Globenewswire

Danske Andelskassers Bank

Del

Tilfredsstillende resultat for 1. halvår 2025

Tilfredsstillende resultat for 1. halvår 2025

Selskabsmeddelelse nr. 11/2025 | 21. august 2025


Danske Andelskassers Bank fik i 1. halvår 2025 et resultat før skat på 150,0 mio. kr. mod 160,4 mio. kr. i samme periode sidste år, hvilket er et fald på 6,5 %. Resultatet betegnes som tilfredsstillende.

Forrentningen af egenkapitalen før skat er på 10,2 % p.a. mod 11,8 % p.a. i 1. halvår 2024.

Basisindtjeningen er i 1. halvår 2025 på 144,1 mio. kr. mod 133,7 mio.kr. i samme periode sidste år, hvilket er en stigning på 7,8 %. Stigningen skyldes ekstraordinært høje aktieudbytter fra de sektorselskaber, som banken samarbejder med.

Gebyrindtægterne netto er steget med 10,4 % til 141,6 mio. kr. mod 128,2 mio. kr. i 1. halvår 2024 som følge af øget aktivitet, herunder en stigning i antal bolighandler og boligfinansiering. 

Udgifterne til løn og administration udgør 285,4 mio. kr. mod 267,9 mio. kr. i 1. halvår 2024, hvilket er en stigning på 6,6 %. Udgifterne er påvirket af stigningen i antal ansatte samt øgede udgifter i forbindelse med strategien frem mod 2030.

Kursreguleringerne var i 1. halvår 2025 et plus på 0,7 mio. kr. mod 31,0 mio. kr. i samme periode sidste år. Kursreguleringerne er i 1. halvår 2025 påvirket af førnævnte høje aktieudbytte.

Til trods for øget geopolitisk og makroøkonomisk usikkerhed er nedskrivningerne fortsat på et lavt niveau. I 1. halvår 2025 er nedskrivningerne en tilbageførsel på 5,3 mio. kr., hvilket afspejler den stærke kreditkvalitet i bankens udlånsportefølje. Til sammenligning blev der i samme periode sidste år mernedskrevet 4,3 mio. kr.

På baggrund af en mere positiv udvikling end forventet i bankens basisindtjening og resultat før skat opjusterede banken den 10. juli 2025 ifølge selskabsmeddelelse nr. 10/2025 forventningerne til basisindtjeningen til intervallet 170-210 mio. kr. mod tidligere 130-190 mio. kr. og resultatet før skat til intervallet 220-270 mio. kr. mod tidligere 170-250 mio. kr.

Adm. direktør Jan Pedersens kommentar til halvårsrapporten:

”På trods af rentefald og større usikkerheder leverer banken et tilfredsstillende resultat for 1. halvår 2025.

Resultatet er især båret af et højt aktivitetsniveau med bl.a. mange bolighandler, men også en stærk kreditbog, som har resulteret i tilbageførsel af nedskrivninger. Resultatet er ligeledes påvirket af investeringerne i forbindelse med vores øgede tilstedeværelse i både Aarhus og København.

Vi er således godt i gang med at udfolde bankens strategi frem mod 2030, hvor den vellykkede flytning af hovedsædet til Aarhus pr. 1. juni også har været et element. Regnskabet for 2. halvår vil derfor blive yderligere påvirket af investeringerne i forbindelse med eksekveringen af strategien.”

Hovedpunkter fra regnskabet for 1. halvår 2025:

  • Resultat før skat på 150,0 mio. kr. mod 160,4 mio. kr. i 1. halvår 2024, hvilket er et fald på 6,5 %.
  • Basisindtjening på 144,1 mio. kr. mod 133,7 mio. kr. i 1. halvår 2024, hvilket er en stigning på 7,8 %.
  • Netto rente- og gebyrindtægterne stiger med 7,3 % til 436,8 mio. kr. mod 407,0 mio. kr. i 1. halvår 2024.
  • Udgifter til personale og administration stiger med 6,6 % til 285,4 mio. kr. mod 267,9 mio. kr. i 1. halvår 2024.
  • Positive kursreguleringer på 0,7 mio. kr. mod positive kursreguleringer i 1. halvår 2024 på 30,0 mio. kr.
  • Tilbageførsel af nedskrivninger med 5,3 mio. kr. mod mernedskrivninger i 1. halvår 2024 på 4,3 mio. kr.
  • Egenkapitalforrentning før skat på 10,2 % p.a. mod 11,8 % i 1. halvår 2024.
  • Stigning i udlånet på 4,8 % til 8.181 mio. kr. mod 7.803 mio. kr. pr. 30. juni 2024.
  • Stigning i forretningsomfanget på 8,2 % til 32.461 mio. kr. mod 30.013 mio. kr. pr. 30. juni 2024.
  • Kapitalprocent på 31,1 % og en overdækning i forhold til kapitalkrav på 15,0 procentpoint.
  • Overdækning i forhold til NEP-kravet på 11,2 procentpoint.

Venlig hilsen

Danske Andelskassers Bank A/S

Jan Pedersen                                                                                                                                                                                                                                                      
Adm. direktør

Kontaktinformation

Henvendelse vedrørende denne meddelelse kan ske til kommunikations- og marketingchef Mette Bernt på telefon 51 87 87 12 eller meb@andelskassen.dk

Vedhæftede filer

Halvårsrapport - 1. halvår 2025 - Danske Andelskassers Bank A/S

Vedhæftede filer


Vedhæftede filer

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye