Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive

Nyt forskningsprojekt skal øge livskvaliteten for patienter med åreforkalkning i benene

Del

Med udviklingen af ny app sætter forskningsprojekt fra Regionshospitalet Viborg fokus på patienter med åreforkalkninger i benene, også kaldet vindueskiggersyndrom. Målet er at støtte og motivere patienterne til at gennemføre den vigtige gangtræning og efterleve de forebyggende anbefalinger for på den måde at øge patienternes livskvalitet.

Patienter med åreforkalkning i benene har brug for hjælp og støtte for at gennemføre eksempelvis daglig gangtræning, mener forskningssygeplejerske Marie Dahl fra Karkirurgi på Regionshospitalet Viborg.
Patienter med åreforkalkning i benene har brug for hjælp og støtte for at gennemføre eksempelvis daglig gangtræning, mener forskningssygeplejerske Marie Dahl fra Karkirurgi på Regionshospitalet Viborg. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

En bevilling på 5,2 millioner kroner fra Hjerteforeningen giver startskuddet til et nyt forskningsprojekt, der på sigt skal komme karkirurgiske patienter i hele landet til gavn. Projektet er ledet af Marie Dahl, der er forskningssygeplejerske ved Karkirurgi på Regionshospitalet Viborg og lektor ved Aarhus Universitet.

Hun glæder sig over muligheden for at udvikle et nyt støtteværktøj til en stor patientgruppe, som aktuelt ikke tilbydes systematiseret opfølgning.

- Målgruppen for projektet er patienter med ikke-kritisk og dermed ikke-operationskrævende åreforkalkning i benene. For dem er standardbehandlingen gangtræning, rygestop og forebyggende kolesterolsænkende og blodfortyndende medicin. Behandlingen er dermed langt hen ad vejen noget, patienterne selv kan gøre for at få det bedre, men patienterne oplever typisk en række barrierer i forhold til at få anbefalingerne omsat til praktisk dagligdag, fortæller Marie Dahl.

I det nye projekt bliver den nyeste forskning inden for adfærdsvidenskab anvendt for at hjælpe og støtte patienterne med at efterleve de veldokumenterede anbefalinger.

- Vores mål er at udvikle og teste en app, der kan støtte dem i at komme i gang og fastholde indsatsen ved samtidig at give dem en bedre forståelse af deres sygdom og behandling, fortæller Marie Dahl.

Øget gangdistance gavner livskvaliteten

I Danmark blev knap 150.000 patienter diagnosticeret med åreforkalkning i benene i perioden 2000-2018. Åreforkalkning i benene giver nedsat blodforsyning og kan medføre store smerter ved gang. Ubehandlet vil sygdommen ofte forværres og føre til tiltagende forsnævring og i værste fald risiko for amputation.

- Ved åreforkalkning i benene kan det gøre voldsomt ondt at gå selv korte distancer som 100 meter. Det betyder, at en del patienter holder sig hjemme, føler sig isolerede og ofte oplever nedsat livskvalitet, forklarer Marie Dahl og fortsætter:

- Vi antager, at træning og støtte vil forbedre patienternes gangdistance, så det bliver muligt at gå til købmanden eller deltage i sociale arrangementer. Med forbedret gangdistance følger dermed både mindre social isolation og færre smerter og bekymringer, hvilket samlet set øger livskvaliteten for patienterne.

Åreforkalkning i benene er desuden forbundet med øget risiko for blodpropper i hjerte og hjerne, og kombinationen af gangtræning, rygestop og forebyggende medicin er derfor afgørende for patienternes helbred.

- Men en del patienter oplever, at det er svært at fastholde tiltagene, dels fordi det kræver en daglig indsats, og dels fordi mange ikke opfatter standardbehandlingen som en egentlig behandling sammenlignet med et kirurgisk indgreb. Derfor har de brug for ekstra støtte og vejledning, vurderer Marie Dahl.

Patienterne hjælper med udviklingen

I projektet skal patienter fra Regionshospitalet Viborg, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital hjælpe forskerne med at udvikle og teste den nye telerehabiliterende app.

App’en skal blandt andet indeholde information om sygdom og behandling, støtte og motivere patienterne til den vigtige gangtræning og monitorere patienternes trivsel og træning. Samtidig vil app’en indeholde forskellige moduler, der kan hjælpe patienterne med at navigere i livet med sygdommen, få svar på spørgsmål og træffe informerede valg.

- Det er meget vigtigt for os, at patienterne er med til at udvikle app’en, så den imødekommer deres ønsker og  behov. På den måde kan vi få bedre indsigt i, hvordan vi bedst hjælper netop denne patientgruppe, forklarer Marie Dahl.

Hun peger på, at app’en blandt andet giver mulighed for at tilbyde patienterne information via både lyd, skrift og video, ligesom der kan gøres brug af forskellige former for varslinger, påmindelser og ”belønninger” i app-systemet.  

- En app vil ikke være løsningen for alle. Men den kan være et godt supplement og et ekstra tilbud til patienterne, og samtidig kan den være et nyttigt redskab i et presset sundhedsvæsen, hvor det er nødvendigt at prioritere de knappe ressourcer, siger Marie Dahl.

Forskningsprojektet strækker sig over fem år. Ud over fokus på gangtræning og trivsel, undersøger projektet også, om app’en og den ekstra støtte har betydning for patienternes efterlevelse af den medicinske behandling, for patienternes tilknytning til arbejdsmarkedet og for antallet af besøg på hospitalet.

Fakta om forskningsprojektet

  • Forskningsprojektet udvikler og tester en mobil app til telerehabilitering for patienter med ikke-kritisk åreforkalkning i benene.
  • App’en kombinerer monitorering af gangtræning og trivsel, personlig vejledning og digital information, så patienterne får støtte til at fastholde gangtræning, rygetop og forebyggende medicin
  • Projektet gennemføres over en femårig periode med involvering af både patienter, sundhedspersonale og forskere.
  • Hjerteforeningen støtter projektet med 5,2 millioner kroner
    (bevillingsnummer 2025-12767).
  • Projektet er ledet af forskningsansvarlig sygeplejerske Marie Dahl, Regionshospitalet Viborg.
  • Medansøger er desuden:
    • Professor Jes Lindholt, Odense Universitetshospital
    • Overlæge Lars Frost, Hospitalsenhed Midt
    • Professor Cecilie Thøgersen-Ntomani, Syddansk Universitet
    • Professor Nikos Ntoumanis, Syddansk Universitet
    • Professor Peter Schneider-Kamp, Syddansk Universitet
    • Overlæge Jacob Budtz-Lilly, Aarhus Universitetshospital

Kontakter

Billeder

Patienter med åreforkalkning i benene har brug for hjælp og støtte for at gennemføre eksempelvis daglig gangtræning, mener forskningssygeplejerske Marie Dahl fra Karkirurgi på Regionshospitalet Viborg.
Patienter med åreforkalkning i benene har brug for hjælp og støtte for at gennemføre eksempelvis daglig gangtræning, mener forskningssygeplejerske Marie Dahl fra Karkirurgi på Regionshospitalet Viborg.
Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt
Download
Forskningssygeplejerske Marie Dahl fra Karkirurgi på Regionshospitalet Viborg håber, at det nye forskningsprojekt kan komme fremtidige karkirurgiske patienter til gavn.
Forskningssygeplejerske Marie Dahl fra Karkirurgi på Regionshospitalet Viborg håber, at det nye forskningsprojekt kan komme fremtidige karkirurgiske patienter til gavn.
Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt
Download

Om Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive

Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Heibergs Alle 5A
8800 Viborg

Hospitalsenhed Midt er den næststørste af fem hospitalsenheder i Region Midtjylland. Enheden rummer Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive. De fire hospitaler beskæftiger tilsammen cirka 4200 medarbejdere, som årligt behandler omkring 350.000 ambulante dagspatienter og udskriver flere end 50.000 patienter efter indlæggelse.

Følg pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye