Léonie Sonnings Musikpris 2026 går til dirigenten Kirill Petrenko
Kirill Petrenko bliver næste års modtager af den historiske hæder og den million kroner, der følger med Léonie Sonnings Musikpris 2026. Siden 2019 har den russiske dirigent været chefdirigent for Berliner Filharmonikerne, og han er verdenskendt for sin intense energi og sine sublime fortolkninger. Prisceremonien finder sted ved en stort anlagt festkoncert i DR Koncerthuset den 13. juni 2026, hvor Petrenko og DR Symfoniorkestret spiller Felix Mendelssohn, Robert Schumann og Richard Strauss.

Sløret kan nu løftes for næste års modtager af Danmarks største musikpris. Modtageren af Léonie Sonnings Musikpris 2026 bliver den karismatiske russiske dirigent Kirill Petrenko, som siden 2019 har været chefdirigent for Berliner Filharmonikerne.
I årene fra 1997 til 2018 dirigerede Kirill Petrenko overvejende opera ved en række af verdens førende operahuse. Han begyndte sin karriere ved Vienna Volksoper i 1997, og allerede to år senere blev han udnævnt til musikchef ved Theater Meiningen, hvor hans hans banebrydende fire-dages opførelse af Wagners Ring-cyklus sikrede ham international anerkendelse.
Fra 2002 til 2007 var Kirill Petrenko musikchef ved Komische Oper Berlin, og fra 2013 til 2020 besad han den prestigefyldte post som generalmusikdirektør ved Bayerische Staatsoper, hvor hans anmelderroste produktioner tiltrak verdensomspændende opmærksomhed. Blandt Kirill Petrenkos største kunstneriske bedrifter som operadirigent er opførelsen af Wagners Nibelungens Ring ved Bayreuth Festival i 2013.
Léonie Sonnings Musikpris blev første gang uddelt i 1959, og Petrenko kommer i selskab med navne som Leonard Bernstein, Igor Stravinsky og Miles Davis – såvel som sidste års modtager, Den Danske Strygekvartet.
Med prisen følger intet mindre end 1 million kroner, og overrækkelsen finder sted ved en stort anlagt koncert i DR Koncerthuset den 13. juni 2026. Koncerten bliver det første møde mellem Petrenko og DR Symfoniorkestret, og der er tale om en sjælden mulighed for at opleve den efterspurgte dirigent på dansk jord.
Koncerten bliver nemlig blot Petrenkos anden optræden i Danmark. Den første gang var i 2013, da han dirigerede Wagners Valkyrien ved en sprudlende, mindeværdig koncert med Det Kgl. Kapel.
Mendelssohn, Schumann og Strauss
Programmet til festkoncerten er valgt med omhu. I Felix Mendelssohns ouverture Hebriderne går orkestret og Petrenko ind i en nordisk farvet verden præget af mystik.
Derefter følger Robert Schumanns Klaverkoncert, som er fuld af højspændt tysk romantik. Her kan man i øvrigt glæde sig til at opleve den russiske pianist Polina Osetinskaya som solist.
Med Richard Strauss’ tonedigt Also sprach Zarathustra slutter koncerten med et brag, hvor symfoniorkestret udfoldes i det helt store format, inden prisceremonien finder sted.
New York Times: “Petrenko er et mirakel”
Petrenko er en af den klassiske musiks mest eksklusive kunstnere. Han giver kun sjældent interviews og har gennem sin karriere arbejdet med ganske få orkestre.
Gennem sin karriere er han blevet verdenskendt for sin intense energi og sine sublime fortolkninger, og New York Times har udråbt ham til at være ”et mirakel”, mens The Guardian og Financial Times kalder ham henholdsvis ”blændende” og ”elektrificerende”.
Som chefdirigent for Berliner Filharmonikerne har han udviklet et unikt musikalsk fællesskab, og hver koncert bliver en begivenhed, hvor alt kan ske.
Symfoniorkestret er en fintfølende organisme
”I Léonie Sonnings Musikfond er vi glade for og stolte over, at vi får mulighed for at hylde Kirill Petrenko i Danmark ved en koncert med Petrenkos symfoniske kernerepertoire,” fortæller Esben Tange, som er formand for fondens bestyrelse.
Han sætter ord på, hvad det er, der gør Petrenko til en helt særlig dirigent:
”For Petrenko er et symfoniorkester en fintfølende organisme af musikalske individer, hvor hver enkelt musiker spiller en afgørende rolle. Han går ydmygt til opgaven som dirigent og ser sig selv som én, der samler den musikalske energi – og som formidler af en musik med et alment menneskeligt budskab. Med sin kærlighed til symfoniorkestret og musikerne, og med sin dybe forankring i den klassiske tradition er Kirill Petrenko en enestående moderne dirigent.”
Prismodtageren selv udtaler:
“Jeg blev fuldkommen overrasket over at skulle modtage denne prestigefyldte pris, og jeg følte mig tilsvarende beæret, da jeg fandt ud af det. At se listen over de største musikere fra de seneste årtier, som jeg nu er kommet i selskab med – det gør mig virkelig ydmyg. Jeg takker Léonie Sonnings Musikfond for denne anerkendelse og ser frem til at optræde i København næste juni sammen med DR Symfoniorkestret i anledning af prisoverrækkelsen.”
Læs mere om tidligere modtagere af Léonie Sonnings Musikpris, talentpriser m.m. på www.sonningmusik.dk.
Kontakter
Kristina Sindberg
Tlf:24860184kristina@sindbergkommunikation.dkFølg pressemeddelelser fra Sindberg Kommunikation ApS
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.