrik Queitsch går i dybden med Fleetwood Macs selvbetitlede album fra 1975.
Selv 50 år efter udgivelsen er det svært at blive træt af hits som ‘Rhiannon’ og ‘Landslide’ - og så gør det ikke historien mindre spændende, at det netop var på det album, at de to nye bandmedlemmer Stevie Nicks og Lindsey Buckingham trådte ind i Fleetwood Mac. Deres åbenlyse kærlighedskvaler ledte senere til det ultimative break-up-album ‘Rumours’, efter de begge valgte at blive i bandet og bearbejde deres brud. Du kan blive meget klogere på Fleetwood Macs musik og dynamik, når Queitsch tænder for anlægget fra klokken 19.00.
Hippietidens sidste skud
Skousen & Ingemanns moderne klassiker ‘Herfra hvor vi står’ bliver taget under grundig behandling den 23. september, hvor forfatter og journalist Jan Poulsen er aftenens foredragsholder. Jan Poulsen har i år udgivet en portrætbog om netop denne skelsættende og elskede udgivelse fra 1971, som en del af bogserien ’Danske Albums’.
Kom med lige fra Bob Dylan-koncerten i KB Hallen i 1966, som slog så mange gnister i Niels Skousen, at han selv måtte prøve at sætte musik til ord og ord til musik til albummet blev til i smukt samarbejde med Peter Ingemann. Jan Poulsen har interviewet hovedpersonerne selv og fortæller anekdoter hele aftenen.
Sig du ka’ li dem
Selvom det i år er 40 år siden, at det danske firserorkester Tøsedrengene trak stikket, er deres sange stadigvæk at finde i radioen. Med swingende perler som ’Sig du ka’ li’ mig’, ’Ud under åben himmel’, ’Indianer’ og ’Så gik der tid med det’ har Tøsedrengene med Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen i front for længst bevist, at bandet var mere end blot en døgnflue. Hvordan det lykkedes Tøsedrengene at finde den rigtige opskrift til at skille sig ud fra mængden af firserbands, fortæller musikformidler Thomas Ulrik Larsen mere om den 6. november.
Firs lys i lagkagen
To store musikikoner kan i snart sætte hele 80 lys i fødselsdagslagkagen. Den første runde dag finder vi i november, hvor et vaskeægte rockkoryfæ med et hjerte af guld runder det skarpe hjørne.
Canadiske Neil Young ved om nogen, hvordan man rocker i den frie verden efter 50 år på landevejene. Forfatter og musikjournalist Jan Poulsen har fulgt ham hele vejen fra pladespilleren af - og har endda festet med Neil Young en sen aften på Hawaii. Den 20. november er Poulsen derfor aftenens guide gennem Youngs alenlange, imponerende bagkatalog.
Country-poppens gudmor
Fra Neil Young tager vi direkte videre til fødselsdagsfest hos en kvinde med hår så højt, at det kan kilde vorherre under fødderne.
Country-ikonet Dolly Parton fylder 80 år til januar og sammen med forfatter og journalist Klaus Lynggaard takker vi for mange års tro tjeneste og udødelige klassikere som ‘Jolene’, 9 to 5’ - og naturligvis for ‘I will always love you,’ som Parton efterfølgende lod Whitney Houston indsynge og give hele verden gåsehud. Parton støtter gerne op om andre kvindelige artister, hvilket de senere års samarbejder med guddatteren Miley Cyrus samt Beyonce og Sabrina Carpenter vidner om.
Dollywood kommer til Roskilde for en aften den 20. januar, hvor Klaus Lynggaard især vil fokusere på sangskrivningsguldet i Dolly Partons omfattende katalog med fokus på 1966 til 1977.
Ved alle arrangementer er der en øl inkluderet fra vores nabo her i Musicon-bydelen, Musicon Mikrobryggeri.
Rockgiganter & Mikrobryg program 2025/2026:
28. august: Fleetwood Mac med Henrik Queitsch
23. september: Skousen/Ingemann ’Herfra hvor vi står’ med Jan Poulsen
6. november: Tøsedrengene med Thomas Ulrik Larsen
20. november: Neil Young med Jan Poulsen
20. januar: Dolly Parton med Klaus Lynggaard
Dørene åbnes kl 18.30 til alle arrangementer, som varer fra klokken 19-21
Pris: 145 kr. (+ gebyr) inkl. øl fra Musicon Mikrobryggeri
Adresse: RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde
Parkering: P-huset på Indfaldet 4, 4000 Roskilde
Kontakter
Celine ChristiansenRAGNAROCK
Tlf:27 12 47 86celinec@roskilde.dkStine BlegvadRedaktørROMU
Kommunikation, presse, sociale medier
Billeder

Links
Om Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK
Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK åbnede i 2016 og har fra første akkord lagt hus til udstillinger og arrangementer, hvor man kan se, lytte og danse sig igennem fortællinger fra syv årtiers pop- og rockhistorie.
De hollandske stjernearkitekter MVRDV og danske COBE står bag museets ikoniske bygning, som er placeret på Rabalderstræde 16 i Roskildes kreative bydel Musicon, hvor også Roskilde Festival, Roskilde Festival Højskole og andre stærke kulturinstitutioner har til huse.
Museet er en del af den statsanerkendte museumsorganisation ROMU, der favner i alt 10 besøgssteder i Roskilde, Lejre og Frederikssund.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Stor donation sikrer banebrydende forskning i Danmarks tidlige historie20.8.2025 08:25:18 CEST | Pressemeddelelse
KrogagerFonden har givet 2 millioner kroner til ROMU, som skal i gang med at kortlægge Lejres undergrund. Med moderne jordscanninger omkring det gamle kongesæde håber arkæologerne at kunne kvalificere områdets forskningsmæssige potentiale. Projektet har store perspektiver for at løfte Lejres sublime forhistorie frem i lyset.
Flotte bidrag baner vej for nyt tag til Tadre Mølle14.8.2025 09:36:12 CEST | Pressemeddelelse
Sensommeren og efteråret byder på en tiltrængt renovering af taget på Tadre Mølle ved Hvalsø. Stedet er fortsat åbent for besøgende, men selve vandmøllen er midlertidigt taget ud af drift, mens møllehuset får skiftet stråtaget og delvist ny tagkonstruktion.
Guld, magt og pragt i efterårets foredrag på Lejre Museum11.8.2025 09:35:34 CEST | Pressemeddelelse
Gennem tre foredrag sætter Lejre Museum spot på områdets status som magtcentrum i vikingetid og germansk jernalder. Mød tre fagpersoner, der med hvert sit forskningsfelt og perspektiv belyser magten i Lejre.
Lejre lokker med sagnkonger og frisk sommerluft23.6.2025 09:16:38 CEST | Pressemeddelelse
Sommeren over kan hele familien dykke ned i Lejres dramatiske fortid og møde sagnkonger, bersærkere og uhyrer, når Lejre Museum inviterer til børneomvisning og mystery hunt. Børnene kan desuden designe deres egen pragthjelm efter at have set den ægte vare i udstillingen.
Tag med på feriesjov i forfædrenes fodspor19.6.2025 13:42:06 CEST | Pressemeddelelse
Ferie er tid til fordybelse – og måske at tilegne sig nye kundskaber…? Der er nok at give sig til for både børn og voksne i Egedal, når sommerferien lige om lidt melder sin ankomst. Feriesjov byder på oplevelser for hele familien, og der er ingen undskyldning for ikke at prøve kræfter med noget nyt – eller noget gammelt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum