Esbjerg Kommune

Seniorer kan nu stille op til valg til ældrerådet i Esbjerg Kommune

Del

Den 11. november 2025 er der valg til ældrerådet i Esbjerg Kommune – en mulighed for alle på 60+ for at få indflydelse på forhold i kommunen, der vedrører seniorer. Alle interesserede kan høre mere om ældrerådets arbejde og muligheden for at stille op som kandidat til valget på orienteringsmøder i Bramming, Ribe og Esbjerg.

Ældrerådet giver seniorer på 60+ mulighed for at blive hørt og få indflydelse på de beslutninger, der vedrører seniorer i Esbjerg Kommune. Interesserede kan lige nu stille op som kandidater til valg til ældrerådet. Foto: Esbjerg Kommune.
Ældrerådet giver seniorer på 60+ mulighed for at blive hørt og få indflydelse på de beslutninger, der vedrører seniorer i Esbjerg Kommune. Interesserede kan lige nu stille op som kandidater til valg til ældrerådet. Foto: Esbjerg Kommune.

Vil man som senior 60+ gerne påvirke de beslutninger, som byrådet i Esbjerg Kommune træffer om forhold, der vedrører seniorer, så er det nu, man skal stille op som kandidat til valg til ældrerådet. Valget finder sted den 11. november 2025, og der skal vælges 13 nye medlemmer til ældrerådet.

Ældrerådet skal sikre dialog og samarbejde mellem kommunens seniorer og byrådet.

Mulighed for at blive hørt

Den nuværende formand for ældrerådet i Esbjerg Kommune, Gertrud Hansen, fortæller om sine erfaringer med arbejdet i rådet:

- Ældrerådet er vores mulighed som seniorer for at blive hørt, inden de politiske beslutninger bliver omsat til hverdag for de berørte borgere. Ældrerådet har været involveret i udarbejdelsen af den nye seniorpolitik, og nu skal der sættes handling på visionerne. Vi er som ældreråd optaget af borger- og pårørendesamarbejdet, vi har fremsat forslag hertil, og nu arbejdes der med forskellige tiltag på området. Vi har også været med til at tage initiativ til ansættelse af en pårørendevejleder. Samtidig har vi sat fokus på forbruget af antipsykotisk medicin på kommunens plejehjem, som for Esbjerg Kommune lå relativt højt. I foråret 2025 er der foretaget en gennemgang heraf, som har betydet, at flere borgere har kunnet undvære medicinen med hjælp af pædagogiske tilbud, ligesom andre har fået reduceret medicinforbruget. Et område, som også fremover vil kræve opfølgning. Ældrerådet forsøger også at få indflydelse på trafikale forhold, herunder parkeringsmuligheder, idet det har stor betydning for seniorers fremkommelighed. For tiden arbejdes der på implementeringen af den nye ældrelov, hvilket vil fortsætte, ligesom nogle initiativer vil skulle evalueres, fortæller formand for ældrerådet i Esbjerg Kommune, Gertrud Hansen.

Også fra politisk hold sætter man pris på samarbejdet med ældrerådet:

- Ældrerådet er en vigtig samarbejdspartner. Det er vigtigt, at vi kender borgernes synspunkter og ønsker, for at vi som politikere kan træffe beslutninger, der bedst muligt tilgodeser borgernes behov og gør det muligt for dem at trives og leve et aktivt liv med høj livskvalitet, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Orienteringsmøder

Alle, som vil høre mere om ældrerådets arbejde eller overvejer at stille op som kandidat til ældrerådsvalget, er velkomne til at deltage i de tre orienteringsmøder, som ældrerådet holder i Bramming, Ribe og Esbjerg i starten af september: mandag den 1. september 2025 kl. 19 på Mødestedet, Skolegade 10, Bramming, tirsdag den 2. september 2025 kl. 19 i Seminariehuset, Simon Hansens Vej 1, Ribe, og torsdag den 4. september 2025 kl. 19 i Kultur & Fritidshuset, Skolegade 54, Esbjerg.

Sådan foregår valget

Der skal vælges 13 medlemmer til ældrerådet fordelt på områderne Bramming, Ribe og Esbjerg. Der skal også gerne vælges 13 suppleanter.

Valget gælder for en periode på fire år.

Alle, der er fyldt 60 år den 11. november 2025 og bor fast i Esbjerg Kommune, kan stemme, stille op som kandidat til og være stiller for én kandidat ved ældrerådsvalget.

Vil man være kandidat til valget, skal man have fem stillere. Stillerlister kan hentes i borgerservicecentrene i Esbjerg, Ribe og Bramming og på ældrerådets hjemmeside: ældrerådet.esbjerg.dk

De udfyldte stillelister for kandidater skal afleveres på Esbjerg Rådhus, Torvegade 74, Esbjerg, senest torsdag den 18. september 2025 kl. 11.00.

Det er nemt at stemme til ældrerådsvalget. Valget foregår ved brevafstemning. Kommunen sender et brev med en frankeret svarkuvert til alle, som har mulighed for at stemme. Stemmesedlen kan sendes retur via PostNord, eller man kan aflevere den ved borgerservicecentrene i Esbjerg, Ribe eller Bramming.

Kontakter

May-Britt Andrea Andersen, formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Esbjerg Kommune, tlf. 53 10 50 09

Arne Nikolajsen, direktør, Fritid Sundhed & Omsorg, Esbjerg Kommune, tlf. 23 47 71 28

Gertrud Hansen, formand for ældrerådet i Esbjerg Kommune, tlf. 21 69 62 89

Links

Om Esbjerg Kommune

Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.

I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.

Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.

Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye