Dansk Skoleidræt

Nyt projekt skal styrke legen for elever i specialundervisning

Del

Dansk Skoleidræt modtager 12,6 mio. kr. fra LEGO Fonden til at etablere Legepatruljer i specialundervisningen. Mere end 3000 elever forventes at få glæde af initiativerne.

Der er aktive Legepatruljer over hele landet, hvor store elever - som her på Thyregod Skole - sætter gang i frikvartersaktiviteter for deres yngre skolekammerater. Nu etablerer Dansk Skoleidræt med støtte fra LEGO Fonden en version særlig målrettet specialundervisningstilbud.
Der er aktive Legepatruljer over hele landet, hvor store elever - som her på Thyregod Skole - sætter gang i frikvartersaktiviteter for deres yngre skolekammerater. Nu etablerer Dansk Skoleidræt med støtte fra LEGO Fonden en version særlig målrettet specialundervisningstilbud. Foto: Johnny Wichmann / Dansk Skoleidræt

Et nyt, markant projekt skal give børn med autisme, ADHD og lignende diagnoser bedre muligheder for at trives i skolen. Med en bevilling på 12,6 millioner kroner fra LEGO Fonden lancerer Dansk Skoleidræt en tilpasset version af Legepatruljen, som i samspil med andre aktiviteter til målgruppen skal udbredes til 85 specialundervisningstilbud over hele landet i de kommende tre år.

Elever i specialundervisningstilbud oplever ofte eksklusion fra sociale fællesskaber med jævnaldrende i almindelige grundskoler på grund af adfærds-, sociale, følelsesmæssige eller kognitive udfordringer, og det kan føre til en barndom præget af ensomhed, isolation og social usikkerhed.

Formålet med projektet er at imødekomme det ved at styrke sociale, følelsesmæssige og kognitive kompetencer hos eleverne gennem struktureret leg og trygge bevægelsesbaserede fællesskaber. Projektet bygger på Dansk Skoleidræts mere end 20 års erfaring med at skabe aktive frikvarterer i folkeskolen med Legepatruljen, hvorfra der nu tilpasses til en ny målgruppe i tæt samarbejde med specialundervisningstilbud, elever og eksperter.

– Partnerskabet med LEGO Fonden har en størrelse, der giver Dansk Skoleidræt mulighed for at understøtte specialundervisningen markant. Det er et område, vi længe har ønsket at give et målrettet tilbud, så vi er både stolte og taknemmelige for, at det nu kan realiseres. Leg er et stærkt redskab til at fremme elevernes trivsel og motivation for deltagelse i timerne, og nu kan vi virkelig gøre en forskel på området, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.

Lærere og pædagoger kompetenceudvikles
Projektet vil bl.a. tilbyde strukturerede legeprogrammer og materialer til både elever og pædagogisk personale i skolerne. En del af projektet handler således om at uddanne lærere og pædagoger samt udvikle modeller, der integrerer leg som en naturlig og meningsfuld del af skoledagen – både i frikvarteret og i undervisningen.

- I LEGO Fonden ønsker vi at bidrage til børns sociale, faglige og mentale trivsel, og vi ved, hvor vigtige gode fællesskaber og glæde i skoledagen er for netop det. Vi ved også, at leg kan styrke børns trivsel, og det glæder os, at Dansk Skoleidræt med dette projekt får mulighed for at gøre leg mere tilgængelig og meningsfuld for børn i specialundervisningstilbud, siger Michael Stahl, LEGO Fondens landedirektør for Danmark.

Projektet indledes med en udviklingsfase i tæt samarbejde med fem specialundervisningstilbud, hvorefter der følger en bred implementering og løbende evaluering frem mod 2028. Dansk Skoleidræt forventer, at mere end 2000 undervisere og 3400 elever vil få direkte gavn af initiativet.

Fakta – nye indsatser til specialundervisningen

  • Projektet indbefatter en tilpasset version af det velkendte koncept Legepatruljen samt at udvikle initiativerne ”Aktive gårdvagter” og ”Legeklasser”.
  • Projektperioden løber fra 2025–2028.
  • Det realiseres af Dansk Skoleidræt med en bevilling på 12,6 mio. kr. fra LEGO Fonden.
  • Målet er at nå 85 specialundervisningstilbud, hvilket både kan være specialskoler eller specialklasser på almenskoler. Herigennem skal 3400 elever og 2125 undervisere have gavn af projektet.
  • Indholdet vil være elev- og personaleuddannelse, legepakker, materialer og struktureret frikvartersleg.
  • Det overordnede formål er at styrke trivsel, deltagelse og sociale færdigheder gennem leg for neurodivergente elever, fx med autisme, ADHD eller lignende diagnoser.
  • Det er samtidig et mål for projektet at overføre viden og redskaber fra specialskoleindsatsen til det allerede etablerede Legepatruljen-koncept i almene skoler, så også elever med neurodivergens her kan opnå de samme positive effekter ved at deltage i inkluderende legeoplevelser i frikvartererne.
  • Projektet bygger på Dansk Skoleidræts mere end 20 års erfaring med Legepatruljen i almene skoler. Konceptet er udbredt på flere hundrede skoler landet over, og alene i 2023 blev mere end 2400 elever fra 136 skoler uddannet til rollen som Legepatrulje-instruktører, der kan igangsætte frikvartersaktiviteter for yngre elever.
  • Projektet udvikles i samarbejde med Videnscenter om Handicap, ADHD-foreningen og Autismeforeningen.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Der er aktive Legepatruljer over hele landet, hvor store elever - som her på Thyregod Skole - sætter gang i frikvartersaktiviteter for deres yngre skolekammerater. Nu etablerer Dansk Skoleidræt med støtte fra LEGO Fonden en version særlig målrettet specialundervisningstilbud.
Der er aktive Legepatruljer over hele landet, hvor store elever - som her på Thyregod Skole - sætter gang i frikvartersaktiviteter for deres yngre skolekammerater. Nu etablerer Dansk Skoleidræt med støtte fra LEGO Fonden en version særlig målrettet specialundervisningstilbud.
Foto: Johnny Wichmann / Dansk Skoleidræt
Download

Om Dansk Skoleidræt

Dansk Skoleidræt er en landsdækkende non-profit idrætsorganisation stiftet i 1946, der er forankret i både skole- og idrætsverdenen. Organisationens overordnede mål er at fremme læring og trivsel gennem idræt og bevægelse for alle elever i skolen.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Skoleidræt

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Skoleidræt

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye