Tusindvis af boligejere får snart hjælp til at undgå skader fra grundvand
Siden 2018 har DANVA og KL arbejdet for nye regler, så kommuner og vandselskaber kan håndtere terrænnært grundvand og derigennem afhjælpe store problemer for borgerne og den fælles infrastruktur. I juni 2025 blev loven om terrænnært grundvand vedtaget.

Kollektive dræn og andre løsninger skal i fremtiden beskytte borgernes ejendomme mod det stadigt stigende terrænnære grundvand. Terrænnært grundvand er det øverste grundvand, som ligger tæt på jordoverfladen og kan give problemer for bygninger og veje. Øget nedbør, særligt om vinteren, har ført til, at grundvandsspejlet er steget op mod en meter over de sidste 30 år, hvilket giver problemer for mange husejere. Mere end 450.000 boliger har i dag under en meter ned til det terrænnære grundvand størstedelen af året.
Direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen, glæder sig over, at der nu er lovhjemmel til, at vandselskaberne må etablere de tekniske løsninger, der skal til.
“Vedtagelsen af loven om terrænnært grundvand markerer et vigtigt gennembrud for både kommuner, vandselskaber og ikke mindst de mange borgere, der oplever konsekvenserne
af et stigende grundvandsspejl. Lovarbejdet er resultatet af et bredt og langvarigt samarbejde mellem DANVA, KL og mange engagerede aktører. Med konferencen 'Samarbejde om løsninger' i februar 2025 blev der sat politisk momentum bag sagen, og miljøministeren og flere ordførere viste stor lydhørhed over for behovet for klarere rammer og fælles indsats,” skriver Carl-Emil Larsen i sin leder i branchemagasinet DANSKVAND, som i august sætter fokus på det terrænnære grundvand.
Pibler op gennem gulvet
I DANSKVAND kan du også læse en reportage fra et kvarter i Herlev, hvor grundvandet praktisk talt pibler op gennem gulvet hos et ægtepar. De har boet i ejendommen i 30 år, men det var først i 2009, at de fik vand i kælderen. De har brugt mange penge i forsøget på at sikre huset uden at komme problemet til livs. De håber derfor, at den nye lov kan blive deres redning.
Forsyningsselskabet HOFOR har foretaget afværgeforanstaltninger i området for at mindske problemet, men selskabet har været nødsaget til at vente på lovgrundlaget for at kunne lave mere effektive og permanente løsninger.
Økonomi til store investeringer
Selv om loven er vedtaget, er der stadig spørgsmål, som ikke er afklaret endnu. DANVAs direktør hæfter sig blandt andet ved, at vandselskabernes økonomiske rammer skal sikre fleksibilitet i forhold til de store investeringer, selskaberne står overfor.
“Klimatilpasning er en langsigtet opgave. Derfor arbejder DANVA fortsat for, at investeringer i dræn, overfladeafledning og beskyttelse mod grundvand også tænkes sammen med fremtidens
økonomiske rammer og regulering. Det er afgørende, at selskaberne får fleksibilitet til at prioritere og planlægge de store investeringer, der skal til,” skriver Carl-Emil Larsen i DANSKVAND.
Han efterlyser også et bedre grundlag for, at kommunerne kan give udledningstilladelser.
“Vi forventer samtidig, at reglerne om beregning af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed bliver smidigere end de nuværende klimatilpasningsregler, og vi er meget opmærksomme på detaljerne.”
Vandet fortsætter med at stige
Problemet med det terrænnære grundvand ventes ifølge GEUS at blive større i fremtiden, og her er klimaforandringer den vigtigste årsag, lyder eksperternes vurdering. Prognosen peger på en stigning i grundvandsspejlet på yderligere 10-30 cm frem mod 2100.
Hjalte Jomo Danielsen Sørup er klimaforsker på Nationalt Center for Klimaforskning under
DMI. Han oplyser, at der må forventes højere årsnedbør og især højere nedbør om vinteren.
”Og om vinteren sker der næsten ingen fordampning til forskel fra om sommeren, og der er ingen aktive planter til at transpirere vand. Vandet om vinteren skal væk, men vandløbene
bliver hurtigt fyldt godt op, så en ret stor del af det ender i jorden,” siger Hjalte Jomo Danielsen Sørup til DANSKVAND.
Han peger på, at DMI forventer 6-23 procent mere nedbør i slutningen af dette århundrede, og det medfører, at vandet mange steder vil komme tættere på overfladen og dermed potentielt føre til oversvømmelser.
Der falder væsentlig mere regn i Vestjylland end på for eksempel Sjælland, og også når det gælder geologiske forhold og terrænet, er der stor variation hen over landet. Disse er to andre væsentlige faktorer i forbindelse med terrænnært grundvand.
Det påpeger Jacob Kidmose, seniorforsker i hydrogeologi hos GEUS.
”Nogle gange kan det være svært at få vandet væk fra de lerede jorder, og derfor er det også dér, at man har været mest tilbøjelig til at lægge dræn ned for at sænke grundvandsspejlet,” siger Jacob Kidmose til DANSKVAND. Han tilføjer, at jordbunden består af moræneler i store områder i Danmark.
Vandselskaber gør sig klar
Du kan i magasinet DANSKVAND også læse om, hvordan vandselskaberne gør sig klar til at til den nye opgave. I Aarhus Vand arbejder man på at kortlægge det terrænnære grundvand for at sikre et solidt datagrundlag og tilhørende modeller, så man kan sætte præcist ind over for problemet.
I Lemvig Vand er man er kommet tættere på at bruge de store mængder terrænnært grundvand til Power-to-X.
I Høje Taastrup vil man producere endnu mere grøn varme med hjælp det terrænnære grundvand, som man dræner og pumper væk.
Og hos Billund Vand & Energi har man over en årrække målt grundvandsstanden, så nu har man et godt overblik over problemet og ser frem til at kunne hjælpe boligejerne med at sikre deres huse. Dog giver loven ikke selskabet mulighed for at dræne i områder, hvor der kun er spildevandskloakeret, og det lader i første omgang visse udsatte områder i stikken.
Nøgleord
Kontakter
Karsten BjørnoKommunikationschef
Tlf:+45 20 14 35 42kbj@danva.dkLinks
DANVA - Dansk Vand- og Spildevandsforening
DANVA er brancheorganisation for danske vandselskaber. DANVA:
Forener alle vandkredsløbets aktører i samarbejde om bæredygtige løsninger.
Forstærker alle, der sikrer forbrugernes tillid til vand, effektiv drift og en høj forsyningssikkerhed.
Fortæller alle om værdien og effekten af danske vandløsninger, der skaber liv og sundhed.
Følg pressemeddelelser fra Danva
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danva
Beskyt drikkevandet mod svindel med flytning af jord27.6.2025 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
DANVA hilser regeringens nye initiativer mod ulovlig flytning og håndtering af forurenet jord velkomne, men anbefaler yderligere tiltag. Miljøminister Magnus Heunickes forslag om øget digital sporbarhed, skærpet kontrol og højere bøder er nødvendige, første skridt på vejen mod en bedre beskyttelse af drikkevandet.
EU-kommissær glæder sig til at samarbejde med Danmark om udfordringer med vand20.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark viser vejen med imponerende vandprojekter, der gør samfundet mere modstandsdygtigt. Det siger Jessika Roswall, EU’s kommissær for miljø, vand og cirkulær økonomi, til magasinet DANSKVAND forud for det danske EU-formandskab. Både kvaliteten og mængden af drikkevand er blandt nogle af de problemer, som danske løsninger kan afhjælpe.
Danmark deltager i europæisk vand-smagning med Bornholmsk vand22.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 22. maj 2025 afholdes Europas første Water Tasting Journey Across Europe i Bruxelles i anledning af EurEau’s 50-års jubilæum. Her præsenteres postevand fra ti europæiske lande, herunder Danmark, for at illustrere mangfoldigheden i smag og oprindelse.
Rent drikkevand i hele landet kræver lokal handling21.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
DANVA sætter drikkevandsbeskyttelse øverst på dagsordenen i den grønne trepart i Odense. Det sker sammen med bl.a. ministeren for grøn trepart og formanden for KL’s Klima- og Miljøudvalg.
Nyt kort styrker mulighed for at beskytte drikkevand og vandmiljø1.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs nye og mere detaljeret kvælstofretentionskort, markerer et vigtigt skridt på vejen mod et sundere vandmiljø og en styrket beskyttelse af Danmarks drikkevandsressourcer flere steder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum