Østrig køber avanceret forsvarssoftware for millioner i Danmark
19.11.2024 12:06:59 CET | Systematic A/S | Pressemeddelelse

Med Østrig som ny kunde hos Systematic kommer hele DACH-regionen til at anvende samme battle management-system, hvilket er en styrke for forsvarssamarbejdet i Europa og NATO.
Østrigs forsvar opruster sine væbnede styrker digitalt med et projekt til en samlet værdi på 73 mio. EUR. Heri indgår bl.a. battle management systemet SitaWare fra den danske softwarevirksomhed Systematic, som dermed skal levere avanceret software til styring, kommunikation og koordinering af militære operationer.
Aftalen, som er resultatet af en omfattende udbudsrunde, er en vigtig udvidelse af Systematics forretning i Europa og understøtter virksomhedens langsigtede vækststrategi inden for forsvarsområdet.
Med valget af SitaWare styrker den østrigske hær sin operationelle effektivitet og evne til at samarbejde med internationale allierede herunder NATO.
Styrker samarbejdet mellem allierede
Systematics CEO Nikolaj Bramsen ser aftalen med Østrig som en milepæl i virksomhedens ekspansion på det europæiske marked.
"Kontrakten med Østrigs forsvar understreger den værdi, SitaWare skaber for allierede i både nationale og internationale operationer. Tidligere på året valgte NATO at købe og anvende SitaWare til sine landoperationer, hvilket har skabt øget interesse og tillid til vores løsninger. Med Østrig kommer alle DACH-landene (Tyskland, Schweiz og Østrig) til at bruge samme system, hvilket er en styrke for europæiske forsvarssamarbejde,” siger han.
Østrigs valg af SitaWare betyder, at landets forsvar fremover vil være i stand til at deltage mere effektivt i samarbejdet med NATO, hvor SitaWare allerede bruges af flere øvrige medlemslande,
"Den nuværende sikkerhedssituation i Europa - og især situationen i Ukraine viser, at de europæiske væbnede styrker skal arbejde sammen. Ved at introducere et gennemprøvet digitalt system, som allerede er i brug i mange europæiske lande, kan vi også arbejde problemfrit med andre hære som en neutral partner," siger den østrigske forsvarsminister, Klaudia Tanner.
Systematics software er designet til at leve op til de strenge krav om sikkerhed og interoperabilitet, som NATO og andre forsvarsalliancer stiller. Dette gør det lettere for landene at samarbejde i internationale operationer og dele kritisk information sikkert og i realtid.
Langsigtet potentiale i den globale digitalisering af forsvar
Det globale marked for forsvarssoftware er i vækst, og de europæiske lande opruster gennem investeringer i ny teknologi.
"Battle Management Systemer og Management Information Systemer styrker kapacitet og ledelse på alle niveauer. De understøtter kommandoprocessen og planlægningen for chefer og stab og er en vigtig milepæl i digitaliseringen af det østrigske forsvar," siger generalmajor Harald Vodosek, der er Østrigs hærs nationale direktør for våbenprogrammer.
For Nikolaj Bramsen markerer kontrakten med Østrig Systematics voksende rolle i digitaliseringen af forsvar verden over.
”Forsvarssektoren foretager generelt set langsigtede investeringer, og kontrakter som den østrigske vil formentlig medføre yderligere aftaler om vedligeholdelse og fremtidige opgraderinger af softwaren, hvilket bidrager til omsætningen på længere sigt”, siger han.
Åbner nyt kontor i Østrig
For at understøtte implementeringen af SitaWare hos Østrigs forsvar åbner Systematic et nyt kontor i hovedstaden Wien.
”Vi sørger for at være tæt på kunderne, så vi kan bidrage med træning og lokal support, samtidig forventer vi at det nye kontor med tiden vil vokse og bidrage til Systematics vækst i regionen, fortæller Nikolaj Bramsen.
Fakta om SitaWare
Systematics C4ISR*-løsning, SitaWare er skabt med det formål at øge sikkerheden for udsendte soldater, styrke alliancer og gøre det nemmere at træffe velinformerede beslutninger i kritiske situationer.
Det er et kommando-kontrolsystem, som leverer et detaljeret overbliksbillede over styrker, infrastruktur, terræn og bygninger i et givent område, og gør det muligt at dele informationer, planlægge, koordinere og kommunikere effektivt mellem militære enheder og værn.
SitaWare kan anvendes på land, til søs, i luften, i rummet og i cyberspace, mellem alle værn og mellem nationer. Systemet integrerer militære kommunikationsnetværk, overvågningssystemer og måludpegning med analyse og beslutningsstøttefunktioner og anvender kunstig intelligens til databehandling.
SitaWare er bygget med en åben arkitektur, hvilket gør det nemt at integrere med andre løsninger, lige som brugerne kan oprette egne plug-ins og add-ons, som passer til deres missions- og opgavekrav.
SitaWare bruges af cirka 50 lande verden over – herunder de fleste større NATO-lande og NATO-partnerlande bl.a. Australien, Danmark, Finland, Tyskland, Letland, New Zealand, Sverige, Schweiz, Storbritannien og USA. I 2024 købte NATO systemet til brug for sine landoperationer. Det er første gang, at NATO har valgt et standardprodukt (COTS) fremfor at få et specielt udviklet til organisationens behov.
* C4ISR: Command, Control, Communications, Computers, Intelligence, Surveillance and Reconnaissance.
Se mere her:
Nøgleord
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Systematic A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Systematic A/S
Dansk forsvarssoftware i centrum for international undervandsøvelse i Tyskland24.4.2026 05:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Forsvar, myndigheder og virksomheder fra fem lande har nu i to uger testet, hvordan trusler mod kabler, havne og offshoreanlæg kan opdages og håndteres. Systematic leverede det fælles maritime overblik i øvelsen.
Ukrainske sygehjælpere tester dansk system til sårede soldater1.4.2026 11:18:44 CEST | Pressemeddelelse
50 sygehjælpere fra den ukrainske frontlinje var forbi softwarevirksomheden Systematic i Aarhus for at opleve og give feedback på et danskudviklet, militært sundhedssystem til sårede soldater.
Dansk softwarefirma erobrer nordiske hovedstæder på tre år31.3.2026 05:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Systematic vinder kontrakt med finske biblioteker til 27 mio. kr. som led i virksomhedens mål om at levere softwareløsninger til de store biblioteker i nordiske hovedstæder.
Systematic henter endnu en topprofil fra Forsvaret20.3.2026 13:04:33 CET | Pressemeddelelse
Forsvar verden over har investeret massivt i avanceret software – men tænker stadig analogt. Hos Systematic skal Susanne Kiholm Lund styrke kundernes brug, så de får fuld effekt af teknologien.
Stockholms stadsbibliotek er gået live med ny, dansk biblioteksløsning25.2.2026 06:42:00 CET | Pressemeddelelse
Sveriges største bibliotek skiftede kernesystem midt i driften: 1,5 mio. materialer og 12,7 mio. historiske lån flyttet i én samlet overgang. Biblioteket har nu en fælles digital platform, der automatiserer arbejdsgange og frigiver tid hos medarbejderne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


