Ny udstilling om Caroline Mathilde på Christiansborg Slot
11.8.2025 08:56:37 CEST | Den Kongelige Samling | Pressemeddelelse
Caroline Mathildes sadel er en af de fornemste genstande i samlingen i De Kongelige Stalde på Christiansborg Slot. Med den i centrum fortæller Den Kongelige Samling historien om en af Danmarks mest berømte dronninger. Caroline Mathilde udfordrer sin samtid gennem sit forhold til livlægen J.F. Struensee og sin adfærd, og særlig hendes ridning i mandsdragt og herresadel bliver genstand for forargelse. Hvorfor gør hun det? Og hvorfor stejler omgivelserne? De spørgsmål stiller Den Kongelige Samling med udstillingen ”Caroline Mathilde: Rytteren, friheden, faldet”, der kan opleves fra 15. august 2025 i De Kongelige Stalde og i H.M. Kongens Håndbibliotek på Christiansborg Slot. Udstillingen er en markering af Caroline Mathilde i anledning af 250-året for hendes død.

Dronning Caroline Mathildes dramatiske liv er en stadig kilde til fascination. Sammen med sin elsker, Christian 7.s livlæge J.F. Struensee, bliver hun fanget i et farligt spil om magten, satser stort og taber alt. Udstillingen ”Caroline Mathilde: Rytteren, friheden, faldet” er en nutidig iscenesættelse af fortællingen om Caroline Mathilde, der er skabt til De Kongelige Stalde på Christiansborg Slot. Foruden den fornemme sadel, kan publikum også opleve en række historiske kareter fra perioden og få en fornemmelse af den sladder og snak som gik, mens Caroline Mathilde satte sig til rette i herresadel.
Som blot 15-årig bliver Dronning Caroline Mathilde gift med den mentalt ustabile Christian 7. Kongen er ude af stand til at regere landet. Hans mentale tilstand skaber et tomrum midt i magtens centrum. Et tomrum, der bliver grebet af hans livlæge, J.F. Struensee, der både bliver Dronningens elsker og Kongens fortrolige. Snart overtager Struensee den reelle styring af landet. Han påvirker Kongen til at gennemføre store reformer, såsom indførelsen af trykkefriheden i 1770, hvorved censuren afskaffes. Forholdet mellem Caroline Mathilde og Struensee bliver offentligt kendt og genstand for udbredt kritik og satire. 17. januar 1772 er Christian 7., Dronning Caroline Mathilde og Struensee til maskebal i Hofteatret oven over De Kongelige Stalde. Samme nat bliver Struensee arresteret i sine gemakker på Christiansborg Slot og Caroline Mathilde ført til Kronborg og senere landsforvist til byen Celle, hvor hun dør i 1775.
Udstillingen er tilrettelagt i De Kongelige Stalde med udgangspunkt i én enkelt genstand: Caroline Mathildes originale sadel. Den er udstillet i centrum i staldens hvælvede rum fra det oprindelige og første Christiansborg Slot. Blandt de gamle kareter fra tiden kan man komme helt tæt på og lytte til sladder fra tiden om den unge dronning. Her fornemmer man, hvordan hun bryder med tidens konventioner og udfordrer den offentlige mening. Med korte intervaller fejer filmprojektioner hen over staldrummets mægtige lofthvælv. De vækker hendes vilde rideture til live og skaber en oplevelse af det øjebliks frihed, hun søgte uden for slottets faste rammer.
I museumsrummet ved siden af udstillingen, kan man også opleve en række sadler fra de danske konger og dronninger gennem tiden. Heriblandt Dronning Ingrids sadel fra midten af 1900-tallet, hvor det blev helt almindeligt at se en dansk dronning i en herresadel igen.
Foruden udstillingen i De Kongelige Stalde viser Den Kongelige Samling også en mindre udstilling om sporene fra Caroline Mathilde i H.M. Kongens Håndbibliotek på Christiansborg Slot. Her man kan opleve både bøger og håndskrifter fra hendes egen tid, og mange værker, der i de efterfølgende 250 år har forsøgt at forstå og fortolke hendes skæbne. Herunder både smædeskrifter og spotteviser, biografier og romaner, og ikke mindst en helt aktuel tegneseriefortælling i tre bind af den unge prisbelønnede tegneseriekunstner, Karoline Stjernfelt.
Synet på Caroline Mathilde og hendes skæbne skifter frem og tilbage gennem tiderne, men hvordan mon hun så på sig selv? Det kan publikum reflektere over, når de står foran et helt unikt spejl fra Struensees gemakker på slottet. Et spejl, som Caroline Mathilde sandsynligvis har spejlet sig i – og tænkt over, hvilke signaler hun ville sende til omverdenen via sin påklædning.
Udstillingens scenografi er skabt af Simone Bartholin i samarbejde med Den Kongelige Samling. Udstillingen kan opleves fra 15. august 2025 til 6. april 2026 i De Kongelige Stalde og i H.M. Kongens Håndbibliotek på Christiansborg Slot.
BAGGRUNDSVIDEN OM DAMESADLEN
– et historisk blik på kvinders ridning
Ifølge traditionen opstod idéen om, at det kun var passende for en kongelig kvinde at ride i damesadel, i 1382. Den bøhmiske prinsesse Anna red tværs over Europa for at blive gift med Kong Richard II af England. For at beskytte hendes jomfrudom red hun med begge ben på samme side af hesten – en praksis, der hurtigt blev normen for kvinder af rang. At ride overskrævs blev betragtet som upassende og vulgært.
De tidligste damesadler tvang kvindens krop til at vende væk fra hestens bevægelsesretning, hvilket gjorde hende afhængig af en hjælper til at styre hesten. I 1500-tallet revolutionerede Catharina de’ Medici damesadlen ved at placere det ene ben over sadlens front. Det drejede hendes overkrop og gav hende mulighed for selv at styre hesten. Først i 1830’erne, med introduktionen af en ekstra støtte til benet, fik kvinder for alvor kontrol over hesten fra damesadlen. Herefter deltog de i jagter, væddeløb og endda halsbrækkende højdespring.
Caroline Mathilde er den tidligste danske dronning, vi med sikkerhed ved foretrak herresadlen frem for damesadlen. Hun var dog ikke alene – både Marie Antoinette i Frankrig og Katharina den Store i Rusland vakte opsigt ved at ride overskrævs. I Danmark skulle der gå næsten 200 år, før en dronning igen valgte herresadlen: Dronning Ingrid i midten af 1900-tallet.
Kontakter
Nanna EbertKommunikationschef, Den Kongelige Samling
Tlf:51336644ne@kosa.dkBilleder








Om Den Kongelige Samling
Den Kongelige Samling er organisationen bag Amalienborgmuseet, Christiansborg Slot, Eremitageslottet, Koldinghus og Rosenborg Slot. Vi formidler monarkiets historie på vores fem slotte gennem udstillinger, events og vores enestående samling af malerier, møbler, klædedragter, kroner, kronjuveler og andre kulturskatte, som har tilknytning til den danske kongefamilie fra Christian 4.s regeringstid til i dag.
Følg pressemeddelelser fra Den Kongelige Samling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Den Kongelige Samling
Påske på Rosenborg Slot: Jagten på enhjørningerne og kongens magiske trone27.3.2026 09:22:49 CET | Pressemeddelelse
I påskeferien inviterer Den Kongelige Samling børnefamilier til en rejse ind i fortællingerne om enhjørningen – et dyr, som i århundreder blev tillagt magiske egenskaber. Børn og deres voksne kan gå på jagt efter enhjørningens magiske egenskaber på Rosenborg Slot og i slotshaven, lave deres egen enhjørningehårbøjle i det kreative værksted og opleve Frederik 3.s berømte tronstol i Riddersalen.
Påske på Koldinghus: Vikleprøveæg og vævede mesterværker27.3.2026 08:43:49 CET | Pressemeddelelse
Når Koldinghus inviterer publikum indenfor i påskeferien, er det med et særligt fokus på kreativitet, håndværk og en af højtidens mest elskede traditioner: påskeægget. I anledning af udstillingen Vævede mesterværker forvandles Den Kongelige Workshop til et værkstedsunivers, hvor børn og voksne kan arbejde med farver, tråde og materialer – og skabe deres egne vikleprøve-påskeæg med afsæt i vævernes arbejdsmetoder.
Prinsesse Benedikte deltog i åbningen af udstillingen Vævede mesterværker på Koldinghus26.3.2026 18:49:23 CET | Pressemeddelelse
Torsdag 26. april deltog H.K.H. Prinsesse Benedikte i den officielle åbning af udstillingenVævede mesterværker på Koldinghus. Dagen bød på kongeligt besøg, taler, musik og talks med flere af de udstillede kunstnere, heriblandt Bjørn Nørgaard og Kirstine Roepstorff.
Den Kongelige Samling lancerer nyt koncertformat på Rosenborg Slot24.3.2026 16:20:47 CET | Pressemeddelelse
I et nyt koncertformat, Musikkammeret, inviterer Den Kongelige Samling unge, talentfulde kunstnere til at komponere ny musik mellem kronjuveler, kongelige gemakker og 400 års historie på Rosenborg Slot. Den nye musik vil blive opført ved en koncert i Riddersalen på slottet.
Den Kongelige Samling åbner nyt besøgssted i Kongens Have19.3.2026 08:05:53 CET | Pressemeddelelse
Fredag 20. marts åbner Den Kongelige Samling et nyt besøgssted i den lille historiske pavillon ved Gothersgade 76, lige ved hovedindgangen til Kongens Have. Bygningen, som blev opført 1930 og i mange år fungerede som offentlig toiletbygning, har stået tom siden 2006. Nu bliver den forvandlet til et nyt besøgssted med navnet Pavillon, hvor havens fortællinger og forbindelsen til Rosenborg Slot for første gang formidles.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum