Ambitiøse lande holder fast i kampen for en stærk global plastikaftale - trods manglende enighed i Genève

Del

Genève, 15. august 2025 – Efter tre års intense forhandlinger om verdens første FN-plastiktraktat sluttede det femte møde i FN’s Mellemstatslige Forhandlingskomité (INC-5.2) i dag uden en endelig aftale. Ti dages forhandlinger i Genève viste både de bedste og værste sider af internationalt diplomati – men også et stærkt fundament for fremtidig handling.

På trods af det skuffende udfald stod over 120 lande - herunder Danmark, Colombia, Panama, Fiji og EU - fast på videnskabsbaserede tiltag for at bekæmpe plastikforurening, på trods af massivt pres fra de olieproducerende stater og industriens lobbyister. Processen mindede til tider om klima-COP’erne, med hårde forhandlinger, stærke alliancer og øget global opmærksomhed om plastikforurening.

"Vi har set en historisk styrkeprøve mellem kortsigtede interesser og det brede, globale ønske om at beskytte vores sundhed og miljø. Det er dybt skuffende, at vi ikke fik en aftale nu - men fundamentet for en stærkere global indsats er lagt. Danmark står fortsat side om side med de mest ambitiøse lande, og vi giver ikke op," siger Anne Aittomaki, strategisk direktør, Plastic Change.

I løbet af processen har civilsamfund, forskere, oprindelige folk og nogle af de mest udsatte ø-samfund i Stillehavet været afgørende for at flytte fokus fra snævert havaffald til hele plastikkens livscyklus - fra produktion, forbrug til bortskaffelse - og til at anerkende plastikkens alvorlige konsekvenser for menneskers sundhed og klima.

Industrilobbyens indflydelse har dog været massiv: ved INC-5.2 var der registreret mindst 234 lobbyister fra fossilbrændstof- og kemikalieindustrien. Alligevel har koalitioner mellem progressive lande, forskere og civilsamfund skabt et momentum, som forventes at fortsætte – både inden for FN-processen og via alternative veje.

"Forhandlingerne kan godt fortsætte, men de vil ende uden resultat, hvis selve processen ikke ændres. Når en proces er kørt af sporet, som det er tilfældet her, må landene først identificere de nødvendige løsninger – og derefter handle på dem. Der er brug for en genstart, ikke en gentagelse af fejlene. De lande, der ønsker en aftale, bør træde ud af den nuværende ramme og danne en koalition af villige. Denne nye proces skal give mulighed for afstemning, så vi én gang for alle kan sætte en stopper for det konsensustyranni, vi netop har været vidner til", Anne Aittomaki.

"Vi har allerede mere plastik på planeten, end vi kan håndtere. Hvis verdens ledere mener det alvorligt, må næste skridt være juridisk bindende reduktionsmål for plastikproduktionen – alt andet er at løbe fra ansvaret," Anne Aittomaki.

Billeder

Fredag d.15 august om morgenen
Fredag d.15 august om morgenen
Download

Følg pressemeddelelser fra Plastic Change

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Plastic Change

95 lande går sammen i en fælles erklæring med krav om en ambitiøs global aftale for plastik offentliggjort ved FN’s havkonference i Nice11.6.2025 05:55:00 CEST | Pressemeddelelse

95 lande lancerede i går aftes en fælles erklæring kaldet “Nice Wake Up Call” til FN’s havkonference i Nice, med et krav om et højt ambitionsniveau, når verdens lande stævner sammen i Genevé til august for at forhandle den første globale traktat for plastik. En aftale, der skal dække hele plastikkens livscyklus fra olieudvinding og produktion til forbrug og affaldshåndtering for at mindske de omfattende negative konsekvenser for miljø, klima og menneskers sundhed.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye