UNICEF og WFP advarer: Alvorlig risiko for hungersnød i Gaza
29.7.2025 14:03:34 CEST | UNICEF Danmark | Pressemeddelelse
Gaza er i akut fare for hungersnød, da mængden af fødevarer er på det laveste niveau siden konfliktens begyndelse. Det fremgår af de nyeste data fra IPC (Integrated Food Security Phase Classification), et globalt samarbejde, der overvåger fødevaresikkerheden i hele verden.

To ud af tre kriterier for at erklære hungersnød er nu overskredet i dele af Gaza, advarer Verdensfødevareprogrammet (WFP) og UNICEF. Tiden er ved at løbe ud for at kunne forhindre hungersnød gennem en omfattende humanitær indsats.
Vedvarende kamphandlinger, sammenbrud af basale samfundsfunktioner og massive begrænsninger på nødhjælp har skabt katastrofale fødevareforhold for hundredtusinder af mennesker i hele Gazastriben.
Adgang til fødevarer, som er en af de centrale indikatorer på hungersnød, er styrtdykket siden maj 2025. Mere end hver tredje indbygger (39 procent) får nu ikke mad flere dage i træk. Og flere end 500.000 mennesker – næsten en fjerdedel af Gazas befolkning – lever under forhold, der svarer til hungersnød. Resten af befolkningen oplever akut fødevareusikkerhed.
Akut underernæring, der er den anden centrale indikator på hungersnød, er steget med hidtil uset hastighed. I Gaza By er andelen af underernærede børn under fem år firedoblet på blot to måneder og ligger nu på 16,5 procent. Det vidner om en kritisk forværring af ernæringstilstanden og en voldsom stigning i risikoen for sultrelaterede dødsfald.
Rapporter om dødsfald som følge af sult og underernæring – den tredje indikator – bliver stadig mere almindelige. Men det er ekstremt vanskeligt at indsamle præcise data under de nuværende forhold, da sundhedssystemet er tæt på kollaps efter næsten tre års konflikt.
I juni blev 6.500 behandlet for underernæring – det højeste antal siden konfliktens begyndelse. I juli er tallet endnu højere, med 5.000 akut behandlingskrævende børn alene i de første to uger. Mindre end 15 procent af de nødvendige ernæringstilbud fungerer i dag, hvilket gør risikoen for dødsfald blandt spædbørn og små børn større end nogensinde.
"Udmagrede børn og spædbørn dør af sult i Gaza," siger Line Grove Hermansen, direktør for Kommunikation og Advocacy i UNICEF Danmark.
"Vi har akut brug for sikker og uhindret humanitær adgang overalt i Gaza, så vi kan opskalere indsatsen med fødevarer, ernæring, rent vand og medicin. Uden det vil forældre fortsat stå magtesløse over for det værst tænkelige – at miste et barn til sult, som vi kunne have forhindret," fortsætter hun.
På trods af en delvis genåbning af grænseovergange, er mængden af nødhjælp, der kommer ind i Gaza, stadig kun en brøkdel af det, der er nødvendigt for de flere end to millioner mennesker, der lever i Gazastriben.
For blot at dække det mest basale fødevarebehov, skal der hver måned leveres over 62.000 tons livsnødvendig bistand. Samtidig er genoptagelse af kommerciel import afgørende for at sikre varieret kost med frugt, grønt, mejeriprodukter og proteinkilder som kød og fisk.
Både UNICEF og WFP har hilst Israels løfter om forbedrede arbejdsforhold velkommen – herunder midlertidige våbenhviler og udpegede humanitære korridorer – og håber, at disse tiltag vil muliggøre en kraftig opskalering af den livreddende hjælp til de nødlidende.
De humanitære organisationer gentager deres akutte opfordringer til:
- En øjeblikkelig og vedvarende våbenhvile, der kan standse drabene, muliggøre frigivelse af gidsler og sikre livreddende humanitær adgang.
- Sikker og uhindret adgang for nødhjælp, gennem alle tilgængelige grænseovergange, for at kunne levere mad, ernæringsprodukter, rent vand, brændstof og medicin til familier i nød over hele Gaza.
- Genetablering af kommerciel trafik, så lokale markeder igen kan fungere. Civile og humanitære aktører skal beskyttes, og basale tjenester som sundhed, vand og kloak skal genoprettes.
- Langsigtet investering i lokale fødevaresystemer, herunder genåbning af bagerier og markeder samt genopbygning af landbruget.
Fakta om hungersnød:
Ifølge IPC er der hungersnød i et område, når mindst én ud af fem husholdninger står over for ekstrem mangel på mad, mindst 30 procent af børnene lider af akut underernæring, og to personer for hver 10.000 dør hver dag på grund af direkte sult eller af en kombination af underernæring og sygdom.
Kontakter
Line Grove HermansenDirektør for Kommunikation og Advocacy
Tlf:+45 2014 4430Lghermansen@unicef.dkFølg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
UNICEF: Over 2,5 millioner børn fra Ukraine på flugt23.2.2026 13:41:41 CET | Pressemeddelelse
Millioner af børn i Ukraine lever fortsat i frygt og på flugt eller fordrivelse efter fire års krig. Skoler, hospitaler og hjem er ødelagt, mange har mistet familie og venner, og hver fjerde ung har mistet håbet om en fremtid.
2026 er begyndt med fortsat vold og konflikt mod børn i Mellemøsten og Nordafrika10.2.2026 10:23:21 CET | Pressemeddelelse
Allerede få uger inde i 2026 er konsekvenserne af vold og konflikt fortsat ødelæggende for millioner af børn i Mellemøsten og Nordafrika. Børn i regionen bliver fortsat dræbt, såret, fordrevet, frihedsberøvet og afskåret fra uddannelse, mens langvarige konflikter og nye eskalationer ændrer deres liv – ofte uopretteligt.
Deepfake-overgreb er overgreb4.2.2026 15:05:00 CET | Pressemeddelelse
UNICEF slår alarm over en markant stigning i antallet af AI-genererede seksualiserede billeder, herunder tilfælde hvor billeder af børn manipuleres og seksualiseres ved hjælp af kunstig intelligens.
Jacqueline Bryld ny partnerskabsdirektør i UNICEF Danmark27.1.2026 11:07:44 CET | Pressemeddelelse
UNICEF Danmark har ansat Jacqueline Bryld som ny partnerskabsdirektør. Jacqueline tiltræder med en stærk faglig profil og mange års erfaring med internationalt samarbejde, strategiske partnerskaber og politisk interessevaretagelse.
Efter to år: UNICEF får endelig adgang til Gaza med legetøj og skolematerialer til børn23.1.2026 15:05:23 CET | Pressemeddelelse
Efter mere end to års ventetid har UNICEF nu fået tilladelse til at bringe fritids- og aktivitetsmaterialer ind til børn i Gazastriben. Materialerne indeholder blandt andet legetøj og læringsredskaber, der kan støtte små børns læring, trivsel og mulighed for at komme sig efter krise og konflikt
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum