Europa leder efter nye superkræfter til at forudsige farligt vejr
Supercomputeren skal levere mere præcise vejrudsigter i Europa og Arktis, så vi bedre kan forberede os, når farligt vejr rammer. Bedre forudsigelser og varslinger kan mindske tab af milliarder af kroner.

Europa har ved sit møde i Det Europæiske Center for Mellemlangsigtede Vejrprognoser (ECMWF) den 4. juli 2025 taget et vigtigt skridt i en fælles oprustning på vejrfronten.
De 23 medlemslande har besluttet at igangsætte et udbud af en ny supercomputer til ECMWF i Bologna. Den nuværende supercomputer nærmer sig sin tekniske udløbsdato og forventes lukket i oktober 2027. Den hastige udvikling inden for machine learning og AI-vejrmodellering kræver ny supercomputerkraft og hardware, der både kan køre avancerede modeller med højere præcision og modellere klimaforandringer på lang sigt.
Investeringen forventes at give betydelige samfundsøkonomiske gevinster i form af færre tab af menneskeliv og materielle ødelæggelser.
- ECMWF’s medlemmer er igen gået sammen om at forbedre vejrudsigter og klimamodeller for Arktis og Europa. Det er afgørende i en tid, hvor de meteorologiske institutter støtter Forsvaret og Beredskabet og samtidig skal håndtere det vildere og vådere vejr, som klimaforandringerne fører med sig, siger DMI’s direktør Marianne Thyrring, der på den danske regerings vegne har godkendt igangsættelsen af det nye udbud.
DMI hører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og har som myndighedsopgave at betjene Forsvaret, Beredskabet og hele det danske samfund.
ECMWF er en mellemstatslig organisation finansieret af 23 medlemslande og 12 samarbejdslande. Behovet for kraftfuld supercomputerkapacitet er helt centralt i driften af et døgnåbent forsknings- og operationscenter med fokus på mellemlangsigtede og langsigtede vejrudsigter.
Forberedelse betyder alt
ECMWF anslår, at de samfundsøkonomiske gevinster ved bedre mulighed for at forudsige og varsle farlige vejrhændelser – og dermed nedbringe tab og ødelæggelser – kan beløbe sig til op mod 96 mia. kroner afhængigt af den endelige supercomputerløsning.
- Klimaforandringerne betyder, at Europas vejr er blevet voldsommere. Forberedelse betyder alt, når det farlige vejr rammer os. Den opgave står vi nu bedre rustet til takket være den nye europæiske investering, som Danmark får fuld adgang til,« siger Marianne Thyrring.
Danmarks bidrag udgør 1,9 procent årligt med fuld adgang til tjenesterne. Samlet set skal Danmark bidrage med 18,3 mio. kroner i perioden 2027-2032.
Fakta:
- ECMWF er en verdensledende aktør inden for numeriske vejrprognoser og leverer højkvalitetsdata til vejrudsigter og miljøovervågning.
- DMI repræsenterer Danmark i Det Europæiske Center for Mellemlangsigtede Vejrprognoser, ECMWF, som blev oprettet i 1975 og har kontorer i Reading, Bologna og Bonn.
- ECMWF varetager væsentlige opgaver for medlemslandene og leverer ydelser af kritisk betydning for både varsling af farligt vejr og rådgivning af regeringer i forhold til klimatilpasning.
- Den nuværende supercomputer leverede sine første operationelle vejrdata i oktober 2022, men kan ikke længere følge med de store teknologiske fremskridt i vejrmodellering, som kræver nye superkræfter.
- På rådsmødet i midten af 2026 vil den endelige kontrakt blive forelagt medlemslandene til godkendelse, så installationen af den nye supercomputer kan begynde ved årets udgang eller primo 2027.
Nøgleord
Kontakter
DMI Kommunikation
Tlf:39157509presse@dmi.dkLinks
Om Danmarks Meteorologiske Institut
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev etableret i 1872, og det er i dag en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
DMI varetager den meteorologiske betjening af samfundet inden for Rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland med omliggende farvande og luftrum.
Den meteorologiske betjening omfatter prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og dertil relaterede miljømæssige forhold i atmosfæren, på landjorden og i havet.
Følg pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
IcyAlert: Nyt advarselssystem skal forudsige isfrie somre i Arktis27.6.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Isfrie arktiske have er ikke længere en fjern fremtid – det er en reel mulighed allerede i 2030’erne. Konsekvenserne vil række langt ud over Arktis-regionen, og kan bidrage til forstærkede hedebølger, stærkere storme og forstyrrelser i vejrmønstre, økosystemer og fiskeri på vores egne breddegrader.
DMI og vandselskaber går sammen om bedre håndtering af skybrud26.6.2025 12:01:51 CEST | Pressemeddelelse
Skræddersyede varslingsprodukter, der kombinerer hidtil ikke-offentliggjorte meteorologiske og hydrologiske data fra DMI med lokale data fra forsyningsselskaber, skal skabe en bedre håndtering af store mængder nedbør.
Alvorlig tørke på vej?7.5.2025 06:52:46 CEST | Pressemeddelelse
Mange husker nok den alvorligste tørke i nyere tid, der ramte Danmark i 2018. Tørkeindekset i år ligger allerede højt for årstiden, og tallet er stigende. Ser vi frem mod en sommer med udbredt tørke, og vil den kunne blive lige så alvorlig som i 2018? Få DMI’s bedste bud her!
Laveste vinter-havisudbredelse i Arktis nogensinde4.4.2025 05:01:00 CEST | Pressemeddelelse
En ’varm’ vinter i Arktis lakker mod enden og giver den laveste vinterudbredelse af havisen nogensinde målt. Omkring Antarktis kom havisudbredelsen ind som syvende laveste sommerudbredelse. Det er lavt, men trods alt knap så lavt som de foregående år.
DMI’s AI-model trænet på Gefion-supercomputeren forudsiger vejret på få minutter med høj præcision17.3.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter blot få måneders træning på Gefion-supercomputeren nærmer DMI's nye AI-baserede vejrmodel sig hastigt ydeevnen for den erfarne, traditionelle vejrudsigtsmodel, samtidig med at den forbedrer hastighed og effektivitet ved at køre på minutter i stedet for timer. Pilotprojektet fortsætter nu i en treårig samarbejdsaftale med Danish Centre for AI Innovation (DCAI) for at udvikle næste generation af vejrudsigtsmodeller på Gefion.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum