Arbejdsmarkedets aktører: Sådan ruster vi danskernes arbejdsliv til en ny virkelighed
Arbejdsmarkedets vigtigste aktører og eksperter lancerer nu gennem Forum for Fremtidens Arbejdsmarked deres indspil til, hvordan vi i fællesskab fremtidssikrer arbejdsmarkedet i Danmark.
Forum for fremtidens arbejdsmarked blev nedsat af KL i juni 2024 og samlede aktører og eksperter fra hele samfundet. Formålet var at tage livtag med nogle af de vigtigste og sværeste udfordringer, det danske arbejdsmarked står overfor.
I dag kan Forum for fremtidens arbejdsmarked præsentere resultaterne af deres arbejde.
Det sker med en ny publikation med syv centrale indsigter om fremtidens arbejdsliv – herunder tilbagetrækning, balancen mellem frihed og fælles forpligtelse, civilsamfundets rolle og kunstig intelligens.
”Jeg er glad for, at vi i dag kan præsentere resultaterne af vores arbejde. Vores formål har ikke været at levere håndfaste konklusioner og færdigpakkede løsninger. Vi håber derimod, at vores arbejde kan være startskuddet til, at vi som samfund starter samtalen om, hvordan vi på tværs af generationer, sektorer og interesser kan tage et fælles ansvar for, at vi også fremover har et stærkt arbejdsmarked i Danmark,” siger formand for Forum for fremtidens arbejdsmarked, Claus Juhl, og fortsætter:
”Selvom vi i forummet ikke er enige om alting, står vi sammen i ønsket om at fremtidssikre danskernes arbejdsliv og se på mulighederne for et mere fleksibelt arbejdsmarked i takt med, at vi bliver ældre og skal arbejde i længere tid. Jeg er glad for, at vi både kan præsentere indsigter og konkrete greb – store som små – der kan hjælpe vores arbejdsmarked i den rigtige retning. Vi håber på den måde at kunne bidrage til en åben og saglig debat om nogle af tidens allervigtigste politiske spørgsmål.”
Dialogen fortsætter
Udover de syv indsigter peger Forum for fremtidens arbejdsmarked også på konkrete tiltag og praktiske greb, som kan være med til at fremtidssikre arbejdsmarkedet.
Fx foreslår forummet, at man skaber flere økonomiske incitamenter til de seniorer, der bliver længere på arbejdsmarkedet. Forummet foreslår også, at de kompetencer, frivillige opnår i civilsamfundet, i endnu højere grad bør anerkendes som realkompetencer i uddannelsessystemet og som erfaring på cv’et.
”Vi kan i høj grad takke den danske arbejdsmarkedsmodel for, at vi både har et stærkt velfærdssamfund og et konkurrencedygtigt erhvervsliv. Men det må ikke gøre os blinde for de store udfordringer, vi står overfor, i takt med at demografien, teknologien og arbejdslivet ændrer sig. De sidste 10 år har arbejdsstyrken udvidet sig markant – især takket være international arbejdskraft og flere seniorer – men nu ser vi ind i en årrække, hvor arbejdsstyrken stagnerer samtidig med, at der kommer flere ældre. Regnestykket går ganske enkelt ikke op, hvis vi bare fortsætter som hidtil – og det må vi se på med åbne øjne,” siger administrerende direktør i KL, Kristian Vendelbo, og fortsætter:
”Derfor har det været vigtigt for os, at vi med forummet kan præsentere et nuanceret og dialogsøgende indspil til debatten om fremtidens arbejdsmarked. Jeg håber, at forummets arbejde og indsigter kan blive en løftestang for, vi som samfund for alvor får taget hul på diskussionen om, hvad vi i fællesskab skal gøre for at ruste det danske arbejdsmarked til fremtiden. Fra kommunernes side er vi klar til samarbejde, dialog og handling.”
For at fortsætte dialogen inviterer Forum for fremtidens arbejdsmarked til konference den 23. september. Her uddybes publikationen, og deltagerne inviteres til at drøfte mulige løsninger og næste skridt for fremtidens arbejdsmarked.
Fakta
Her er medlemmerne af Forum for fremtidens arbejdsmarked:
– Claus Juhl, direktør, FORSKEL og formand for Forum for fremtidens arbejdsmarked
– Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors, Danmark
– Anna Ilsøe, lektor, FAOS, Københavns Universitet
– Bjarne Hastrup, adm. direktør, ÆldreSagen
– Camilla Holm, koncerndirektør, PFA
– Christine Ravn Lund, forkvinde, Dansk Ungdoms Fællesråd
– Jacob Holbraad, adm. direktør, DA
– Jan Damsgaard, professor, CBS
– Kristian Vendelbo, adm. direktør, KL
– Martin Præstegaard, adm. direktør, ATP
– Morten Skov Christiansen, formand, FH
– Sara Vergo, formand, DJØF
– Sophie Danneris, ph.d., projektchef, TrygFonden
– Stina Vrang Elias, adm. direktør, Tænketanken DEA
– Torben M. Andersen, professor i nationaløkonomi, Aarhus Universitet
Kontakter
KL's pressevagt
Tlf:33703333Links
Om KL
KL er interesseorganisation for de 98 kommunalbestyrelser og arbejder for, at kommunerne har de bedst mulige rammer til at prioritere velfærd og økonomi og til at udvikle kommunen lokalt. KL bidrager til – sammen med kommunerne – at videreudvikle det danske kommunestyre og lokaldemokrati. KL er samtidig arbejdsgiverorganisation og forhandler overenskomster for kommunernes ca. 500.000 ledere og medarbejdere.
Læs mere: www.kl.dk
Følg pressemeddelelser fra KL
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra KL
KL: Godt med lettere adgang til arbejdskraft udefra – vigtigt med fokus på integration i lokalsamfundet30.6.2025 11:48:35 CEST | Pressemeddelelse
KL bakker op om ny erhvervsordning, der skal gøre det lettere for danske arbejdspladser med overenskomst at rekruttere internationale medarbejdere. Samtidig understreger KL, at arbejdskraft udefra også skal integreres i lokalsamfundet.
KL: Kommissorium lægger de rette skinner til et nyt tilskuds- og udligningssystem17.6.2025 09:20:50 CEST | Pressemeddelelse
KL kvitterer for det nye kommissorium for Finansieringsudvalgets kommende arbejde med tilskuds- og udligningssystemet. Kommissoriet afspejler i høj grad de principper og hensyn, som en enig borgmesterkreds har spillet ind med.
Årets økonomiaftale fastholder sidste års sporskifte og giver mulighed for at udvikle velfærden27.5.2025 13:13:21 CEST | Pressemeddelelse
Økonomiaftalen for 2026 er på plads. Der kommer flere penge til at løfte velfærden og bygge og renovere rammerne omkring den. Det er en fortsættelse af det ønske om at udvikle velfærden, der blev søsat ved sidste års økonomiaftale. Det er helt nødvendigt for at gøre vores samfund mere robust og skabe tryghed i hverdagen.
Aftale om udmøntningen af beskæftigelsesreformen er på plads21.5.2025 18:16:17 CEST | Pressemeddelelse
Med aftalen om, hvordan beskæftigelsesreformen skal udmøntes, får kommunerne bl.a. mere tid til at finde de planlagte besparelser på beskæftigelsesindsatsen, og samtidig afsættes der flere midler til at klæde medarbejderne på til at skulle arbejde på en ny måde.
Ny psykiatriaftale får ros fra KL: Et vigtigt skridt mod en bedre hverdag for flere børn, unge og voksne19.5.2025 11:08:51 CEST | Pressemeddelelse
I KL glæder formand for Socialudvalget, Ulrik Wilbek, sig over den nye politiske aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien. Særligt løftet af socialpsykiatrien og opbakningen til det lettilgængelige tilbud til børn og unge møder ros.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum