Region Hovedstaden

Budgettet på Mary Elizabeths Hospital øges med 795 mio. kr.

Del

​I Region Hovedstadens budget for 2026 og frem afsættes der 795 mio. kr. til forventede budgetudfordringer på Mary Elizabeths Hospital – det nye hospital for børn, unge og gravide på Rigshospitalet. Samtidig udskydes indflytningen et halvt år til slutningen af 2027.

​Byggeriet af Mary Elizabeths Hospital er udfordret på økonomien primært på grund af mange fejl og mangler i de beskrivelser og tekniske tegninger, som entreprenører arbejder ud fra. Det resulterer i en stor mængde forespørgsler fra entreprenørerne og behov for ændringer i materialet. Det er både dyrt og forsinker arbejdet. Samtidig har løbende brandtilsyn vist, at brandsikringen på dele af byggeriet ikke er udført korrekt i forhold til de gældende regler, og derfor skal laves om, hvilket også er dyrt. Brandforholdene undersøges nu nærmere. Byggeriet er desuden, som alle andre byggerier, udfordret af de høje priser i byggemarkedet og udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

"Det er en utrolig frustrerende og utilfredsstillende situation. En del af udfordringerne skyldes markedssituationen, men det er ikke mere end et halvt år siden, at vi tilførte 600 mio. kr. til projektet. Når vi nu står her igen, må jeg bare konstatere, at vi ikke fik et grundigt nok overblik over udfordringerne i december sidste år. Jeg tror godt, jeg kan love på alle partiers vegne, at vi kommer til yderligere at skærpe vores opfølgning på dette og vores andre byggerier, så vi kan sikre, at vi har de nødvendige interne og eksterne ressourcer i byggeorganisationerne til at føre byggerierne i mål uden flere dyre fejl og mangler. Der skal være styr på byggerierne, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Direktør i Center for Ejendomme Mogens Kornbo deler regionsrådsformandens frustration:

"Byggeriet af Mary Elizabeths Hospital er allerede blevet markant dyrere, fordi priserne i byggemarkedet er meget høje disse år – så det gør ekstra ondt, når vi finder mange fejl og mangler i projektmaterialet, som koster os dyrt. Den eksterne rådgivning, vi har på byggeriet, har ikke været tilstrækkelig, og derfor sætter vi også ekstra penge af til at styrke byggeledelsen internt, siger Mogens Kornbo.

God økonomiaftale med staten giver mulighed for at fortsætte regionens renoveringsplan

Selvom regionen nu afsætter 795 mio. kr. til Mary Elizabeths Hospital, så vil der stadig være anlægsmidler i næste års budget til at fortsætte det store og vigtige arbejde med at renovere regionens gamle hospitaler.

"Vi har indgået en god aftale med staten, som giver os mulighed for at finansiere udfordringerne på Mary Elizabeths Hospital og stadigvæk have anlægsmidler til at fortsætte renoveringen af vores gamle og slidte hospitaler. Når det er sagt, så er anlægsbudgetterne stadig pressede i årene der kommer, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Fakta

  • Forslag til Region Hovedstaden budget for 2026 til 2028 behandles første gang i regionens forretningsudvalg 2​6. august og regionsrådet træffer endelig afgørelse 30. september.
  • Ud over at dække konsekvenserne ved fejl og mangler i projektmaterialet skal de 795 mio. kr. også bruges på yderligere reserver, tilpasning af brandforhold, opjustering af bemanding på projektet og udgifter forbundet med forsinkelsen. Derudover afsættes der en bygherrereserve på 87 mio.kr. til projektet.
  • Regionen har besluttet at etablere et operationelt byggefagligt advisory board, der skal levere ekstern rådgivning og løbende sparring med byggeprojekterne om projektets strategiske valg, stade og fremdrift.
  • Mary Elizabeths Hospital bliver bygget i et partnerskab mellem Rigshospitalet, Region Hovedstaden Ole Kirk's Fond
  • Med den nye tidsplan forventes hospitalet at blive taget i brug ultimo 2027 – 3,5 år senere end den oprindelige tidsplan.
  • Det samlede budget for byggeriet er med den seneste tilføjelse til budgettet på ca. 4,5 mia. kr.

Yderligere informationer

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye