Dansk Standard

Ny AI-guide skal hjælpe virksomheder med at leve op til kravene i AI Act

Del

Siden 2. februar 2025 har danske virksomheder og organisationer skullet dokumentere deres AI-færdigheder. Nu lanceres en ny guide, der viser, hvordan man arbejder struktureret og ansvarligt med AI.

AI-værktøjer som ChatGPT, Copilot, Le Chat er kommet for at blive. Og selvom mange virksomheder og organisationer allerede benytter sig af værktøjerne i hverdagen, har de ikke nødvendigvis kendskab til, hvordan man skal arbejde med værktøjerne på en forsvarlig og ansvarlig måde. For hvilke data må man dele med værktøjerne? Og hvor pålidelige er deres svar?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som virksomheder og organisationer skal redegøre for deres medarbejdere, når de bruger AI.

Lovgivning gælder for alle organisationer, der bruger AI

Den 2. februar i år trådte første del af EU’s AI-forordning, AI Act, i kraft. Den del handler om, at virksomheder og offentlige organisationer skal sikre, at deres medarbejdere har de nødvendige færdigheder til at anvende AI forsvarligt og ansvarligt. Det gælder alle former for organisationer, der udbyder og implementerer AI-løsninger. Kravet betyder, at alle i organisationer, der udbyder eller anvender AI-løsninger, skal have et minimum af AI-færdigheder. Hertil kommer krav til yderligere færdigheder, hvis man arbejder med høj-risiko AI eller generativ AI.

I samarbejde med en række danske aktører lancerer Dansk Standard derfor nu en ny national guide, der skal hjælpe organisationer med at leve op til kravene i artikel 4 i AI-forordningen.

Guiden, der bærer titlen DS/PAS 2500-4:2025 – AI-færdigheder, er målrettet brugere af AI, og den henvender sig bredt til alt fra HR-afdelinger og kommuner til små og mellemstore virksomheder. Den tilbyder en praktisk og risikobaseret tilgang til, hvordan organisationer kan sikre, at deres medarbejdere har den nødvendige tekniske, praktiske og etiske forståelse for AI-systemer.

”Der er store forventninger til, hvad AI kan gøre for os, både i virksomheder og i den offentlige forvaltning. Men hvis man gerne vil have succes med sine AI-projekter, så er det helt afgørende, at alle er klar og ved, hvad det er for en teknologi, man har fået inden for døren. Alle skal ikke kunne det hele, men hver især skal man vide nok til at løse opgaven godt”, fortæller Grit Munk, digitaliseringspolitisk chef i IDA, der har været redaktør på guiden og er med i det danske udvalg for kunstig intelligens.

”Reguleringen af kunstig intelligens, herunder AI Act, skal ses som en mulighed for at styrke vores tilgang og beskyttelse ikke som en hindring. Ved at skabe klare lovgivningsmæssige rammer kan vi sikre, at AI bliver brugt ansvarligt og etisk både i erhvervslivet og i den offentlige sektor. Det er afgørende, at alle involverede har den nødvendige forståelse for at navigere i disse reguleringer og anvende teknologien på en sikker og effektiv måde," siger Mona Persson, Head of Privacy Compliance hos TDC Net, der er medskribent på guiden og medlem af det danske udvalg for kunstig intelligens.

"At mestre kunstig intelligens handler ikke kun om at udnytte dens potentiale, men også om at forstå dens begrænsninger. AI er et kraftfuldt værktøj, der kan revolutionere vores arbejde og hverdag, men det er ikke perfekt. Ligesom mennesker kan AI begå fejl, og det er vigtigt at huske, at vi ikke er vant til, at vores værktøjer fejler. En lommeregner giver os altid det rigtige svar, men AI kan nogle gange give os et forkert svar med stor selvtillid. Derfor er det afgørende at udvikle en kritisk forståelse og evnen til at validere AI's output. Kun ved at forstå både fordele og ulemper kan vi virkelig drage fordel af AI's potentiale og minimere risici,” fortæller Peter Damm, Director, Responsible Intelligence i Milestone Systems, der er medskribent på guiden og medlem af danske udvalg og europæiske udvalg for kunstig intelligens.

Guiden introducerer en femtrinsmodel, der hjælper organisationer med at:

  1. Kortlægge behov og eksisterende AI-systemer
  2. Sætte mål for AI-kompetencer
  3. Planlægge og teste kompetenceforløb
  4. Implementere kompetenceudvikling
  5. Evaluere effekten og justere løbende

Guiden er udviklet i samarbejde med eksperter fra blandt andet Digitaliseringsstyrelsen, TDC Net, Milestone, Plesner, IDA og Halfspace og bygger på anbefalinger fra både Europa-Kommissionen og danske myndigheder.

Rigtig mange medarbejdere bruger AI-værktøjer i deres daglige arbejde, men en del organisationer holder igen med at anvende AI, fordi de er usikre på, hvilke kompetencer det kræver. Men vores nye guide får virksomhederne hjælp til, hvordan de opbygger tilstrækkelige AI færdigheder tilpasset roller og ansvar i organisationen. Dermed kan virksomhederne hurtige skabe værdi af AI,” siger Tina Helsted Vengsgaard, direktør i Dansk Standard.

Guiden er frit tilgængelig via Dansk Standards hjemmeside og kan anvendes som grundlag for både interne træningsprogrammer og strategiske beslutninger om AI-anvendelse:

https://www.ds.dk/da/download/ds-pas-2500-4-2025

Du kan desuden læse mere om det danske udvalg her: https://www.ds.dk/da/udvalg/kategorier/it/kunstig-intelligens

Kontakter

Om Dansk Standard

Dansk Standard er Danmarks standardiseringsorganisation og arbejder bl.a. for at sikre dansk indflydelse på europæiske og internationale standarder. Dansk Standard tilbyder også rådgivning, kurser og undervisning.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Standard

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Standard

Global standard for bæredygtighed i event-, møde-, sports- og oplevelsesbranchen er udkommet på dansk18.12.2024 13:40:47 CET | Pressemeddelelse

Der er stigende forventninger til, at organisationer i alle brancher arbejder kvalificeret og dokumenteret med bæredygtighed. For at hjælpe aktører i event-, møde-, sports- og oplevelsesbranche med at spille kvalificeret ind i den bæredygtige omstilling blev den internationale branchestandard ISO 20121 revideret i foråret. Nu er den nye version, ISO 20121:2024, blevet oversat til dansk, så endnu flere har mulighed for at anvende den.

Ny guide giver SMV’er værktøjer til at navigere i EU’s krav til cybersikkerhed10.12.2024 14:29:00 CET | Pressemeddelelse

Med de mange cyberangreb på virksomheder, der har digitaliseret deres forretning, er cybersikkerhed blevet en nødvendig faktor. Alligevel mangler mange små og mellemstore virksomheder ressourcer og ekspertise til at tackle emnet, især med de nye lovkrav fra EU. Derfor har Alexandra Instituttet, FORCE Technology og Dansk Standard udviklet en guide, der hjælper med at forstå og leve op til reglerne.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye