DTU-forsker skal hjælpe EU med at forstå klimaet

Del

Sebastian Bjerregaard Simonsen, seniorforsker ved DTU Space, er blevet udpeget til EU’s Advisory Board for Destination Earth, som udvikler en digital tvilling af Jorden for bedre at forstå og forudsige klimaforandringer og deres konsekvenser.

Sebastian Bjerregaard Simonsens udpegning styrker DTU’s position som nøglespiller i den digitale transformation af Europas klimaindsats. Foto: DTU
Sebastian Bjerregaard Simonsens udpegning styrker DTU’s position som nøglespiller i den digitale transformation af Europas klimaindsats. Foto: DTU

Udpegningen er en anerkendelse af Sebastian Bjerregaard Simonsens faglige ekspertise inden for klimamodellering og jordobservation og placerer DTU centralt i udviklingen af en af Europas mest avancerede digitale satsninger.

Destination Earth er et initiativ fra Europa-Kommissionen, der skal udvikle en digital kopi af Jorden, så forskere og politikere bedre kan se, hvordan klimaet ændrer sig – og hvad vi kan gøre ved det.

”Jeg er glad for at kunne præge et projekt, der kan gøre en forskel for Europas klimaindsats,” siger Sebastian Bjerregaard Simonsen, der forsker i ændringer af indlandsis, både i Arktis og Antarktis. Disse ændringer påvirker direkte vores verdenshave og får dem til at stige.

Som nyt medlem af panelet, der består af eksperter fra forskningsverdenen, industrien og offentlige myndigheder, skal Sebastian Bjerregaard Simonsen rådgive Europa-Kommissionen om den langsigtede udvikling af Destination Earth.

“Projektet har potentiale til at revolutionere vores forståelse af klimaet og give beslutningstagere et langt mere præcist grundlag for at håndtere klimaforandringerne. Jeg ser frem til at bidrage med viden om isens rolle i det globale klimasystem,” siger Sebastian Bjerregaard Simonsen.

DTU Space spiller allerede en ledende rolle i udviklingen af digitale modeller af indlandsisen. Instituttet bidrager med forskning i, hvordan afsmeltning af isen påvirker havniveauet i specifikke områder – for eksempel langs de danske kyster.

Målet fra Europa-Kommissionen er at vi 2030 har en fuld digital tvilling af jorden og vil hjælpe både forskere og politikere med at tage bedre beslutninger om klimaet.

Læs mere om EU-projektet Destination Earth. 

Kontakter

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye