
Nic. Christiansen Gruppen køber Sondrup Bilcenter
Den østjyske forhandler- og værkstedskæde Sondrup Bilcenter bliver med en netop underskrevet købsaftale indlemmet i bilkoncernen Nic. Christiansen Gruppen.

Aftalen om overtagelse af Sondrup Bilcenter og de 80 medarbejdere, som virksomheden beskæftiger i henholdsvis Risskov og Viby ved Aarhus, er endnu et led i realiseringen af Nic. Christiansen Gruppens forretningsstrategi om at udbygge koncernens forhandlernet.
- Med købet af Sondrup Bilcenter tager vi et nyt skridt i retning af at sikre Nic. Christiansen Gruppen det forhandlernetværk, som vi gennem flere år har arbejdet på at skabe. Sondrup Bilcenter giver os et rigtig godt udgangspunkt i og omkring Aarhus, hvor vi har et ønske om at stå stærkt. Derfor er vi også meget glade for den aftale, vi nu har indgået, siger adm. direktør i Nic. Christiansen Gruppen, Niels Vrist Bertelsen.
Nic. Christiansen Gruppens overtagelse af Sondrup Bilcenter er betinget af, at konkurrencemyndighederne godkender handlen.
En del af noget større
Nic. Christiansen Gruppen er en af landets største aktører på import og detailsalg af biler til det danske marked, og netop udsigten til at få en stærk spiller i ryggen har været vigtig i arbejdet med at finde den rigtige ejerstruktur for Sondrup Bilcenter.
- Jeg er utrolig tilfreds med den aftale, vi har indgået med Nic. Christiansen Gruppen. Den betyder, at Sondrup Bilcenter og de mange dygtige og dedikerede medarbejdere, vi har, fremover bliver en del af et hold, som har de muskler, der skal til for at klare sig i et marked, som i disse år er præget af uforudsigelighed og store omvæltninger, siger indehaver og adm. direktør Ole Sondrup.
Sondrup Bilcenter har forhandlet og serviceret biler siden 1972.
Virksomheden blev stiftet af daværende direktør og ejer Peter Sondrup, som i 2007 overdrog Sondrup Bilcenter til sønnen Ole Sondrup, der altså nu har valgt at indgå en salgsaftale med Nic. Christiansen Gruppen.
En fremtid med Ford og Hyundai
Sondrup Bilcenter er i dag autoriseret servicepartner på mærker som Volvo, Renault og Polestar og varetager derudover salget af Nissan.
Betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, er det planen, at forhandler- og værkstedskædens afdeling i Viby fremover også kommer til at varetage salget af Ford og Hyundai som en del af Nic. Christiansen Gruppen.
- Udover de kompetencer og mange dygtige medarbejdere, som Sondrup Bilcenter kan tilføre Nic. Christiansen Gruppen, giver købet os mulighed for at få egne importmærker som Ford og Hyundai ud til endnu flere kunder. Sammen med vores eksisterende afdeling i det nordlige Aarhus, vil Sondrup Bilcenter udgøre en klar styrkelse af vores salgsorganisation på de to vigtige brands, siger adm. direktør i Nic. Christiansen Gruppen, Niels Vrist Bertelsen.
Aftalen kommer i forlængelse af, at Nic. Christiansen Gruppen tidligere på ugen kunne fortælle om det hidtil største opkøb i koncernens historie – nemlig købet af den landsdækkende forhandler- og værkstedskæde Autohuset Vestergaard.
Et opkøb, som – når de relevante godkendelser fra konkurrencemyndighederne er i hus – også kommer til at danne rammen omkring integrationen af Sondrup Bilcenter.
Kontakter
Daniel Løvbjerg JørgensenCorporate Communication Manager
Tlf:+45 22 86 48 48danjoe@nc.dkNic. Christiansen Gruppen:
- Nic. Christiansen Gruppen er en af Danmarks største bilkoncerner og har siden grundlæggelsen i 1967 arbejdet med import og detailsalg samt finansiering og leasing af biler.
- Den familieejede koncern har hovedsæde i Kolding og varetager blandt andet den danske import af Hyundai, Ford, BYD, Jaecoo, Omoda, Land Rover, Jaguar, NIO, firefly samt Honda i Finland og Baltikum.
- Derudover ejer koncernen de fem bilkæder Bayern AutoGroup, ERA BILER, May & Olde (12 BMW-forhandlere i Slesvig-Holsten), Terminalen og British MotorGroup samt værkstedskæden Skorstensgaard og leasing- og finansieringsselskabet NCG Importer Finance.
- Koncernen har desuden indgået aftale om køb af Autohuset Vestergaard. Købet afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse.
- Nic. Christiansen Gruppen har godt 1.600 medarbejdere fordelt over koncernens aktiviteter i Danmark, Tyskland, Finland og Baltikum.
Sondrup Bilcenter:
- Sondrup Bilcenter har to østjyske afdelinger placeret i henholdsvis Viby og Risskov.
- Virksomheden er autoriseret forhandler af Nissan og autoriseret servicepartner på mærkerne Renault, Dacia, Volvo og Polestar.
- Sondrup Bilcenter blev grundlagt i 1972 af direktør Peter Sondrup. Virksomheden blev i 2007 generationsskiftet til Ole Sondrup, og den beskæftiger i dag 80 medarbejdere.
Følg pressemeddelelser fra Nic. Christiansen Gruppen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.