Københavns Professionshøjskole

Laborantuddannelsen hitter: Rikke og Maja glæder sig til at fordybe sig i kemi, kvalitet og kriminalteknik

Del

Laborantuddannelsen på Københavns Professionshøjskole fik sin bedste søgning i årevis. Samtlige studiepladser er fyldt, og selve optaget er steget med 7,6 procent sammenlignet med året før.

Laborantstuderende, Københavns Professionshøjskole
Laborantstuderende, Københavns Professionshøjskole Fotograf: Lasse Martinussen, Københavns Professionshøjskole Københavns Professionshøjskole

Uddannelsen tiltrækker både unge med en spirende interesse for naturvidenskab og voksne med erfaring fra andre fagområder. To af de nye studerende er Rikke og Maja, som begge ser frem til at kombinere teori og praksis i et felt med stærke jobmuligheder og høj faglighed.

Rikke: “Jeg elsker struktur og at nørde i dybden”

Rikke Enevoldsen, kommende laborantstuderende på Københavns Professionshøjskole

31-årige Rikke Enevoldsen har arbejdet som fysioterapeut i syv år, men det var interessen for naturvidenskab – og særligt kemi – der blev ved med at trække. Under en barselsorlov fik hun tid til at mærke efter, og beslutningen om at søge ind på laborantuddannelsen voksede stille og roligt frem. Det var ikke et brud med hendes tidligere fag, men snarere et ønske om at bruge sin energi og nysgerrighed på noget mere analytisk og struktureret.

“Jeg elsker stadig fysioterapi, men jeg kunne mærke, at jeg gerne ville udfordres på en anden måde. Jeg savnede noget fagligt tungere, noget med struktur og fordybelse – og det naturvidenskabelige har altid tiltalt mig.”

Allerede i gymnasiet havde hun kemi og matematik som valgfag – og endda på højt niveau – ikke fordi hun skulle bruge det til noget bestemt, men fordi hun syntes, det var spændende. Den interesse er kun vokset med årene. Nu glæder hun sig til at nørde med laboratoriearbejde, kvalitetssikring og systematiske metoder, hvor der ofte findes ét rigtigt svar – eller i hvert fald én rigtig proces.

“Jeg glæder mig til at nørde med data og processer – og til at være et sted, hvor der er klare standarder og høje krav. Jeg tror, det passer rigtig godt til den måde, jeg arbejder og tænker på.”

Hun er især tiltrukket af idéen om, at kvalitet og præcision kan gøre en forskel – både i den farmaceutiske industri og i sundhedsvæsenet. Rikke ser det ikke som et skift væk fra at ville hjælpe mennesker, men som en ny måde at gøre det på.

“Jeg vil stadig gerne gøre en forskel for andre – men måske lidt mere bag kulisserne. Det naturvidenskabelige tiltaler mig enormt, og laborantuddannelsen virker som den helt rigtige ramme.”

Maja: “Det var den praktiske del, der overbeviste mig”

Maja Johansson, kommende laborantstuderende på Københavns Professionshøjskole

21-årige Maja Johansson har boet i København i lidt over et år, men er oprindeligt fra Blekinge i det sydlige Sverige. Interessen for kemi begyndte allerede i barndommen, da hun fik sit første eksperimentkit og blev grebet af fascinationen ved at blande stoffer og forstå, hvordan verden hænger sammen på mikroskopisk niveau.

“Jeg har altid syntes, kemi er spændende – og jeg vil gerne bruge det til at gøre en forskel. Gerne inden for kriminaltekniske undersøgelser og DNA-analyse.”

Da hun begyndte at kigge på videregående uddannelser, var det oplagt at undersøge både universiteter og erhvervsakademier. Hun overvejede kort at læse kemi på universitetet, men syntes hurtigt, at den meget teoretiske tilgang ikke passede til hendes måde at lære og arbejde på. Da hun opdagede laborantuddannelsen, var hun ikke i tvivl.

“Jeg ville ikke kun læse i bøger. Jeg ville lære med hænderne og få reel erfaring. Det tiltalte mig, at uddannelsen er så praksisnær – og at man hurtigt får mulighed for at arbejde professionelt i et laboratorium.”

Uddannelsens opbygning med halvandet år på skolebænken og ét år i lønnet praktik passer perfekt til hendes ønske om at lære i virkelige omgivelser og hurtigt kunne anvende det, hun lærer. Samtidig ser hun det som en effektiv vej til arbejdsmarkedet og en faglig platform, hun senere kan bygge videre på – eksempelvis med specialisering inden for retsmedicin.

“Om to et halvt år har jeg erfaring fra laboratoriet og er klar til at specialisere mig. Jeg ved, hvad jeg vil – og denne uddannelse giver mig det fundament, jeg har brug for.”

Maja har ikke familiemedlemmer eller venner, der arbejder som laboranter – hun har fundet retningen selv. Men hun har brugt tid på at læse om faget, undersøge muligheder og mærke efter. I dag er hun ikke i tvivl om, at hun har fundet det rigtige. Drømmen er klar: at arbejde i et kriminalteknisk laboratorium og analysere spor fra gerningssteder.

“Hvis du ringer til mig om fem år, håber jeg, at jeg sidder i et laboratorium og arbejder med DNA og bevismateriale. Det er mit mål.”

Uddannelseslederen: “Vores studerende er drevet af faglighed og nysgerrighed”

Ditte Jacobsen, uddannelsesleder for laborantuddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Ifølge uddannelsesleder Ditte Jacobsen er der flere grunde til, at laborantuddannelsen i år har haft det højeste optag siden 2021:

“Laborantuddannelsen er meget praksisnær. Vores studerende er optaget af naturvidenskab og sætter stor pris på den tætte kobling mellem teori og praksis. Halvdelen af undervisningen foregår i laboratorier, og efter 1,5 år på campus kommer de i lønnet praktik.”

Hun oplever, at uddannelsen især tiltrækker studerende, der gerne vil hurtigt i gang og samtidig have et solidt fagligt fundament. Det gælder både dem, der kommer direkte fra ungdomsuddannelser – og dem med erfaring fra andre studier eller brancher:

“Mange vælger laborantuddannelsen, fordi de gerne vil bruge deres faglighed aktivt. De vil stå i laboratoriet, fordybe sig og gøre en forskel – ikke bare sidde bag en skærm.”

Ditte Jacobsen fremhæver også det stærke studiemiljø og den faglige bredde:

“Vi har både studerende, der har brug for ekstra støtte i fx kemi og matematik, og studerende, der deltager i forskningsprojekter eller talentspor. Det giver et miljø, hvor man kan udvikle sig, uanset hvor man starter.”

Fakta om laborantuddannelsen på KP

  • 47 % fremgang i antallet af førsteprioritetsansøgninger
  • 7,6 % fremgang i optaget i 2025
  • Alle studiepladser fyldt – første gang siden 2021
  • 1,5 år på campus + 1 års lønnet praktik
  • Meget lav ledighed blandt dimittender
  • Arbejdsmarked: medicinalindustri, hospitaler, universiteter og private laboratorier
  • Stor aldersspredning og faglig spændvidde blandt studerende

For yderligere oplysninger:

Ditte Jacobsen

Uddannelsesleder

dija@kp.dk

+45 51 38 03 96

Læs mere om laborantuddannelsen på KP

Se alle tallene i Den Koordinerede tilmelding (KOT) for Københavns Professionshøjskole (pdf)

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Laborantstuderende, Københavns Professionshøjskole
Laborantstuderende, Københavns Professionshøjskole
Fotograf: Lasse Martinussen, Københavns Professionshøjskole Københavns Professionshøjskole
Download
Rikke Enevoldsen, kommende laborantstuderende (Privatfoto)
Rikke Enevoldsen, kommende laborantstuderende (Privatfoto)
Download
Maja Johansson, kommende laborantstuderende (Privatfoto)
Maja Johansson, kommende laborantstuderende (Privatfoto)
Download
Ditte Jacobsen, uddannelsesleder, laborantuddannelsen, Københavns Professionshøjskole
Ditte Jacobsen, uddannelsesleder, laborantuddannelsen, Københavns Professionshøjskole
Københavns Professionshøjskole
Download

Følg pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole

Trivselskonference: Er børn og unges trivsel alles sag?12.5.2025 13:23:03 CEST | Presseinvitation

Trivselsarbejde er grundlæggende i velfærdsprofessionelles arbejde med børn og unge. Trivselskonferencen på KP giver et indblik i Trivselskommissionens rapport og oplæg, der udforsker, hvordan dens anbefalinger kan styrke arbejdet med trivsel, mistrivsel og myndiggørelse. Bl.a. med keynote fra Rasmus Meyer, formand for Trivselskommissionen og Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Niels Steensen Grundskole og Gymnasium

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye