Sprøjtemidler med PFAS-aktivstoffer bliver forbudt
7.7.2025 15:00:48 CEST | Miljøministeriet | Pressemeddelelse
Miljøstyrelsen har truffet afgørelse om at tilbagekalde 23 sprøjtemidler med PFAS-aktivstoffer. Afgørelsen træffes på baggrund af en grundig vurdering af ny viden fra GEUS, der har belyst, at sprøjtemidlerne nedbrydes til det skadelige stof trifluor-eddikesyre (TFA), som ender i grundvandet. Miljøstyrelsen er derudover i gang med at vurdere yderligere 10 sprøjtemidler, der også har vist udvaskning af TFA.
23 sprøjtemidler indeholdende en række PFAS-aktivstoffer bliver nu forbudt. Det står klart, efter, at Miljøstyrelsen i dag, mandag den 7. juli, har tilbagekaldt 23 sprøjtemidler på baggrund af ny viden om, at stofferne nedbrydes til trifluor-eddikesyre (TFA), der udvasker til grundvandet over EU’s kravværdi på 0,1 mikrogram per liter. Den udvikling betyder, at de skadelige og uønskede stoffer risikerer at havne i vores drikkevand og dermed udgøre en risiko for miljøet og for danskernes sundhed.
”Det her er et tydeligt eksempel på, hvordan vores system er sat op til at beskytte menneskers sundhed og vores natur. Vi skal beskytte vores dyrebare drikkevand, og vi har pligt til at få det stoppet, når vi kan se, at brugen af visse sprøjtemidler udgør en risiko for naturen og menneskers sundhed. Derfor gør Miljøstyrelsen nu 23 sprøjtemidler med beviseligt problematiske PFAS-aktivstoffer forbudt, så vi får beskyttet vores miljø, sundhed og Danmarks grund- og drikkevand,” siger miljøminister Magnus Heunicke.
Miljøstyrelsen forventer at kunne træffe afgørelser vedrørende de resterende 10 sprøjtemidler indeholdende PFAS-aktivstoffer inden udgangen af september. Dermed vil i alt 33 sprøjtemidler kunne blive forbudt.
Grundlaget for tilbagekaldelsen er sket på baggrund af en rapport fra GEUS, som blev igangsat af Miljøstyrelsen. Her blev 7 PFAS-aktivstoffer undersøgt, og fem af disse indgår i aktuelt godkendte sprøjtemidler i Danmark. Et sjette stof er desuden inkluderet (flonicamid) ud fra oplysninger om TFA-dannelse fra en igangværende revurdering af stoffet i EU.
Belastningen på miljø og sundhed fra de pågældende sprøjtemidler udgør ca. 28 pct. af den samlede belastning fra sprøjtemidler i Danmark i 2023.
TFA er vurderet som skadende for fostre og forplantningsevnen af de tyske myndigheder, og derfor skal stoffet overholde EU-kravværdien. Derudover betegnes TFA som en PFAS-forbindelse, og stoffet er meget svært nedbrydeligt.
Fakta:
- Midlerne, der indeholder de fem PFAS aktivstoffer fluazinam, fluopyram, diflufenican, mefentrifluconazol og tau-fluvanilat er blevet undersøgt på baggrund af undersøgelser igangsat af Miljøstyrelsen og udført af De nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark & Grønland (GEUS). De har undersøgt om såkaldte trifluor-pesticider, altså pesticidaktivstoffer, som indeholder en trifluormethyl-gruppe (CF3), kan nedbrydes til TFA i landbrugsjord.
- Afgørelserne bygger derudover også på faglig viden fra blandt andet igangværende EU-vurderinger. Et sjette stof flonicamid er inkluderet udelukkende på baggrund af ny viden, der er kommet i forbindelse med en ny EU-vurdering.
- Sprøjtemidler, der indeholder de seks aktivstoffer, udgør, baseret på salgstal fra 2023, ca. 28 pct. af den samlede miljø- og sundhedsbelastning fra sprøjtemidler. Det tager dog ikke højde for den belastning, som de nye undersøgelser viser. Der blev i 2023 brugt midler med i alt ca. 190 ton af de nævnte stoffer.
- For de to sprøjtemidler, hvor der findes alternativer, er afviklingsfristen fastsat til i alt seks måneder (to måneder salg + fire måneder anvendelse).
- For de syv sprøjtemidler, hvor der ikke er alternativer, er afviklingsfristen fastsat til 15 måneder.
- Miljøstyrelsen følger området tæt i samarbejde med resten af EU, hvor der også er et stort fokus på TFA og PFAS-sprøjtemidler. Sverige er ved at revurdere deres godkendelser af PFAS-sprøjtemidler. Andre EU-lande er underlagt samme regler, som Danmark, men tilbagekaldelse i andre lande vil bl.a. afhænge af, om landene har målt for TFA i vandmiljøet eller først skal gennemføre disse målinger.
- De konkrete sprøjtemidler anvendes bredt i landbruget, og tilbagekaldelsen af midlerne vil kunne have betydelige konsekvenser for dyrkningen af en række afgrøder. Miljø- og Ligestillingsministeriet vil i dialog med erhvervet nu se på, hvordan der kan identificeres og opnås sikre alternativer til de konkrete midler.
- Miljøstyrelsen har også bedt EU-Kommissionen om at igangsætte revurdering af de sidste fem PFAS-aktivstoffer, der er godkendt i Danmark og som potentielt kan danne TFA, så risikoen for udvaskning af TFA fra disse kan vurderes.
Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk
Følg pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet
TotalEnergies politianmeldt for oliespild og kemikalieudledninger i Nordsøen21.8.2026 11:34:08 CEST | Pressemeddelelse
Miljøstyrelsen har politianmeldt firmaet TotalEnergies for blandt andet spild på 67.840liter olie og 3750 liter diesel. I alt er TotalEnergies politianmeldt for 13 overskridelser af havmiljøloven.
Kom med til indvielsen af Naturnationalpark Gribskov19.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 13. september indvier miljøminister Maria Reumert Gjerding Danmarks anden naturnationalpark i Gribskov. Arrangementet er åbent for alle og byder blandt andet på naturvandringer og bioblitz for både store og små.
Miljøstyrelsen vil have undersøgt yderligere fem PFAS-sprøjtemidler9.8.2026 18:41:00 CEST | Pressemeddelelse
Salget af en særligt problematisk PFAS-insektgift har været stigende i Danmark, til trods for en begrundet mistanke om, at den danner evighedskemikaliet TFA, der kan forurene drikkevandet. Miljøstyrelsen har nu sat penge af til nyt forskningsprojekt, der skal slå fast, om giften forurener drikkevandet.
Muslingeskrab udfases i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord4.7.2026 07:02:52 CEST | Pressemeddelelse
Miljøministeren tager et skridt mod et bedre havmiljø og sendte 3. juli en ny bekendtgørelse i høring, som på sigt opsiger muslingefiskeri med bundslæbende redskaber i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord. Fiskeriet skal ophøre senest 30. september 2034, men ministeren vil undersøge, om det kan udfases markant hurtigere.
Første nationale ålekvote indføres: Flertal indfører markant begrænsning af ålefiskeri2.7.2026 12:37:36 CEST | Pressemeddelelse
Med et nyt loft over ålefiskeriet må erhvervsfiskere maksimalt lande 40 tons ål i 2026. Det har et flertal i Folketinget besluttet. Den nye kvote skal begrænse det erhvervsmæssige ålefiskeri og øge beskyttelsen af ålebestanden. Samtidig prioriteres fem mio. kroner til udsætning af ål i 2027.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum