Danmark og Ukraine styrker samarbejde om ukrainsk forsvarsindustri på dansk jord
4.7.2025 10:00:05 CEST | Erhvervsministeriet | Pressemeddelelse
Danmark og Ukraine tager nu endnu et skridt i det tætte samarbejde om udviklingen af både danske og ukrainske forsvarsvirksomheder. Det betyder, at ukrainske forsvarsvirksomheder kan komme til Danmark og starte produktion på dansk jord.
Ruslands brutale og blodige invasion af Ukraine fortsætter. Det samme gør Danmarks stålsatte og ufortrødne støtte til ukrainernes forsvar af deres hjemland og deres frihed.
I dag (den 4. juli) har erhvervsminister Morten Bødskov og Ukraines Minister for Strategiske Industrier Herman Smetanin således skrevet under på, at styrke samarbejdet inden for forsvarsproduktion mellem de to nationer.
Det indebærer, at Danmark og Ukraine vil samarbejde om at hjælpe ukrainske forsvarsvirksomheder med at oprette afdelinger i Danmark. Bl.a. ved at hjælpe med produktion og eksporttilladelser, så produkterne kan eksporteres til Ukraine. Ukraine vil sikre, at nødvendige ressourcer som rettigheder og teknologi kan overføres til Danmark for at starte produktionen.
Derudover vil de to nationer fjerne hindringer for samarbejde og beskytte delte teknologier mod misbrug gennem forskellige initiativer og projekter.
Tilstede til underskrivelsen var også Oleksandr Kamyshin, rådgiver for præsident Zelenskyy vedr. strategiske anliggender.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Danmark står skulder ved skulder med Ukraine. Vi skal støtte ukrainerne på alle fronter. Jeg vil gerne takke den ukrainske minister for strategiske industrier, Herman Smetanin, for et godt og tæt samarbejde. Med underskrivelsen i dag tager vi nu sammen endnu et vigtigt skridt for at få ukrainske forsvarsvirksomheder til Danmark. På den måde kan vi dele erfaringer og give et skub til den danske forsvarsindustri. Samtidig med at vi fra dansk side understøtter produktionen af forsvarsmateriel til ukrainernes modige kamp for frihed.”
Minister for strategiske industrier i Ukraine Herman Smetanin siger:
"Danmark blev for et år siden det første land til at begynde at finansiere produktionen af våben fra ukrainske producenter. I dag er Danmark blevet det første land, hvortil Ukraine eksporterer sine egne forsvarsteknologier til fremstilling, skalering og levering til de ukrainske væbnede styrker. Denne underskrivelse er et historisk øjeblik og en unik sag for Ukraines forsvarsindustri. Jeg er dybt taknemmelig over for Danmark for denne stærke støtte til ukrainsk forsvarsproduktion — for rettidige beslutninger og samarbejde på højt niveau inden for forsvar. Det betyder meget for os. Danmark er en sand ven af Ukraines forsvarsindustri og en betroet allieret i vores kamp mod aggressoren. Ukraine vil på sin side gøre alt for at styrke Danmarks og dets partneres forsvarsevner. Sammen er vi stærkere!
Rådgiver for præsident Zelenskyy vedr. strategiske anliggender Oleksandr Kamyshin, siger:
"Jeg husker, hvordan vi i april sidste år var oprigtigt glade for at modtage den første donation fra Danmark til produktion af ukrainske våben. I dag er vores forsvarsproduktion vokset, styrket og er allerede ved at blive en søjle for sikkerhed og forsvarsevne over hele Europa. Når vores virksomheder lancerer produktion i EU, handler det ikke længere om hjælp — det handler om tillid. Det drejer sig om bæredygtigt samarbejde baseret på fælles interesser og gensidig fordel. Ukrainerne ved, hvordan man laver våben — og nu vil de blive produceret sammen med Europa for vores fælles sikkerhed. Jeg takker oprigtigt Danmark for dets lederskab og tillid. Tak for at bygge det Frie Verdens Arsenal sammen med os!"
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren rejser til Kina4.11.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter to dage i Indien rejser erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard videre til Kina. Rejsen har fokus på at styrke dialogen mellem Danmark og Kina om grøn omstilling, elektrificering og fremtidens teknologier.
Knap 200 mio. kr. skal sikre en mere plante-rig fødevaresektor3.11.2026 09:01:00 CET | Pressemeddelelse
38 projekter får støtte til at sætte skub på udviklingen af nye plantebaserede fødevarer, styrke produktionen af dansk frugt og grønt og skabe nye eksportmuligheder for danske fødevarevirksomheder.
Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren rejser til Indien1.11.2026 09:00:45 CET | Pressemeddelelse
Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren vil på rejsen have fokus på at styrke samarbejdet mellem Danmark og Indien om vedvarende energi, fremtidens teknologier og grøn søfart.
Servicetjek under Rød løber-aftale skal bane vej for mere produktion i Danmark30.10.2026 15:04:44 CET | Pressemeddelelse
Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard har modtaget Erhvervspanelets ”problemkatalog” som er en del af aftalen om Rød løber for produktionsvirksomheder. Kataloget er en del af det aftalte servicetjek af reglerne, der skal gøre det lettere at etablere, udvide og omdanne produktion i Danmark.
Ny formand for Danmarks Erhvervsfremme-bestyrelse skal styrke konkurrencekraften i danske SMV’er28.10.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard har udpeget Sofie Irgens, CEO i Schneider Electric Denmark, som ny formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum