Ny model gør det nemmere for medarbejdere at overtage ejerskabet af virksomheder
27.6.2025 10:24:13 CEST | Erhvervsministeriet | Pressemeddelelse
Regeringen sender i dag et lovforslag i høring, som skal gøre det muligt for virksomhedsejere at overdrage deres virksomhed til medarbejderne uden at blive beskattet af overdragelsen.
Demokratiske virksomheder har historisk spillet en central rolle i Danmark. Bl.a. med de første andelsmejerier fra midten af 1800-tallet. Men på trods af historikken findes der i dag få medarbejderejede virksomheder i Danmark.
Inden for en årrække står mange virksomhedsejere over for at skulle overdrage deres virksomhed. Omkring 18.300 virksomhedsejere af kapitalselskaber med 5 ansatte eller flere når pensionsalderen inden udgangen af 2036.
Med et lovforslag vil regeringen derfor gøre det nemmere for virksomhedsejere at overdrage virksomheden til medarbejderne via en medarbejderejet virksomhed uden selv at blive beskattet af overdragelsen. I stedet overtager medarbejdernes virksomhed skatteforpligtelsen.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Det skal ikke være skatten, der står i vejen for, at gode virksomheder kan føres videre af dem, der kender den bedst. Med det her lovforslag fjerner vi en barriere og forbedrer vilkårene for oprettelsen af medarbejderejede virksomheder. Det er vigtigt, at vi får sat skub i den udvikling, så Danmark fortsat danner de bedste rammer for disse virksomheder. I dag har vi taget et skridt i den rigtige retning, så demokratiske virksomheder kan bidrage til øget vækst og arbejdspladser”.
Skatteminister Rasmus Stoklund siger:
”Formuerne i Danmark har en tendens til at koncentrere sig på få hænder. Med dette tiltag fremmer regeringen en udvikling, hvor en gruppe ansatte kan vælge at drive en virksomhed videre, hvis de nuværende ejere ønsker dette - for eksempel i forbindelse med et generationsskifte. Det er en fin måde at sikre, at hensyn til arbejdspladser, fordeling af værdierne og virksomhedens drift kan gå hånd i hånd.”
Lovforslaget skal gøre det lettere for medarbejdere at finansiere et generationsskifte af den virksomhed, de er ansatte i, og derigennem potentielt øge antallet af medarbejderejede virksomheder. Modellen vil bl.a. kunne være relevant for de virksomhedsejere, der ønsker at tilgodese de medarbejdere, der har været med til at bygge virksomheden op.
Modellen vil være et supplement til de allerede eksisterende generationsskiftemodeller, der findes i dag, og skal dermed være med til at styrke og bevare danske arbejdspladser, som alternativ til lukning eller et frasalg til fx udenlandske købere.
Lovforslaget er en del af Iværksætteraftalen fra 2024, som blev indgået af regeringen og et flertal bestående af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.
Det sendes i offentlig høring i dag og frem til den 21. august 2025.
Kontakter
Pressekontakt
Tlf:+45 91 33 70 07Links
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Bødskov: Ulovligt billigt bras fra tredjelande er gift for EU26.2.2026 09:00:05 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov rejser i dag til Bruxelles for at deltage i dagens EU’s konkurrencerådsmøde. Med sig har han en klar vej til at tøjle de massive problemer med onlinemarkedspladser fra tredjelande, som fx Temu.
100 millioner til dansk biosolutions: Bødskov sætter handling bag ordene i Bruxelles26.2.2026 08:00:07 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov rejser i dag til konkurrenceevnerådsmøde i Bruxelles. Her vil han sætte fokus på styrkelsen af europæisk biosolutions. Samtidig sættes der handling bag ordene, når der i Danmark lanceres en pulje på 100 mio. kr. til at styrke dansk biosolutions.
Byrdelettelser for op til 21,5 mia. kr. på vej til dansk erhvervsliv24.2.2026 10:41:35 CET | Pressemeddelelse
Regeringen sætter gang i næste fase af Automatisk Erhvervsrapportering, der bringer den samlede potentielle byrdelettelse i tiltaget op på 21,5 mia. kr. Samtidigt skal virksomheders tidsforbrug og udgifter til tilsyn reduceres med knap 10 pct.
Milliardløft til iværksætteri i landdistrikterne: 48 aftaler om vækstlån for næsten 84 mio. kr.23.2.2026 10:11:15 CET | Pressemeddelelse
Danske virksomheder i landdistrikterne har for alvor fået glæde af den milliard, der med den historiske Iværksætteraftale blev øremærket til vækstlån. Siden ordningen trådte i kraft i februar 2025, er der givet 48 lån målrettet virksomheder i landkommuner til en samlet værdi af næsten 84 mio. kr.
92 millioner kroner skal sparke liv i endnu flere danske bymidter20.2.2026 15:00:08 CET | Pressemeddelelse
Med en ny udmøntning fra Indstillingsudvalg for bæredygtig byudvikling får 16 byer i Danmark nu muligheden for at skabe mere levende bymidter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum