
Stærkere voksne, stærkere unge – GirlTalk lancerer ny kampagne
GirlTalk retter nu for første gang en indsats mod forældre og nære voksne til unge piger. Kampagnen skal styrke dem i troen på sig selv og give dem mod på at være til stede i de unges liv – også når det er svært.

GirlTalk lancerer i dag kampagnen ’Stærkere voksne, stærkere unge – du skal ikke være perfekt, for at gøre en forskel’. Kampagnen er GirlTalks første indsats direkte henvendt til forældre og andre nære voksne. Den skal ruste dem til at stå stærkere i relationen til de unge – og vise, at man kan gøre en forskel, også når man ikke har alle svar.
”Mange forældre føler sig i tvivl om, hvordan de bedst støtter deres teenagere. Med kampagnen ønsker vi at vise, at du som voksen stadig er vigtig – også når dit barn trækker sig. At lytte, være tydelig og vise ægte interesse gør en forskel,” siger Anna Bjerre, direktør i GirlTalk.
Når unge mistrives, rammer det hele familien
En ny undersøgelse fra Psykiatrifonden viser, at hele 84 % af forældre til børn i mistrivsel oplever alvorlige konsekvenser som stress, skilsmisser, økonomiske problemer og arbejdspres. Og i en landsdækkende måling fra Bedre Psykiatri svarer 63 %, at de har måttet sygemelde sig for at tage sig af deres barn. 32 % har været nødt til at gå ned i tid, og næsten hver femte har helt opsagt deres job.
Samtidig viser nye tal, at andelen af børn med over 50 og 75 procents skolefravær er fordoblet de seneste ti år. Bag tallene gemmer sig ikke kun unges mistrivsel – men også forældre, der kæmper alene med systemet og ofte selv bliver syge i forsøget på at få hjælp.
Skuespiller og tv-vært Sarah Grünewald er kampagnens frontfigur og nye ambassadør for GirlTalk
Hun kender selv følelsen af ikke at blive set som ung, og deler i kampagnens første podcastafsnit sin historie om ensomhed, spiseforstyrrelse og det vendepunkt, der opstod, da én voksen lyttede uden at dømme – en erfaring, hun nu bringer med ind i sit ambassadørskab.
Sarah Grünewald er den første gæst i den nye sæson af podcasten Mit yngre jeg, der er en del af kampagnen og er skabt i samarbejde med Alt for Damerne.
Her introducerer Sarah Grünewald begrebet heart-talk, der drejer sig om at sætte 20 minutter på uret, hvor man taler uden at blive afbrudt.
”Man finder ud af, at efter de første ti minutter, så er man kommet af med alt frustrationen og vreden – og så når du ind til den følelse, der rent faktisk er på spil,” siger Sarah Grünewald.
FAKTABOKS: Om kampagnen ’Stærkere voksne, stærkere unge’
- Formål: Give forældre og andre nære voksne sprog og mod til at støtte unge piger – især når livet er svært.
- Podcast – Mit yngre jeg: Ny samtalepodcast lanceret som led i kampagnen i samarbejde med Alt for Damerne.
- Første podcastafsnit udkom 11. juni 2025 med Sarah Grünewald som gæst. Herefter udkommer nye afsnit hver anden uge.
- Kommende gæster i podcasten inkluderer bl.a. Bodil Jørgensen, Katerina Pitzner, Pia Olsen Dyhr og Caroline Henderson.
Kampagnen "Stærkere voksne, stærkere unge" og podcastserien "Mit yngre jeg" er muliggjort med støtte fra Østifterne.
Kontakter
Michelle JohansenPresseansvarlig
Tlf:44 18 69 34michelle.johansen@girltalk.dkBilleder
Fakta om GirlTalk
Ekspertise:
GirlTalk er eksperter i trivsel blandt piger og unge kvinder i alderen 12-24 år.
I 2024 havde GirlTalk mere end 8.500 samtaler i rådgivningen
Vækst:
GirlTalk har hovedkontor i København - og har udvidet med kontorer i Aalborg (2020), Odense (2024) og Aarhus (2025). Stigningen i mistrivsel blandt piger er signifikant højere end blandt drenge, og organisationen ser en naturlig stigning i rådgivninger, efterhånden som kendskabet til GirlTalk øges
Kvalitetssikring:
GirlTalks chatrådgivning blev i 2024 genakkrediteret af RådgivningsDanmark, brancheforeningen for sociale rådgivningstilbud i Danmark
Faglighed:
Ledelsen er psykologfagligt uddannet med særlig ekspertise på området
Frivillige:
GirlTalk har mere end 400 frivillige, som er engageret i alle dele af arbejdet. De modtager undervisning, supervision og uddannelse for at sikre kompetence og kvalitet i arbejdet med de unge piger
Stiftelse:
GirlTalk blev grundlagt i 2004 af psykolog Anna Bjerre, som også er formand for Frivilligrådet, udpeget af regeringen. Hun er gift og mor til seks børn
Følg pressemeddelelser fra GirlTalk
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.