Nikolaj Kunsthal

Modstand som arv

Del

Udstillingen Play Pen Prodigy undersøger barndommens rum og de strukturer, der former børn – fysisk, mentalt og kulturelt. Med udgangspunkt i kravlegårde og legehuse sætter kunstner Sofie Winther fokus på, hvordan normer og værdier internaliseres gennem opdragelse og leg. Udstillingen, der er en del af projektrummet Platform, er kurateret af SOS Megazine.

Børnemagt - modstand som arv 
Når voksenverdenens rammer og regler træder frem fra legehusets inderside, fremstår det ‘velkendte’ både genkendeligt og foruroligende; som en vrangside der ikke længere (kun) indbyder til leg, men bliver en påmindelse om (masse)produktion og effektivisering. Udstillingen Play Pen Prodigy trækker tråde tilbage til den danske børnemagt-bevægelse og beskæftiger sig med modstand som arv. Den insisterer på at ligestille værdien af børn og voksne. 

I Play Pen Prodigy bidrager skulptur, video, lyd og duft til en samlet oplevelse, hvor grænserne mellem hjem, institution, produktion og fantasi begynder at flyde. Udstillingen undersøger, hvordan leg ofte fungerer som en kontrolleret proces – et redskab der former børn til fremtidige samfundsborgere, som tilpasser sig sociale og kulturelle forventninger. 

Sofie Winther (f. 1991) er en interdisciplinær kunstner, der arbejder med skulptur, performance og video. Hendes praksis undersøger, hvordan strukturer som slægtskab, arbejde og magt formes og internaliseres i hverdagen. Anika Larsen

Fra oprør til vuggevise 
Udstillingen beskæftiger sig med oprør og identitetssøgen og refererer til ungdomsfilm som Fucking Åmål (1998) og Vi är bäst! (2013). Et blyantsportræt af kunstner Allan Lilholt (f. 1976, han/ham – elev på Kunstskolen Bifrost, en kunstskole for voksne kunstnere med særlige behov i Randers) forestiller de to hovedpersoner fra Fucking Åmål, som de kunne se ud i dag. Portrættet bliver et billede på tidens gang, idealernes bevægelighed og frihedens bestandighed. Hvad sker der, når ungdommen bliver voksen? 

I et videoværk performer lydkunstner Joëlle McGovern Serret (f. 1993, Australien, they/them) et cover af punksangen Sex Null Två, kendt fra Vi är bäst!. Sangteksten fremføres uden for kunstnerens modersmål – ordene forvrænges, og ‘følelsen’ bliver det bærende element. Oprøret bliver til en vuggevise; et ekko af noget genkendeligt og en refleksion over sprogets og følelsernes forvandling. 

Udstillingen Play Pen Prodigy placerer sig i krydsfeltet mellem opdragelse og oprør – som en institution i fordærv og et forsøg på at gentænke, hvordan vi måler værdi. 

Udstillingen kan opleves i perioden 28. august – 5. oktober 2025.  Der er fernisering onsdag d. 27. august kl. 16:00-20:00. Fri entré og gratis øl fra Depanneur – til de første og de hurtige!

I forbindelse med udstillingen udkommer SOS Megazine som en særudgave til børn og unge. Magasinet udkommer og lanceres på dagen for udstillingens finissage, som finder sted 2. oktober kl. 16-18. 

Udstillingen Play Pen Prodigy er støttet af Københavns Kommune, Statens Kunstfond, Beckett Fonden, Rådet for Visuel Kunst. Projektrummet Platform er støttet af Det Obelske Familiefond.  

Siden 2022 har Nikolaj Kunsthal – med støtte fra Det Obelske Familiefond – drevet et udstillingsrum dedikeret til kollaborationer mellem nyuddannede kunstnere og kuratorer. Sannie Nielsen

Nøgleord

Kontakter

Kort om Sofie Winther

Sofie Winther (f. 1991) er en interdisciplinær kunstner, der arbejder med skulptur, performance og video. Hendes praksis undersøger, hvordan strukturer som slægtskab, arbejde og magt formes og internaliseres i hverdagen. Gennem brug af readymades, duft og surrealisme undersøger hun parasitære relationer og gensidig afhængighed med særlig fokus på moderskab, fødslen som arbejdskraft og institutionelle systemer. Hendes værker udforsker spændingsfeltet mellem omsorg og kontrol og åbner op for refleksion over kapitalisme, institutionalisering og global forbrugskultur.

Kort om SOS Megazine

SOS Megazine er et tidsskrift for poesi, kunst, mode, kritik og aktivisme. Bag magasinet står Nynne Roberta Pedersen Pedersen, Ulrikke Bak, Lars Skinnebach og Lassi B. Ondesen. Magasinet blev startet i 2022 og er siden udkommet på print tre gange årligt. For hvert nummer inviterer redaktionen skiftende kunstnere og forfattere til at bidrage, og på bladets 112 sider er der altid både etablerede navne og helt nye stemmer repræsenteret. Magasinet udstikker ikke specifikke emner eller temaer, men giver sine bidragsydere frit spil til at eksperimentere og lege med formatet. Magasinet er skabt med et ønske om at kunne være et samlende sted for forskellige stemmer og udtryk og kritisk stillingtagen, samtidig med at det er formidlende og underholdende i forhold til en større offentlighed.

Kort om Platform

Siden 2022 har Nikolaj Kunsthal – med støtte fra Det Obelske Familiefond – drevet et udstillingsrum dedikeret til kollaborationer mellem nyuddannede kunstnere og kuratorer. Under overskriften Platform præsenterer Nikolaj Kunsthal seks årlige udstillinger, der er udvalgt med assistance fra en ekstern fagkomité bestående af Esben Weile Kjær (kunstner), Ilethia Sharp (kurator, gallerist), Ida Kvetny (kunstner) og Magnus Kaslov (kurator). Platform har indtil videre budt på et varieret miks af medier, genrer og udtryk – med bidrag fra kunstnere som Mette Riise, Ruby Ndoye, Laurits Gulløv, Clara Busch og Lina Hashim, for blot at nævne nogle få.

Om Nikolaj Kunsthal

Nikolaj Kunsthal præsenterer især dansk samtidskunst i unikke historiske omgivelser midt i København.

Kunsthallen er beliggende i den gamle Sankt Nikolaj Kirke, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. Den smukke arkitektur indgår i samspil med skiftende udstillinger, senest af bl.a. Shane Brox, Mikkel Carl, Radar Contemporary, Ditte Ejlerskov og Nikoline Liv Andersen. Nikolaj Kunsthal har sit fokus på Københavns samtidskunstscene og er optaget af kunstmøder på tværs af genrer, medier og formater.

Kunsthallen præsenterer også løbende koncerter, performances, omvisninger, middage, talks og ikke mindst det nye udstillingsrum Platform, der er dedikeret til unge kunstnere og kuratorer. Læs mere på nikolajkunsthal.dk         

Følg pressemeddelelser fra Nikolaj Kunsthal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Nikolaj Kunsthal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye