Tre finalister er med i opløbet til Landdistrikts-prisen 2025
Vinderen af Landdistriktsprisen 2025 bliver kåret på årets Landdistriktskonference på Fuglsøcentret ved Mols Bjerge den 22. september.

Rundt omkring i landet spirer og igangsættes mange initiativer, som spiller en stor rolle i udviklingen af de danske landdistrikter. Netop de mennesker, foreninger, virksomheder og organisationer, der løfter et stort arbejde lokalt, modtager nu en særlig hyldest.
Tre finalister til Landdistriktsprisen 2025 er netop blevet udpeget, og mandag den 22. september 2025 bliver vinderen kåret på årets Landdistriktskonference på Fuglsøcentret ved Mols Bjerge.
Det er det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, der som dommerpanel har udvalgt et finalefelt på tre ud af 8 modtagne nomineringer. Udvalget har lagt vægt på følgende kriterier:
- Har medvirket til at styrke lokalsamfundet igennem nye initiativer
- Kan være til inspiration for andre lokalsamfund rundt om i landet.
Minister for landdistrikter, Morten Dahlin udtaler:
”Jeg har modtaget flotte og gode indstillinger til Landdistriktsprisen, som viser, at vi har stærke lokale fællesskaber og mange ildsjæle i landdistrikterne. Jeg er glad for, at vi med Landdistriktsprisen kan sætte fokus på og hylde deres store arbejde for et sammenhængende Danmark”
Formand for det Rådgivende Udvalg, Nynne Larsby Friis udtaler:
”De modtagne nomineringer har haft en høj kvalitet, og har samtidig haft en god spredning af både ildsjæle, virksomheder og foreninger. På den måde afspejler nomineringerne rigtig fint, hvordan vi alle hver især kan spille en stor rolle for vores lokalområder – uanset om det er som privat initiativtager, professionel eller som en del af et større fællesskab. Derfor har vi har som udvalg haft rigtig svært ved at vælge én vinder, og vi kunne med lethed have kåret op til flere vindere af Landdistriktsprisen”
Finalist 1: Kjeld Hansen
Kjeld Hansen har gennem flere årtier spillet en central rolle i udviklingen af Krogsbølle og Nordfyns landdistrikter. Med et usædvanligt engagement og evne til at omsætte idéer til virkelighed, har han stået bag en lang række initiativer, der har styrket lokalområdets infrastruktur, fællesskab og kulturelle liv.
Især fremhæves hans afgørende rolle i etableringen af bredbåndsdækning i 2016, samt hans betydningsfulde bidrag til projekter som "Årets Landsby", "Levedygtige Landsbyer" på Folkemødet, områdefornyelse i Krogsbølle og opførelsen af bofællesskaber og fælleshuse. Hans samarbejde med både kommune, foreninger og fonde har resulteret i en samlet fondsstøtte på over 6,8 mio. kr. til lokalområdet.
Udvalget har lagt vægt på, at Kjeld Hansen er et klasseeksempel på en livslang indsats som ildsjæl, med et mangeårigt og varieret engagement i sit lokalområde. En af de ildsjæle, vores land er bygget på.
Se mere om Kjeld Hansen her.
Finalist 2: Styregruppe 44
I stationsbyen Eskilstrup på Falster har man med etableringen af paraplyorganisationen Styregruppe 44 skabt en bemærkelsesværdig model for samskabelse og lokalt engagement. Gruppen samler byens foreninger, erhvervsliv, skole og borgere omkring en fælles vision for byens udvikling – drevet af ønsket om at undgå at blive en overset gennemkørsels by.
Samarbejdet har allerede ført til en række markante resultater: en ny aktivitetsplads til 2 mio. kr., tværgående events som byfest og byløb, tæt partnerskab med skolen – herunder elevdrevne arrangementer og erhvervssamarbejder – samt en stor udendørs teaterproduktion med bred lokal opbakning.
Styregruppe 44 fungerer ikke blot som samlingspunkt for byen, men har også opnået politisk lydhørhed og opbakning. Det kommer bl.a. til udtryk i etableringen af 4,5 hektar ny klimaskov i 2025 – et direkte resultat af gruppens engagerede dialog med kommunen.
Udvalget har lagt vægt på, at Styregruppe 44 er et godt eksempel på, hvordan lokal udvikling får de bedste betingelser fremadrettet. Alene navnet ”styregruppe” vidner om at sætte retning og tage handling, hvilket kan virke tiltrækkende på yngre generationer af frivillige.
Styregruppe 44 følger med tiden og er opmærksomme på, hvad der rør sig i samfundet, fx gennem fokus på at understøtte erhvervspraktik. Derudover viser mange og varierede samarbejder og samtænkning af indsatser og interessenter på tværs, at Styregruppe 44 er en seriøs og nytænkende aktør i den lokale udvikling.
Se mere om Styregruppe 44 her.
Finalist 3: Christina Svanholm
Læge Christina Svanholm har gennem sit arbejde i Nysted markeret sig som en drivkraft for både sundhedsfaglig og lokal udvikling i landdistrikterne. Med et holistisk blik på patientbehandling og et stærkt samfundsengagement har hun formået at styrke både det nære sundhedsvæsen og lokalsamfundets sammenhængskraft.
Som initiativtager til Nysted Sundheds- og Trivselshus og organisator af innovative løsninger på lægedækning, herunder transportordninger for eksterne læger, har Svanholm sikret kontinuitet og kvalitet i behandlingen. Hun arbejder aktivt for at mindske ulighed i sundhed – bl.a. med lancering af koncepter som ”Nær-Kontakt-Samarbejde” samt mentorordninger, der tiltrækker unge læger til området.
Christina Svanholm repræsenterer en ny model for sundhedsfaglig ledelse i yderområder, hvor faglighed og lokalt engagement går hånd i hånd.
Udvalget har lagt vægt på, at Christina Svanholm sætter et fokus på vigtigheden af ildsjæle og samarbejder, når det kommer til at løfte sundhed og livskvalitet for de borgere, der kommer fra de sværeste sociale vilkår.
Se mere om Christina Svanholm her.
Årets Landdistriktskonference finder sted mandag den 22. september på Fuglsøcentret ved Mols Bjerge. Ud over kåring af vinderen af Landdistriktsprisen 2025, vil konferencen byde på indslag og debatter om udvikling i landdistrikterne.
Læs mere om konferencen her.
Kontakter
Pressevagten i By-, Land- og Kirkeministeriet
Tlf:+45 70 20 25 85pressevagten@km.dkOm By-, Land- og Kirkeministeriet
By-, Land- og Kirkeministeriet betjener ministeren for byer og landdistrikter, kirkeministeren og ministeren for nordisk samarbejde. Opgaverne som minister for nordisk samarbejde koordineres af Udenrigsministeriet.
Morten Dahlin (V) har siden den 23. november 2023 været minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde.
By-, Land- og Kirkeministeriet består af et departement, der også omfatter Folkekirkens It, og af Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
Departementet har hjemsted på Slotsholmen i København. Folkekirkens It har medarbejdere i både København og Aarhus. Plan- og Landdistriktsstyrelsen har adresse på hhv. Kalvebod Brygge i København og i Nykøbing Falster.

Følg pressemeddelelser fra By-, Land og Kirkeministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra By-, Land og Kirkeministeriet
Millionindsprøjtning på vej til dansk mad- og gastronomiturisme18.8.2025 08:00:11 CEST | Pressemeddelelse
Lokale råvarer, store madoplevelser med stærke fortællinger og gastronomi i verdensklasse tiltrækker hvert år mange danske og udenlandske turister til hele landet. Den styrkeposition vil regeringen nu understøtte med over 40 millioner kroner.
4,4 millioner kr. fra Landdistriktspuljen er på vej til projekter i Region Syddanmark og omkringliggende øer3.7.2025 12:39:39 CEST | Pressemeddelelse
I dag lander en positiv besked i indbakken hos 16 projekter i bl.a. Kerteminde og Esbjerg Kommune samt på Mandø.
3,4 millioner kr. fra Landdistriktspuljen er på vej til projekter i Region Nordjylland og omkringliggende øer3.7.2025 12:36:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag lander en positiv besked i indbakken hos syv projekter i bl.a. Hjørring og Mariagerfjord Kommune samt på Egholm.
6,9 millioner kr. fra Landdistriktspuljen er på vej til projekter i Region Midtjylland og omkringliggende øer3.7.2025 12:33:29 CEST | Pressemeddelelse
I dag lander en positiv besked i indbakken hos 20 projekter i bl.a. Skanderborg og Hedensted Kommune samt på Anholt.
Knap en halv million kr. fra Landdistriktspuljen er på vej til et projekt i Region Hovedstaden3.7.2025 12:28:37 CEST | Pressemeddelelse
I dag lander en positiv besked i indbakken hos ét projekt i Gladsaxe Kommune.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum