
Nic. Christiansen Gruppen køber Autohuset Vestergaard i stor udvidelse af koncernen
Nic. Christiansen Gruppen har indgået en aftale om at overtage Autohuset Vestergaard, der er en af Danmarks største forhandlerkæder.

Opkøbet er en markant strategisk investering, der udbygger Nic. Christiansen Gruppens allerede stærke position på det danske marked og understøtter koncernens vækstambitioner.
Derfor ser Nic. Christiansen Gruppens administrerende direktør, Niels Vrist Bertelsen, også store perspektiver i opkøbet af Autohuset Vestergaard, der føjer mere end 800 nye, dygtige medarbejdere til koncernen.
"Vi er meget glade for at kunne byde Autohuset Vestergaard velkommen i Nic. Christiansen Gruppen. Det er en respekteret, velrenommeret og meget kompetent forhandlerkæde, som passer godt ind i vores koncern både i forhold til værdier og ekspertise,” siger Niels Vrist Bertelsen og fortsætter:
”Autohuset Vestergaard er en veldrevet forretning med stærke lokale rødder og en høj grad af troværdighed blandt både kunder og samarbejdspartnere. Opkøbet er en markant begivenhed i Nic. Christiansen Gruppens historie og understreger vores fortsatte strategieksekvering, hvor vi udvider forretningen og konsoliderer vores stærke position på det danske marked.”
To familieejede virksomheder
Autohuset Vestergaard er en familieejet virksomhed, som blev stiftet i 1983 og har opbygget en robust forretning med 15 filialer i en række danske byer på tværs af landet. Virksomheden forhandler et bredt udvalg af bilmærker – heriblandt Ford, som Nic. Christiansen Gruppen importerer. Fra 2026 vil Hyundai, som ligeledes importeres af Nic. Christiansen Gruppen, også blive solgt fra Autohuset Vestergaards lokationer på Fyn og i det sydlige Jylland.
Opkøbet betyder også, at Nic. Christiansen Gruppen byder velkommen til nye mærker som Volvo, Polestar, Renault og Dacia samt lastbiler fra både Volvo og Renault – hertil kommer ligeledes en veldrevet leasingforretning. Endvidere indgår der også Autohuset Vestergaards aktiviteter inden for salg og opbygning af handicapbiler og institutionsbusser, samt indretning og specialopbygninger af varevogne.
Desuden har Autohuset Vestergaard et stort fokus på kundeservice og lokal tilstedeværelse, hvilket er fokusområder, som Nic. Christiansen Gruppen vil fastholde og bygge videre på, forklarer Niels Vrist Bertelsen.
”Vi ser et stærkt strategisk og værdimæssigt match med Autohuset Vestergaard. Begge selskaber har rødder i dansk familieiværksætteri og drives med et stærkt personligt engagement fra ejerfamilierne. Samtidig har vi en fælles forståelse for vigtigheden af stabile relationer, ordentlighed og fokus på kvalitet i både kundeoplevelse og medarbejderkultur,” siger Niels Vrist Bertelsen.
Hans Vestergaard, stifter af Autohuset Vestergaard, er ligeledes glad for aftalen, som sikrer, at hans livsværk føres videre i samme ånd, som det har været drevet i 42 år.
"Vores familie har vurderet, at dette var det rigtige tidspunkt at finde en ny ejer til Autohuset Vestergaard, og vi er meget tilfredse med at se selskabet blive en del af en stærk, familieejet koncern som Nic. Christiansen Gruppen. Vi føler os meget trygge ved, at matchet er det helt rigtige både for Autohuset Vestergaard og vores mange dygtige medarbejdere. Hos Nic. Christiansen Gruppen vil vores ånd leve videre og arbejdet fortsætte med samme høje standarder som altid,” siger Hans Vestergaard og fortsætter:
”Vi deler mange af de samme værdier, og vi ser frem til at fortsætte Autohuset Vestergaards rejse som en del af Nic. Christiansen Gruppen,” siger han.
Også medejer af Nic. Christiansen Gruppen, Birthe Christiansen, hvis far stiftede virksomheden, samt tredje generation, Camilla og Carina Christiansen, ser frem til at få Autohuset Vestergaard ind i familieforetagendet.
“I vores familieejede koncerns historie har kerneværdier som ordentlighed og sammenhold været afgørende for vores udvikling. De samme værdier fylder i Autohuset Vestergaard, og derfor glæder vi os til at byde medarbejdere og virksomheden velkommen i Nic. Christiansen Gruppen,” siger Birthe Christiansen.
Autohuset Vestergaard kommer til at køre videre under samme navn, men nu med Nic. Christiansen Gruppen som ny ejer. Udover de 15 forretninger, som kæden aktuelt råder over, vil Terminalens butikker i Aarhus, Birkerød, Amager og Taastrup også blive en del af Autohuset Vestergaard.
Nic. Christiansen Gruppens opkøb af Autohuset Vestergaard er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse af handlen.
Kontakter
Daniel Løvbjerg JørgsenCorporate Communication Manager
Tlf:+45 22 86 48 48danjoe@nc.dkOm Nic. Christiansen Gruppen
Nic. Christiansen Gruppen:
- Nic. Christiansen Gruppen er en af Danmarks største bilkoncerner, der siden grundlæggelsen i 1967 har arbejdet med bilimport og -detailsalg samt finansiering og leasing af biler.
- Den familieejede koncern har hovedsæde i Kolding og står i dag blandt andet for den danske import af Hyundai, BYD, Jaecoo, Omoda, Land Rover, Jaguar, NIO og firefly samt Honda i Finland og Baltikum. Herudover ejer koncernen de fem bilkæder Bayern AutoGroup, ERA BILER, May & Olde (pt. 12 BMW-forhandlere i Slesvig-Holsten), Terminalen og British MotorGroup samt værkstedskæden Skorstensgaard og leasing- og finansieringsselskabet NCG Importer Finance.
- Nic. Christiansen Gruppen har mere end 1.600 ansatte, der er fordelt over koncernens aktiviteter i Danmark, Tyskland, Finland og Baltikum.
Autohuset Vestergaard:
- Autohuset Vestergaard blev grundlagt som bil- og lastbilforhandler i 1983 og har siden da udvidet forretningen løbende med opkøb og til også at indeholde leasing, opbygning af handicapbiler, institutionsbusser, lastbiler, varevogne, service af busser og marineservice mv..
- Autohuset Vestergaard er en af Danmarks største bilforhandlerkæder med autoriseret salg af 11 bilmærker - herunder Ford, Volvo, Renault, Dacia og Polestar.
- Autohuset Vestergaard har forhandlingen af Volvo lastbiler, Renault lastbiler og større varevogne, og Volvo Penta Marineservice, samt MAN service af lastbiler og varevogne.
- Virksomheden har 15 filialer fordelt på Jylland, Fyn og Nordsjælland – blandt andet i byer som Horsens, Vejle, Kolding, Fredericia, Grindsted, Odense, Svendborg, Aarhus, Nærum, og Hillerød.
- Autohuset Vestergaard beskæftiger mere end 800 medarbejdere.
Følg pressemeddelelser fra Nic. Christiansen Gruppen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.