Kenneth Pedersen bliver ny direktør for Beredskabsstyrelsen
Med virkning fra den 1. august 2025 tiltræder generalløjtnant Kenneth Pedersen som direktør for Beredskabsstyrelsen.
Generalløjtnant Kenneth Pedersen bliver fra den 1. august 2025 ny direktør for Beredskabsstyrelsen. Kenneth Pedersen har siden 2019 været viceforsvarschef og chef for Forsvarsstaben i Forsvarskommandoen.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen siger:
Jeg er meget glad for, at Kenneth Pedersen har sagt ja til at stå i spidsen for Beredskabsstyrelsen. Beredskabsstyrelsen skal løse en række vigtige opgaver – blandt andet implementering af beredskabsaftalen, som blev indgået i januar i år, hvor der er fokus på indkøb af materiel og på at robustgøre Danmark i en mere alvorlig sikkerhedspolitisk situation. Jeg er sikker på, at Kenneth Pedersen er den helt rette til at varetage den store opgave, så vi kan blive ved med at have et solidt beredskab, der står klar, når krisen rammer. Jeg vil samtidig gerne takke Christine Engel Christensen for hendes store indsats som fungerende direktør i det seneste halve år.
Generalløjtnant Kenneth Pedersen siger:
Det danske samfund står over for en forværret og meget dynamisk sikkerhedssituation, der kræver øget beredskab, resiliens og nytænkning. Beredskabsstyrelsen har en stor opgave i, sammen med andre myndigheder, at sikre, at Danmark står så stærkt som muligt. Det er en stor og vigtig opgave, som jeg vil gøre mit yderste for at løse sammen med alle de dygtige medarbejdere i Beredskabsstyrelsen.
Kenneth Pedersen er 56 år og har en uddannelse som officer fra Hærens Officerskole samt en Master of Strategic Studies Degree fra United States Army War College i Pennsylvania, USA. Kenneth Pedersen er ligeledes kommandør af Dannebrogordenen.
CV
2019 – |
Viceforsvarschef og chef for Forsvarsstaben, Forsvarskommandoen |
2019 |
Chef for Operationsstaben, Forsvarskommandoen |
2019 |
Chef for Hærkommandoen |
2017 – 2019 |
Chef for Operationsstaben, Forsvarskommandoen |
2016 – 2017 |
Chef for Operationsafdelingen, Forsvarsministeriet |
2015 – 2016 |
Chef for Hærens Officersskole |
2013 – 2014 |
Bataljonschef, Afghanistan, ISAF 16 |
2010 – 2013 |
Bataljonschef, II Panserinfanteribataljon, Garderhusarregimentet |
2009 – 2010 |
Sagsbehandler, Internationale Operationer, Forsvarsministeriet |
2008 – 2009 |
Chief OPS J2/XO Afghanistan, ISAF |
2005 – 2008 |
Lærer, Værnsfælles Operationer, Forsvarsakademiet |
1987 – 2003 |
Diverse stillinger i Forsvaret |
Kontakt
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs pressevagt kan kontaktes på tlf. 24 42 09 99 (Kun til opkald - ikke sms).
Om Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB) har i et tæt samarbejde med de ansvarlige sektorer ansvaret for at forebygge, modstå og håndtere større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der udfordrer samfundets grundlæggende funktioner.
MSSB skal på tværs af og i samarbejde med de forskellige sektorer understøtte en samlet retning samt tværgående krav og standarder for arbejdet med robustgørelse og beredskabsplanlægning i de enkelte sektorer. Det omfatter også at rådgive og kommunikere til myndigheder, virksomheder og befolkning. MSSB er samtidig ansvarlig for en række operative funktioner.
Følg pressemeddelelser fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
Tre nye love skal være med til at styrke samfundets robusthed1.7.2025 10:20:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag træder tre nye love i kraft, der skal øge modstandsdygtigheden for Danmarks digitale og fysiske sikkerhed.
Cybersikkerhed og civilbeskyttelse i fokus under dansk EU-formandskab1.7.2025 10:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Under EU-formandskabets overskrift ’Et stærkt Europa’ vil ministeren for samfundssikkerhed og beredskab sætte fokus på beredskab, cybersikkerhed, civilbeskyttelse og kritisk infrastruktur.
Ny trusselsvurdering for Cybertruslen mod Rumsektoren26.6.2025 10:20:12 CEST | Pressemeddelelse
For første gang udgiver Styrelsen for Samfundssikkerhed en trusselsvurdering, som beskriver cybertruslen mod den danske rumsektor. Rumbaseret teknologi og tjenester understøtter kernefunktioner inden for bl.a. sikkerhed og transport.
Minister nedsætter nyt ekspertpanel for beredskabsområdet20.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab har nedsat et nyt ekspertpanel. En hovedopgave for panelet bliver at komme med input til sammenspillet mellem det statslige og de kommunale redningsberedskaber. Det sker for bl.a. at levere på et centralt analyseinitiativ i Aftale om beredskabsområdet 2025-2026. Ekspertpanelet er bredt sammensat med vægt på operative profiler.
Sidste tværgående NIS 2-vejledning er nu offentliggjort19.6.2025 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den sidste af de tværgående NIS 2-vejledninger er nu offentliggjort. Den skal hjælpe virksomheder og myndigheder med at forstå, hvilke typer af hændelser de skal underrette om og hvordan.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum