Sakskøbing BoligselskabSakskøbing Boligselskab

Første beboere flytter ind i Rørbækhuse

Del

Mandag den 4. august var en længe ventet dag for mange. Her kunne de første beboere i Rørbækhuse sætte nøglen i døren til deres nye hjem. En af dem er Lise Autzen på 80 år, der flytter ind efter flere års ventetid.

En kvinde står foran sin nye bolig med en paraply og en buket blomster.
Lise Autzen har stået på venteliste til en bolig i Rørbækhuse lige siden byggeriet begyndte. Nu har hun fået nøglerne til sit nye hjem. Foto: Boligkontoret Danmark

”Jeg er meget begejstret for mit nye hjem. Der er en god planløsning, alt er nyt, der er gulvvarme, og det hele er vedligeholdelsesfrit. Samtidig er det tæt på både Sakskøbing og indkøbsmuligheder,” fortæller Lise Autzen, mens hun tager et hvil fra udpakningen.

Hun blev skrevet op til en af boligerne for mere end tre år siden, efter at hun havde solgt sin villa i Sakskøbing.

”Jeg havde brug for noget mindre og mere overskueligt. Nu kan jeg klare terrassen med en kost, og alt andet tager viceværterne sig af – det er en kæmpe lettelse,” siger hun.

37 nye boliger midt i Sakskøbing

Sakskøbing Boligselskab har opført 37 nye almene boliger på den grund, hvor Rørbæk Skole tidligere lå – mellem Nykøbingvej, Hasegade, Saxes Allé og Skolegade.

Boligerne er opført i ét og to plan med to, tre og fire rum, og de er placeret omkring et grønt, indre gårdrum.

Udfordringer undervejs – men nu er boligerne klar

Lene Rørholt, formand for Sakskøbing Boligselskab, glæder sig over, at beboerne nu endelig kan flytte ind:

”Færdiggørelsen af boligerne har været præget af en række uforudsete udfordringer, som har forsinket processen. Men vi har fastholdt de høje kvalitetskrav hele vejen igennem og sikret et solidt og holdbart resultat. Det glæder os at kunne byde beboerne velkommen i boliger, der lever op til vores standarder,” siger formanden. Hun ser frem til at markere indvielsen af den nye afdeling med borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen, og samarbejdspartnere til september.

Klar til naboskab og kaffeklub

Lise Autzen har allerede hilst på flere af sine nye naboer – og nogle af dem kendte hun endda i forvejen.

”Jeg har boet hele mit liv i Sakskøbing, så der er altid nogle kendte ansigter,” fortæller hun.

Hun håber på et aktivt og godt naboskab i Rørbækhuse og er klar til at tage initiativ:

"Efter jeg havde solgt min villa, og mens jeg ventede på at få en bolig her i Rørbækhuse, boede jeg hos en ven. Der fik jeg startet både en kaffeklub og genstartet en petanqueklub – og det kunne være rigtig hyggeligt at gøre igen, hvis der er stemning for det her," siger hun, inden hun tager fat på næste flyttekasse.

I begyndelsen af september står samtlige boliger i Rørbækhuse klar til at tage imod de nye beboere.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Dronefoto af Rørbækhuse i solskinsvejr, set oppefra.
Dronefotografi af Rørbækhuse, august 2025. Foto: Decento
Download
Dronefoto af et boligområde i Rørbækhuse med træer og marker i baggrunden. August 2025.
Dronefotografi af Rørbækhuse, august 2025. Foto: Decento
Download

Sakskøbing Boligselskab er et alment boligselskab med mere end 600 boliger beliggende i og omkring Sakskøbing, Radsted og Guldborg.

Sakskøbing Boligselskab administreres af Boligkontoret Danmark, der som en foreningsbaseret nonprofitorganisation leverer administration, rådgivning og serviceydelser til mere end 35.000 lejeboliger landet over for både boligselskaber og kommuner.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye