Ekspertens fem råd til at være en god turist
24.6.2025 09:52:20 CEST | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse
Nej tak til turister. Flere steder vokser modstanden mod turister. Her får du ekspertens fem gode råd, der gør din ferie bedre for både dig selv og de lokale.

Er du klar til sommerferie? Vi skal snart til at pakke kufferter og rygsække, så vi kan rejse ud i verden. Det er ferietid.
Det er dog langt fra alle, som er klar til at byde sommergæsterne velkomne. Modstanden mod turismen vokser mange steder i verden.
For eksempel har der netop været store protester i Spanien, Portugal og Italien mod turister, hvor lokale har sprøjtet med vandpistoler mod de tilrejsende feriegæster.
"Der er alt for mange eksempler fra hele verden på turister, der opfører sig dårligt og uden respekt for den lokale kultur", siger Carina Ren, der er ekspert i turisme og lektor på Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.
"Utilfredsheden skyldes især, at de lokale føler, at de bliver skubbet ud af turismen. Deres lokale butikker lukker og der åbner souvenirbutikker i stedet. Der er stigende huslejepriser, som vi ser i Barcelona, der giver boligmangel. Og turisternes penge går udenom den lokale økonomi og ender hos internationale netportaler og rejseaktører", siger Carina Ren.
Derfor er det ikke bare solcreme og badeshorts, du skal have med på ferien. Du skal også tage din gode opførsel med på rejsen. Både for din egen og de lokales skyld.
Her får du fem råd til at være en god turist.
1 Køb lokalt
Du skal gå efter det lokale. Brug den lille bager og de små butikker og køb ind på markedet. Spis på de lokale restauranter og book et værelse på det familieejede hotel.
”Du får en meget bedre fornemmelse for stedet ved at gå på opdagelse på den måde. Du får en stedsbaseret oplevelse, som du ikke kan købe andre steder. Og så giver du de lokale en indtjening,” siger Carina Ren.
2 Rejs langsomt
Det er godt for klima og miljø, når du flyver mindre. Så tag på kortere rejser, der er geografisk tættere på, og hvor du enten rejser med tog eller bus. Hvis du bruger bilen, så fyld den op med mennesker.
”Dermed gør du også selve rejsen til en oplevelse i sig selv. Når du tager toget, kan du jo bruge tid sammen med familien. For her handler det ikke om at komme så hurtigt som muligt fra A til B, som det gør, når vi lander i en overfyldt sommerlufthavn til en af de destinationer, som lavprisflyselskaberne vil have os hen til,” siger Carina Ren.
3 Udforsk alternative destinationer
Brug tid på at finde dine egne destinationer og gå væk fra de mest oplagte og populære rejsemål. For eksempel vil de ikke have flere turister i Barcelona, men det vil de gerne 100 kilometer derfra i Girona.
”Vælg de næststørste byer i stedet for hovedstaden. Vær kreativ og find dine egne destinationer. Så bliver du også mødt af lokale, der er meget gladere for at se dig,” siger Carina Ren.
4 Drop swimmingpoolen
Du må gerne bade på ferien. Men helst i en flod, sø eller strand ved havet. Eller køb vandpistoler og snup en vandkamp.
”Der er virkeligt mange steder omkring for eksempel Middelhavet, hvor der kan være vandmangel, tørke og skovbrande. Der kan de lokale så se på hotellets gæster, der plasker rundt i poolen, mens de selv har restriktioner på deres vandforbrug,” siger Carina Ren.
5 Husk at være en god gæst
Husk din situationsfornemmelse og stik en finger i jorden. Tænk på, hvordan du klæder dig. Hvor du går. Hvad du tager billeder af. Hav respekt.
”Du skal ikke tage hovedet under armen, bare fordi du er på ferie og slapper af. Der bor mennesker, der hvor du er på ferie. I Amsterdam lavede de på et tidspunkt en kampagne, hvor de satte plakater op på husene i Red Light District, der afspejlede livet bag muren og ind på for eksempel en familie, der sad og spiste aftensmad. "We Live Here", hed kampagnen. Så du behøver ikke at stå klokken tre om natten og skråle midt på en gade,” siger Carina Ren.
Aalborg Universitets Tourism Research Unit har fokus på fem områder indenfor turismeforskning:
- Forbrugeradfærd og identitetskonstruktion
- Interorganisatoriske relationer
- Regionale udviklingsprocesser og -strategier
- Turisme og tværsektoriel stedbranding
- Strategisk markedskommunikation og produktudvikling
AAU er også involveret i større projekter som eksempelvis CROCUS og CULTIGEN
Nøgleord
Kontakter
Carina RenDet Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet, Tourism Research Unit - TRU
Tlf:+4599408445ren@ikl.aau.dkvbn.aau.dk/da/persons/renKim Rathcke JensenAAU Communication and Public Affairs
Tlf:(+45) 6196 7166kiraje@adm.aau.dkFølg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Ny robot skal hjælpe børn med autisme10.7.2026 11:08:54 CEST | Pressemeddelelse
I et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet har pædagoger i specialbørnehaven Birken være med til at udvikle en robot, der kan støtte børn med autisme i hverdagen.
Godt nyt for erhvervslivet: Faldet i søgning til ingeniørstudierne er stoppet5.7.2026 17:47:25 CEST | Pressemeddelelse
Efter flere års fald ligger antallet af ansøgere til ingeniøruddannelserne i Aalborg på et stabilt niveau med pil op. Det er gode nyheder for erhvervslivet, siger prorektor Anne Marie Kanstrup.
Forsker vil bruge elnettet til AI – kan reducere behovet for nye datacentre1.7.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen vil skubbe strømslugende datacentre bagest i køen til det pressede danske elnet. Nu har en forsker fra Aalborg Universitet udviklet en metode, der kan udnytte den eksisterende infrastruktur i elnettet til at udføre AI-beregninger.
Ny digital værktøjskasse giver forældre overblik i børn og unges psykiatriforløb1.7.2026 06:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Når et barn kommer i psykiatrisk behandling, skal forældrene både støtte barnet og navigere i et komplekst forløb med mange fagpersoner og myndigheder. Fra efteråret 2026 får 2500 familier i to regioner adgang til en ny løsning på sundhed.dk, der samler planer, beskeder og samarbejde ét sted.
Læge punkterer myte: Alkohol i varmen rammer din dømmekraft – ikke din væskebalance26.6.2026 06:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Mens temperaturerne stiger, og festivalsæsonen for alvor går i gang, skyder leverlæge udbredt myte ned: Alkohol fører ikke i praksis til væskemangel. Der er helt andre grunde til, at du skal holde igen med de våde varer i varmen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum