Ny direktør for State of Green

Del

Efter godt 17 år som direktør stopper Finn Mortensen i den offentligt-private grønne branding organisation State of Green. Han bliver afløst af Charlotte Gjedde, som tiltræder den 1. december.

Charlotte Gjedde har de sidste knap tre år arbejdet for Dansk Industri (DI) i Bruxelles med ansvaret for klima, energi og europæisk og har inden da flere års erfaring med international markedsføring af det grønne Danmark. Fra 2016 til 2022 var hun af to omgange medarbejder hos State of Green, senest som nøglemedarbejder med ansvar for en lang række fagområder og organiseringen af aktiviteterne på den danske pavillon ved FNs klimatopmøder, COP.

Bestyrelsesformand for State of Green, Jeff Gravenhorst:

’Finn Mortensen har siden etableringen af State of Green i 2008 været en enestående drivkraft i arbejdet med at manifestere Danmarks grønne politiske ambitioner og verdensklasse-teknologier globalt, og han fortjener en kæmpe tak for sin indsats. I dag står organisationen helt centralt i Danmarks internationale profilering, og med Charlotte Gjedde vil stafetten blive givet videre fra Finn på allerbedste vis. Hun kender organisationen og dens værdisæt indefra og vil med sin favnende personlighed, store netværk og idérigdom give State of Green en positiv synlighed fremover, både internationalt og nationalt. State of Green har sikret et fortsat stærkt ledelsesteam med Charlotte Gjedde og souschef Tanya Gottlieb Jacobsen, som i forbindelse med direktørskiftet vil få yderligere ledelsesansvar.’

Den kommende direktør Charlotte Gjedde:

’Jeg er utrolig stolt over at blive valgt som næste direktør for State of Green, og jeg takker for Jeff og bestyrelsens opbakning. Det er en stor opgave at efterfølge Finn, der har været min læremester og afgørende i at bringe organisationen til, hvor den er i dag. Jeg glæder mig til at vende ’hjem’ til State of Green og komme i gang sammen med hele det dygtige team og partnerne bag.’

Finn Mortensen, der tidligere på året fyldte 70 år, vil i en kort overleveringsperiode fortsætte i State of Green for formelt at stoppe ved årets udgang:

’Charlotte har i flere år været en af mine nærmeste medarbejdere, og med hende ved jeg, at State of Green får en højt kvalificeret og dynamisk leder, der både kender butikken og har bred international erfaring. Jeg er meget glad for, at hun er tilbage i organisationen og kan ikke forestille mig en bedre efterfølger.’

Under Finn Mortensens ledelse er State of Green blevet den centrale indgang for internationale aktører til Danmarks som grønt foregangsland. Organisationen blev skabt for at synliggøre danske styrkepositioner op til og under FNs klimatopmøde COP15 i København i 2009. Dengang under navnet Klimakonsortiet og med fire medarbejdere. I 2011 skiftede organisationen med fire ministerier (Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet, Klima-, energi- og forsyningsministeriet samt Miljø- og ligestillingsministeriet) og tre erhvervsorganisationer (Dansk Industri, GreenPower Denmark og Landbrug & Fødevarer) i sin ejerkreds, navn til State of Green. I dag er der 20 medarbejdere, der årligt modtager små 200 udenlandske delegationer fra 50 lande. Hjemmesiden www.stateofgreen.com har hver måned op mod 50.000 internationale læsere, der søger politisk og teknologisk inspiration til den grønne omstilling i deres egne lande.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Om State of Green

State of Green er en dansk non-profit organisation, der fungerer som indgang til internationale politiske og kommercielle beslutningstagere. Organisationen samler over 600 virksomheder, organisationer, institutioner og forskningsmiljøer og tilbyder udenlandske aktører én samlet adgang til danske grønne løsninger og kompetencer. Formålet er at fremme eksport, styrke videndeling og understøtte internationale partnerskaber inden for energi, vand, byudvikling og cirkulær økonomi.

Følg pressemeddelelser fra State of Green

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra State of Green

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye